Min “karrierevej”

Der sker sgu ret meget i disse dage. Gode ting som gør at jeg kniber mig selv ekstra hårdt i den arm, som jeg hver dag kniber mig selv i. Kan det virkelig passe, at jeg har fået et arbejde, som jeg holder så meget af og som gør mig så glad. Så glad, at selv fremmede stopper mig og siger at jeg ser glad ud. Glad helt-ind- til-benet-glad. Jeg har lige afleveret Kalle i vuggestue, mig i noget blødt jogging videre ned i Rema, for at handle ind til fredagsslik og weekend. Nu sidder jeg i min stue, stadig i blødt jogging og har tænkt mig at skrive et indlæg. Et indlæg om min noget mærkelige karrierevej, som i hvert fald ikke er endt ud i noget, som jeg på nogen måde havde kunne forestille mig. Noget som faktisk slet ikke fandtes rigtigt dengang jeg skulle vælge en uddannelse. For lige kort at starte bagfra, så har jeg aldrig haft en drøm om at blive blogger og slet ikke af profession. Det har end ikke strejfet mig. Men her sidder jeg i jogging og arbejder hjemmefra, alt i mens jeg føler mig som den heldigste kartoffel i verden. Nu vil jeg lige spole tiden tilbage, helt tilbage til en lille landsby udenfor Vordingborg på sydsjælland.

Der gik jeg i en helt almindelig folkeskole og jeg elskede det. Og det har jeg faktisk altid gjort. Jeg husker ikke at jeg i folkeskolen, havde en drøm om at blive noget særligt når jeg blev voksen. Jeg husker dog at jeg drømte stort om at bo på en bondegård! Måske min mor ville have kunne huske, hvis jeg havde talt om noget. Men jeg husker det ikke selv. Jeg husker at mange gerne ville videre på gymnasiet, og jeg derfor tænkte, at det måtte jeg nok også hellere. Hov og nu kommer jeg lige til at tænke på noget. Jeg ville vildt gerne være dyrepasser (ja jeg var meget glad for dyr, da jeg var yngre). Jeg skrev til ALLE zoologiske haver i hele Danmark, for at få en praktikplads hos en af dem, men jeg kom ikke ind nogen steder. Hvis jeg var kommet ind, så gik jeg måske rundt i overalls og røjsere istedet for at posere op af smukke Københavner facader. I folkeskolen have jeg job som barnepige, senere fik jeg job i den lokale slikbutik – Is & Slik. 

Nå, men jeg gik i gymnasiet og det var jeg også super glad for. Jeg må nok indrømme, at jeg hverken i folkeskolen eller i gym, var sådan særlig flittig. Jeg lavede det jeg skulle og ikke en tøddel mere. Jeg klarede det derfor ofte sådan med en middelkarakter og det havde jeg det fint med. I gymnasiet arbejdede jeg i Tøj & Sko – i guder, jeg har puttet meget tøj på bøjler. Da jeg blev sproglig student, anede jeg ikke hvad pokker jeg så skulle. Seriøst jeg havde ingen idé. Det eneste jeg vidste det var, at jeg gerne ville ud at rejse. Jeg tog derfor et job som landpost og fik sparet en god bunke penge sammen, som jeg brugte ude i verden som packpacker. Da jeg kom hjem og der pludselig var gået næsten to år, vidste jeg faktisk stadig ikke rigtig hvad jeg ville være når jeg blev voksen – og nu var jeg vel egentlig selv det man kalder voksen (det føler jeg mig den dag i dag stadig ikke helt) Og ærlig talt, så aner jeg ikke hvordan jeg fandt på at søge ind som sygeplejerske. Men det var det jeg gjorde. Så i 2001 flyttede jeg hjemmefra og til en lidt støre by for at læse. Mens jeg læste havde jeg to forskellige jobs. Jeg sad nattevagt hos en lille pige med muskelsvind, jeg tror jeg havde jobbet alle årene mens jeg studerede. Samtidig med at jeg ekspederede i et renseri. Jeg var vildt glad for studiet og klarede mig rigtig godt. Jeg følte faktisk at jeg var landet på rette hylde. Jeg fik min bachelorgrad som sygeplejerske og flyttede med det samme til København, hvor jeg havde fået job på en semi-intensiv børneafdeling på Rigshospitalet. Jeg blev kastet ud i at passe på nogen af landets aller mest syge børn og det gav virkelig mange hår på brystet. Vi sygeplejersker, havde et helt særlig sammenhold og jeg har nogle af mine meget tætte veninder derfra – også selvom jeg kun var der i to år. Jeg fandt nemlig alligevel ret hurtigt ud af, at jeg måske ikke var landet på den helt rigtige hylde. Jeg ville noget andet. Igen, vidste jeg ikke rigtig hvad det så skulle være.

Jeg endte med at søge et job som konsulent i et privat vikarbureau. Det vil sige at jeg kom til at sidde som konsulent og finde de rette vikarer til diverse afdelinger i København. Jeg smed så at sige min kittel og den er aldrig kommet på siden. Jeg var der et lille år.

Derefter fik jeg igen job i sundhedssystemet. I det offentlige. Jeg kom til at sidde som rådgiver for Region Hovedstaden. Kort fortalt sad jeg og rådgav om retten til frit sygehusvalg. Imens læste jeg sundhedsret på jura og efter syv år som rådgiver blev jeg patientvejleder. En patientvejleder, vejleder i patientrettigheder både patienterne selv, men også til læger og andre sundhedsfaglige. Jobbet var enormt spændende og udfordrende, men for mig også lidt ensomt. Man sidder nemlig alene ude på et hospital og det meste foregår telefonisk. Efter et par år, kunne jeg mærke at jeg simpelthen var fyldt op af dårlige og grimmer historier. For når man sidder og vejleder i patientrettigheder, så er det ofte patienter som er i en eller anden form fra knibe, der kontakteren. De har haft en dårlig oplevelse, noget er gået galt på hospitalet eller andet i den dur. Jeg kunne mærke at jeg næsten ikke kunne rumme flere grumme beretninger. Men igen sad jeg lidt med samme problem, for hvad skulle jeg så?? Jeg havde ingen idé. Det eneste jeg vidste, det var at jeg nok skulle helt væk fra sundhedssystemet. Jeg ville noget kreativt, men kunne ikke overskue en helt ny uddannelse – nu med tre børn.

Når jeg siger at jeg ikke vidste hvad jeg skulle overhovedet, så er det ikke helt rigtigt – for der var en lille spire i mig dengang. Jeg vidste det nok ikke helt selv, men det ved jeg nu. Jeg var kommet på Instagram i 2013, og ved siden af jobbet så hjælp jeg små virksomheder med at vokse på deres Instagram. Jeg halm dem med at tage billeder og rådgav om hele mediet. Jeg var begyndt at elske at tage billeder, jeg elskede at være kreativ, at se noget i en særlig vinkel og jeg mærkede at det kunne noget. Altså mediet Instagram. Jeg turde dog ikke gå all in med min lille konsulent virksomhed og jeg måtte slutte det, da jeg desværre havde for meget om ørene med job og på det tidspunkt to meget små børn. Jeg beholdt selvfølgelig min egen profil og den voksede sig større og større. Den var stadig en hobby, men noget rørte på sig omkring 2016.

Ved siden af alt dette havde jeg samtidig selv alt for meget kontakt til sunhedssystemet på grund af min arvelige gen mutation BRCA. Et kræft gen, der gør at jeg har op til 80% risiko for at få brystkræft og også alt for høj risiko for at få kræft i æggestokkene. En forebyggende operation gjorde således, at jeg ikke turde tænke i at skulle noget andet, jeg måtte blive i min stilling – og gav ikke mig selv lov til at drømme videre om noget andet. Jeg turde ikke og havde heller ikke en særlig plan.

Inden operationen besluttede jeg mig dog for at skrive lidt om det på en blog. Bare for at få det ud af mit eget system, fordi det ofte er et emne som er lidt svært at tale om. Lidt tungt. Jeg oprettede derfor en blog, hvor jeg sad jeg skrev nogle indlæg helt for mig selv uden nogen vidste det. Efter noget tid, fik jeg modet til at sige det højt henne på Instagram. Jeg begriber slet ikke, at det kun er halvandet år siden at jeg sad og skrev mit første indlæg her på domænet. Jeg havde aldrig i mit liv set det som en mulighed, at nogen ville betale mig for at tage billeder og skrive ord. Men sådan er det blevet og det er jeg så taknemmelig for. For når jeg tænker tilbage, så har jeg altid været kreativ, ikke på strikke/sy måden – men med farver, indretning, mode og jeg har altid holdt af at at se det smukke i selv det grimme. Jeg er dog også rigtig glad for alt det andet jeg har lavet, jeg har i femten år stået tidligt op, haft et 8-16 job, med seks ugers ferie om året, frokostpause på tid, og barnets første sygedag – for det gør bare at jeg sætter det hele lidt i perspektiv. For lige meget hvordan og hvorledes jeg vender og drejer det, så er det her en helt anden måde at arbejde på. Der er masser af frihed ja, men det er eddermuggeme også svært at holde fri. Jeg holder faktisk aldrig helt fri og jeg har aldrig sovet så dårligt som siden jeg blev selvstændig i januar. Ikke fordi jeg bekymrer mig (så meget), men fordi mit job foregår rigtig meget inde i min hovede. Også når jeg sover. Jeg ved ikke helt hvorfor det er gået mig så godt på så kort tid ( ja undskyld jantelov), men jeg tror måske noget af det, netop skyldes at jeg kommer med en ballast, jeg er ikke vokset op med Instagram og blogs – jeg har skulle lære det, og det skal jeg stadig. Jeg startede ikke en blog for at tjene penge, og heller ikke min Instagram. Jeg gjorde det, fordi det faldt mig ind – uden bagtanke, men fordi jeg havde lyst. Fordi jeg havde lyst til at dele. Til at inspirere. Og det har jeg stadig. Det stopper vidst aldrig…

Jeg håber sådan at I vil følge med videre på min rejse, glædes med mig og bære over med mig, når jeg begår fejl. Uden jer, findes mit arbejde jo slet ikke og det ville sgu gøre mig så trist…og fattig.

(Visited 6 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg har læst det med at du er vokset op i vordingborg et par gange, men nu må jeg simpelthen kommentere på det. For vi er selv lige flyttet fra Kongens Lyngby, for at få mere plads og frihed, og valget for os faldt på Nyråd. På den rigtige side af broen, for os, da min mand pendler til Nordhavn.
    Er det også Nyråd du har boet i som barn?
    Vi er begge opvokset på Lolland og Falster, så det var ikke fordi det var langt fra hvor vi er opvokset at vi har valgt at bosætte os, men alligevel lidt vildt efter 10 år i Kongens Lyngby… men med en pige på 2 1/2 år og en mere på vej, var det bare det rigtige tidspunkt for os at komme sydpå igen..

  • Jeg har læst det med at du er vokset op i vordingborg et par gange, men nu må jeg simpelthen kommentere på det. For vi er selv lige flyttet fra Kongens Lyngby, for at få mere plads og frihed, og valget for os faldt på Nyråd. På den rigtige side af broen, for os, da min mand pendler til Nordhavn.
    Er det også Nyråd du har boet i som barn?
    Vi er begge opvokset på Lolland og Falster, så det var ikke fordi det var langt fra hvor vi er opvokset at vi har valgt at bosætte os, men alligevel lidt vildt efter 10 år i Kongens Lyngby… men med en pige på 2 1/2 år og en mere på vej, var det bare det rigtige tidspunkt for os at komme sydpå igen..

  • Er det mon muligt for dig at finde ud af, hvad farverne i din fantastisk flotte trøje hedder i det garn, den er strikket af? Den opskrift du tidligere har linket til bruger nogle andre farver, og jeg synes at netop farvesammensætningen i din strik er helt perfekt. Mvh. Marlene

  • Er det mon muligt for dig at finde ud af, hvad farverne i din fantastisk flotte trøje hedder i det garn, den er strikket af? Den opskrift du tidligere har linket til bruger nogle andre farver, og jeg synes at netop farvesammensætningen i din strik er helt perfekt. Mvh. Marlene

  • Hej Julie, Wauw hvor fantastisk. Hvis der er noget Vordingborg kan, så er det meget smuk natur. Især ude i Nyråd! Jeg var dog fra den anden side af Vordingborg -Kastrup, lille bitte flække. Mine forældre kommer fra Lolland, men flyttede til Vordingborg i tyverne. Men jeg er kommet så meget på Lolland/Falster pga mine bedsteforældre. Stort tillykke med jeres valg. Og tillykke med endnu et barn. Kh Trine

  • Hej Julie, Wauw hvor fantastisk. Hvis der er noget Vordingborg kan, så er det meget smuk natur. Især ude i Nyråd! Jeg var dog fra den anden side af Vordingborg -Kastrup, lille bitte flække. Mine forældre kommer fra Lolland, men flyttede til Vordingborg i tyverne. Men jeg er kommet så meget på Lolland/Falster pga mine bedsteforældre. Stort tillykke med jeres valg. Og tillykke med endnu et barn. Kh Trine

  • Hvor er det sjovt at læse din beretning – om et arbejdsliv, der jo i mange, mange år flettede sig isammen med mit – helt uden, det var planlagt. Og jeg aner i virkeligheden heller ikke, hvordan jeg endte med at blive sygeplejerske 😊

    Om at være glad, for det arbejde, man (vi) har haft – og samtidig vide, at et ikke skulle vare hele livet. Og usikkerheden om, hvad der så skulle ske..

    Jeg er utrtoligt LIDT kreativ, og er jo gået en helt anden vej end du er – men jeg følger med dig og glæder mig på dine vegne, og tænker tilbage på amnge, mange års gode og forskellige arbjedsminder sammen med dig 😊

  • Hvor er det sjovt at læse din beretning – om et arbejdsliv, der jo i mange, mange år flettede sig isammen med mit – helt uden, det var planlagt. Og jeg aner i virkeligheden heller ikke, hvordan jeg endte med at blive sygeplejerske 😊

    Om at være glad, for det arbejde, man (vi) har haft – og samtidig vide, at et ikke skulle vare hele livet. Og usikkerheden om, hvad der så skulle ske..

    Jeg er utrtoligt LIDT kreativ, og er jo gået en helt anden vej end du er – men jeg følger med dig og glæder mig på dine vegne, og tænker tilbage på amnge, mange års gode og forskellige arbjedsminder sammen med dig 😊

  • Søde Line, ja tænk engang hvor mange år vi helt tilfældigt kom til at følges ad. Jeg synes du er meget kreativ med dine ord. Kreativitet er jo mange ting. Elsker at følge med på din sidelinje, altid mega inspirerende. Kram fra mig

  • Søde Line, ja tænk engang hvor mange år vi helt tilfældigt kom til at følges ad. Jeg synes du er meget kreativ med dine ord. Kreativitet er jo mange ting. Elsker at følge med på din sidelinje, altid mega inspirerende. Kram fra mig

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *