Migræne: Det her virker for mig (7-9-13)

Måske I kan huske at jeg skrev et indlæg, hvor jeg fortalte hvordan jeg desværre var blevet ramt af migræne, efter jeg fik fjernet mit underliv. Hvordan sådan et migræneanfald, simpelthen slog mig helt hjem i et døgn eller mere. Jeg kunne ikke andet end at ligge musestille med lukkede øjne i sengen, når jeg altså ikke kastede op ude i toiletkummen. Fordi det kom lige efter min operation og opstart af hormoner, som jeg er nødsaget til at tage, for at undgå overgangsalder, så har jeg hele tiden været ret overbevist om at migrænen skyldtes noget hormonelt. Og måske også med indflydelse af min dumme nakke, som ofte driller med spændinger. Men reelt set, så ved jeg det jo ikke. Og det gør ingen vel sådan rigtigt når det handler om migræne. Man ved at flest kvinder bliver ramt og at der ofte er tale om en familiær tilbøjelighed, uden at man decideret kan tale om arvelighed. Derudover ved man at der findes forskellige former for migræne(r). Der er måder at udrede migræne eller svær hovedpine på og det gøres på hospitalet på deres hovedpine centre. Det er også der, at man prøver at finde frem til hvilken medicin, der virker bedst på lige præcis den type af smerter man har i forbindelse med et migræne anfald. Det er dog ikke altid muligt at finde en medicin som formår at smertedække tilstrækkeligt.

Jeg må dog sige at jeg (7-9-13) har lykkes med at holde migrænen stangen i ret lang tid efterhånden. Jeg tør sgu næsten ikke skrive det her indlæg, af bare frygt for af jinxe mig selv. Men jeg vil super gerne dele ud af, hvad jeg tror hjælper for mig. For jeg kan huske I var mange som også var ramt af den modbydelige pine, den pine som på ingen måde minder om en almindelig hovedpine. Og måske I kan få samme gavn af det som jeg føler hjælper mig.

Jeg er ingen ekspert, da det er nyt for mig og jeg har heller ikke haft mange anfald, men dem jeg har haft var langt værre end mine fødsler i forhold til smerte og jeg ville seriøst gerne føde en fremmeds barn istedet for at have migræne. Det er intet mindre end modbydeligt og tæt på uudholdeligt. Når man ligger med et anfald, kan man lige så godt melde sig helt ud af familien, for man kan ikke deltage på nogen måde.

Jeg har dog læst lidt omkring, hvad man kan gøre og det har altså haft den effekt, at jeg ikke har haft et reelt anfald siden mit indlæg i november.  Det er jo altid lidt svært med sådan noget, for det kan også skyldes tilfældigheder eller noget andet i min dagligdag, som gør at jeg ikke har haft et anfald. Men en ting er sikkert, jeg stopper ikke med at gøre det som jeg gør nu, for jeg tror det har haft en god virkning. Det vælger jeg i hvert fald at tro.

CALCIUM-MAGNESIUM

Jeg tager fast to kapsler om morgenen sammen med min morgenmad, derudover tager jeg også en kapsel cirka en halv time inden sengetid. Egentlig startede jeg på det, fordi jeg gerne ville passe på mine knogler som var blevet lidt ramt i forbindelse med min ellers noget korte overgangsalder. Udover den effekt, så har kapslerne mange andre rigtig gode gevinster. To af dem er særlige vigtige, hvis man har tendens til migræne.

Calcium eller kalk som det jo er, er rigtig godt for knogler og tænder og så optages det bedst i kroppen sammen med magnesium, det er derfor jeg tager en tablet hvor begge mineraler er i. Magnesium har en god virkning på vores muskler, hjernen, knogler, kredsløbet, nerver mm. Man ved at magnesium er med til at opretholde en normal hjernefunktion og mange mener også at det derfor er med til at afhjælpe hovedpine og migræne. Det er ikke videnskabeligt bevist, men i og med det har SÅ mange gode virkninger på vores krop og jeg har undgået migræne anfald efter jeg er begyndt at spise dem som et fast kosttilskud – ja, så tør jeg i hvert fald ikke at stoppe. I forhold til hjernen, så ved man at de store blodkar udenpå hjernen, udvider sig ved et migræneanfald og man mener at magnesium har en positiv virkning i forbindelse med blodgennemstrømningen i lige det område.

Derudover har det en anden rigtig god virkning, som jeg også tror er med til at styrke kroppen mod migræne. Man sover nemlig bedre, indholdet gør at søvnen bliver mere rolig og dyb. Magnesium påvirker søvnhormonet melatonin og andre processer i vores hjerne, som får nerverne til at slappe af. Jeg har oplevet en langt roligere søvn, en rolig krop – fordi jeg i perioder kan kan have sådan nogle urolige ben når jeg skal sove og en mere dyb søvn. For mig betyder søvn rigtig meget og jeg tror også at det hjælper mig til at at undgå migræne.

Magnesum findes derudover i forskellige fødevarer. I kapselform er det “bare” et kosttilskud og har ingen bivirkninger – højst lidt tynd mave (ikke noget jeg har haft eller mærket noget til). Jeg bruger dem her med D-vitamin.

TREO

Jeg har aldrig benyttet mig af Treo tidligere, men fik det anbefalet til migræne og det virker altså for mig. Det virker på den måde, at hvis jeg mærker den særlige migræne hovedpine ligge på lur, så snupper jeg straks to Treo og det tager ofte toppen af hovedpinen, som så ikke udvikler sig yderligere. Treo har udover det smertestillende lægemiddel acetylsalicylsyre også koffein, og det er noget med at det lige præcis er den kombination, der er ekstra god mod hovedpine og migræne. Jeg kan ikke fordrage smagen af brusetabletterne og jeg blev derfor mega glad, da jeg for ikke særlig længe siden stod på apoteket for at købe Treo og den søde dame fortalte mig, at de nu også findes i tabletform. Dem købte jeg. Nu sidder jeg lige og læser lidt op omkring Treo og jeg kan faktisk ikke finde noget, omkring Treo pilleform og migræne. Jeg tænker umiddelbart det er det samme, men min gamle sygeplejerske hjerne siger mig, at der er noget med at brusetabletter optages hurtigere end almindelige tabletter. Måske er det lige præcis forskellen, for ofte skal det gå rigtig hurtigt, hvis man vil nå at bremse et anfald.

Jeg har ikke erfaring med Treo under et migræneanfald, da jeg ikke havde den viden tidligere – jeg er ikke sikker på, de ville virke for mig, hvis anfaldet er brudt ud, men jeg tror jeg har taget et anfald i opløbet nogle gange, ved hurtigt at tage Treo.

Åh og så gerne lige toppet med en dåse cola, det er der så på ingen måde heller ikke belæg for.

FYSIK

Jeg har de sidste måneder været meget opmærksom på at at få bevæget mig dagligt. Jeg går lange ture, optimalt ville jeg gerne være mere endnu mere aktiv, men mine gåture er bedre end ingenting og jeg kan mærke at en gåtur, hvor jeg får svinget mine arme og sætter et højt gå-tempo, gør det rigtig godt for mig. Hvis migrænen kommer af spændinger er det særligt vigtigt at få bevæget sig. Jeg ved også, at det for noget kan afhjælpe anfald, hvis man fast går hos en fysioterapeut og får behandling i nakken og ned.

ANFALD

Hvis først et anfald udløses, så har jeg ikke fundet nogen kur der virker. (Hvis jeg havde, ville jeg nok også være millionær) De gange jeg har ligget brak, er det bare tiden som har skulle gå. Intet har virket. Jeg har bare ligget med helt lukkede øjne og mørke. Jeg håber ikke det bliver nødvendigt for mig at teste det.

Hvis I også lider af migræne, så kendte I måske allerede til alt det her. Eller også gjorde I ikke og så er jeg glad for at kunne dele det med jer. Måske virker det slet ikke for jer eller også gør det. Det er sådan det er med migræne, der findes ikke en endegyldig behandling. Desværre. Hvis I ligger inde med andre gode tips til at tage det i opløbet, forebygge eller noget god smertestillende til når man har et anfald, så del det meget gerne herunder i kommentarfeltet, der kan sidde nogen derude som er villige til at prøve det meste af.

“Frygten for den næste migræne”

Mit daglige kosttilskuds fad

(Visited 12 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Tak for indlægget Trine!
    Check måske også om du har den rigtige pude til din nakke. Det kan gøre en stor forskel!

  • Tak for tip, Trine. Treoen virker desværre ikke her. Har du mon forsøgt dig med rigtig migrænemedicin – sumatripan? Det er det eneste, der reelt virker for mig. Men der er også lidt træls bivirkninger (snurren i kroppen, tyngdefornemmelse, øget vandladning, kvalme) men for at undgå den slemme migræne med opkast og det hele, er det rart at have i baghånden, synes jeg.

  • Apropos pude og dårlig nakke og søvn…. Du sku tag at prøve Save my face puden…. de har butik i Vordingborg og du kan få en på prøve…. virkelig fin service☺️

  • Hej Trine,
    Tak for gode tip🙏🏼 Jeg har også lidt af migræne i mange år og har også god effekt af Treo. MEN indenfor det seneste halve år er jeg begyndt at tage fiskeoliekapsler. Det er en mirakelkur for mig, og jeg har nærmest ikke haft migræne i det halve år☺️
    Dejligt at du også har fundet noget, der virker for dig☀️

  • Hej Trine
    Tak for det fine indlæg😊
    Jeg har lært st tage hele puljen at Calsium-Magnesium til natten, da det skulle være bedst for søvnen. 🤷🏼‍♀️ Og inden jeg begyndte på dem, så tog jeg levertran med citrus(✌️😝) og i de perioder, havde jeg heller ingen anfald af migræne.

  • Kære Trine
    Det er et rigtig fint og meget relevant indlæg, da mange lider af migræne og tager medicin for det. Det er vel nærmest ligeså udbredt som stress.

    Der kan være mange bagvedliggende årsager til hyppige migræneanfald, hvilket kan afhjælpes med kropsterapi, som er en holistisk måde an anskue mennesket på. Bare et lille tip herfra❤️😊

  • Løb, løb, løb. Det holder min forfærdelige hovedpine væk. Jeg ved ikke, om det er migræne eller “bare” en spændingshovedpine, men jeg kan heller ingenting, når den rammer. Jeg løb rigtig meget i en periode på 3 år og havde stort set aldrig hovedpine i den periode, men det seneste år har jeg ikke haft overskud til at løbe, og har haft SÅ mange hovedpiner. Så nu er jeg så småt kommet i gang igen, små ture, men jeg håber igen at kunne løbe det hele væk. Jeg vil dog prøve det magnesium-tilskud du taler om. Lyder fornuftigt at tage det.

  • Åh, den forfærdelige migræne! 😩
    Jeg har heldigvis kun anfald meget, meget sjældent. Og nogen mirakelkur har jeg desværre heller ikke. Men jeg kan (nogle gange) tage det i opløbet med Pamol og Ibuprofen – og så smider jeg mig i sengen, mens det får lov at virke.
    Hvis migrænen først ér der, så tager jeg Maxalt Smelt. Det er en smeltetablet (som altså bare smelter på tungen), hvilket er rart, da det ikke er fedt at sluge piller, når man i forvejen er max forkvalmet. Det fåes dog ikke i håndkøb, så man må lige omkring lægen for at få det.
    Såeh; det virker her hos mig. Men som sagt har jeg også kun sjældent anfald, så døjer man ofte med det, er det da langt federe, hvis man kan forebygge det lidt og derved undgå medicin (ja, det er det jo i det hele taget, men har man kun anfald sjældent, kan medicinen ligesom bedre “forsvares”).

  • Har prøvet alt…magnesium, treo, triptaner, daith piercinger i begge ører, alm. smertestillende (ibuprofen, panodil, treo….). Men når jeg først har fået et anfald hvor jeg kaster op, er der ikke noget at gøre. Jeg drikker Red Bull, pga den taurin der er i og det kan hjælpe samt jeg tager blodtryksmedicin som forebyggende og det har hjulpet på de slemme anfald. Jeg er pt med i forsøg hvor man viser sammenhængen mellem migræne og rosacea – er det også noget du lider af??

    • Hej Kira,

      Åh hvor øv, det ikke hjælper. Jeg tror også det er svært når ført et anfald er landet. Så er der ikke meget at gøre. Jeg lider ikke af rosacea, jeg vidste ikke der kunne være en sammenhæng.
      Tanker til dig

  • Åh, altså, hovedpine er det værste, og det er så trist, at der er så mange, der er ramt. Inklusiv mig selv. Jeg har haft slem hovedpine mange gange om ugen i otte år. Jeg er nu tilknyttet hovedpinecentret på Rigshospitalet og er i behandling. Jeg har fået medicin, der heldigvis hjælper rigtig meget, og jeg er lykkelig efter at have levet med hovedpine i så mange år.

    jeg har også oplevet, at magnesium kan hjælpe en smule, samt udstræk og afspænding.

    Jeg har skrevet lidt om min hovedpinehistorie her: http://silverstories.dk/2019/03/11/that-horrible-chronic-tension-headache-i-am-living-with/

    • Kære Caroline,

      Tak for din kommentar. Pyha, hvor har du dog været ramt. Det er så hårdt og invaliderende som du skriver. Åh hvor jeg håber den medicin du får nu bliver ved at hjælpe dig.Det er da så godt!
      Kram og tanker

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *