Min krop er sej

Det er i morgen. Det er i morgen, at jeg skal til en af mine faste kontroller på Rigshospitalet. En af dem, hvor jeg med det samme mere eller mindre ved, om jeg klarer frisag, eller om jeg ikke gør. Jeg har haft det mærkeligt hele dagen, sådan sommerfugle i maven agtigt – sommerfuglene har bare sorte vinger og blafrer ikke på den der glade kildende måde. Nærmere sådan lidt rumlende. Det er specielt, at leve på den måde. Med den viden om mine gener. Jo ikke om alle mine gener, men lige præcis det gen der kan afgøre om jeg i mit liv får brystkræft eller ej – det gen kender jeg. Oddsene hedder op omkring 80% for at jeg gør og så er der de sidste 20% for at jeg ikke gør. Hver gang, jeg skal over for at kontrolleres, så prøver jeg at være positiv. Det er jeg også nu. Alligevel, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det mon er i morgen jeg ikke frifindes? Måske det er i morgen, at lægen cirkler rundt det samme sted med scanneren alt for længe. Så længe, at jeg godt ved, at vedkommende har set noget, noget som kræver mere. En ekstra læge måske, en biopsi og så igen venten på svar. Jeg har prøvet det før, mange gange. Men jeg er altid blevet frikendt. I morgen håber jeg mere end nogensinde, at jeg kan gå derfra 100 kg lettere, end da jeg og mine svedige håndflader ankom.

Istedet for at tænke på det ene gen, det defekte BRCA gen jeg har – så bestemte jeg for længe siden, at jeg hellere ville fokusere på alle de mange raske gener jeg har. Og så også på det klare fact, at jeg indtil videre er rask. Ikke syg, helt og aldeles rask. Jeg har bare en lidt særlig viden. Den der gør, at jeg forhåbentlig kan blive her i livet og være her for mine bedste mennesker. Mine børn.

Jeg har været sur på min krop, sur over det lorte skod gen og alle de søvnløse nætter det har givet mig. Men jeg har også fred med det, det havde jeg næsten allerede den dag, jeg besluttede mig for at blive testet for BRCA. Jeg var så afklaret omkring det, så selvom det er noget lort, så gør det mig også tryg.

Jeg er ikke sur på min krop mere, mest af alt synes jeg, at den er ret fantastisk. Tænk alt det den kan, tænk alt det min krop har gjort af gode ting for mig. Jeg er blevet gravid tre gange, uden nogen som helst problemer. Søren og jeg aftalte bare hen over bordet, at vi gerne ville lave en baby og så var det mere eller mindre det vi gjorde. Alle tre gange. Det er noget jeg er så taknemmelig over, for jeg ved hvor mange der kæmper en daglig kamp for at blive forældre. Den del blev vi skånet for. Jeg kunne føde alle tre børn uden de store problemer. Jeg kom hjem få timer efter alle tre gange og amningen har bare kørt uden nogen form for komplikationer. Alt det kunne min krop bare. Jeg betvivlede den faktisk aldrig. Jeg stolede på den og på mig selv.

I morgen når jeg ligger inde i MR-scanneren med høreværn på. Så vil jeg tænke på alt det gode min krop har kunnet, hvordan jeg stoler på den. Når jeg står op, mens mine bryster bliver helt fladmaste, mens de bliver mammograferet, så vil jeg huske at jeg er rask og at jeg står der og ser fjollet ud, fordi jeg tog et valg om aktivt at gøre noget, for ikke at blive lige så syg som min mor var.

Jeg håber, at jeg kan springe på min cykel hjem med endnu en frisag i rygsækken. Mand, hvor jeg håber!

Godnat.

(Visited 13 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg håber alt hvad jeg kan at du igen bliver frikendt!

    Må jeg spørge om du har overvejet at få fjernet dit brystvæv, når nu din risiko er så stor? Har en veninde der har gennemgået den operation for et år siden.

    • Tak for kryds. Jeg krydser også.
      Jo, det overvejer jeg. Jeg fik fjernet hele underlivet forebyggende og det næste er brysterne. Er bare ikke helt klar endnu. Sådan mentalt.
      Kh fra Trine

      • Jeg forstår godt at det er en kæmpe beslutning. Min veninde fik også fjernet underlivet først. Og kæmper også lidt psykisk nu her efter begge operationer. I er stærke begge to og har min dybeste respekt 🙌🏻

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *