Mig og min mor. En Podcast

Jeg lyttede i dag til Podcasten “Mig og min mor” og den ramte mig sådan i hjertekuglen. Podcastens omdrejningspunkt er de svære samtaler i livet. Åh mand, dem findes der jo uendelig mange af og i mange forskellige sammenhænge og kontekster. Der er de svære som er svære, fordi de omhandler kritik af et andet menneske. Modtageren. De kan til gengæld lette en trykket stemning, eller også kan de afslutte noget som alligevel ikke var godt. Så er der de svære samtaler, som er svære fordi man har gået og gemt på dem for at beskytte modtageren. Lige meget hvad, så udløser sådan en samtale ofte tårer, sved, latter, vrede og/eller lettelse.

Jeg er ikke konfliktsky og kan bedst lide at få de fleste snakke ud i livet og ud af kroppen, sådan så det ikke går og vokser sig stort inde i hovedet og maven. Jeg er ikke god til at gå og gemme for længe på sagerne. Men jeg har da ofte prøvet at skulle tage et meget meget langt tilløb. Et tilløb som lige har krævet nogle tankefulde nætter uden megen søvn.

Podcastens første afsnit rører mig fordi mor og datter sådan minder mig, om mit forhold til mig egen mor. Tænk alle de snakke vi har haft, alle de tårer især jeg har grædt og alle de gode grin. Timelange telefonopkald om ingenting og så alligevel om alting. Og så var der også de snakke vi ikke tog, ikke kun fordi de var svære, men også fordi jeg var datter og hun var mor. Der var emner vi aldrig talte om og så var der alle de emner som vi bare ikke nåede at tale om. Især om moderskabet, det nåede vi simpelthen ikke til. Æv og piv. Så var der samtaler, som vi ikke tog hul på fordi vi ville passe på hinanden. Mest noget om sygdom. Det var mest hende som ville passe på mig og det gjorde hun. Det er så fint at vi mennesker altid prøver at beskytte dem vi elsker, helt automatisk så vil vi ikke sårer og det sker nærmest uden vi behøver at tænke over det. Det må være sådan et medfødt beskytterinstinkt vi har.

Noget jeg er rigtig ked af vi aldrig fik talt om det er døden. Det på trods af, at vi havde den ubehageligt tæt på os. Jeg husker faktisk slet ikke at vi berørte emnet nogensinde. Selv da hun var allermest syg til sidst, talte vi ikke om døden. For mig var det en stor og meget fed elefant som befandt sig inde på hospitalsstuen, men jeg kunne simpelthen ikke tage hul på emnet. Det var for at beskytte min mor, for jeg var så bange for at det ville tage håbet fra hende hvis jeg nævnte ordet død, Jeg var bange for hun troede jeg havde givet op på hendes vegne hvis jeg sagde noget. Nu her 7 år efter nager det mig stadig, at jeg ikke tog den svære samtale. For min mor har uden tvivl tænkt tanken og måske har hun også holdt den inde for at beskytte mig og os. Det ville ligne hende. Derfor er der efter min mening også svære samtaler, som man bliver nødt til at tage. Man må tvinge sig selv til det, også selvom det gør en ondt og ked. For selvfølgelig skal vi tale om døden. Og det skulle vi have gjort.

Hvis jeg kunne lave en Poscast sammen med min mor, så ville det være et af vores emner. Døden altså. Jeg tænker det er et ret svært emne for mange mennesker. Og for os var det svært også selvom den var lige for næsen af os. Nogen lukkede øjnene for det, ubevidst. Andre (mig) vidste det godt, men kunne ikke. Jeg har sådan en fornemmelse af at min mor godt vidste at jeg vidste det. Og hun vidste det også. Tror jeg.

Tag den svære samtale med dem du holder af og lyt evt til Podcasten for at samle mod. Lyt her eller her .

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *