Mayland kalender #6

Klokken er kvart over 12 og det er først nu jeg får åbnet min mail og min computer. Jeg har sådan en lidt travl følelse i kroppen, fordi jeg allerede nu føler at jeg er bagud. Jeg føler ikke rigtig jeg har arbejdet, fordi jeg ikke har siddet ned. Men det har jeg. Siden jeg afleverede mine børn i morges, har jeg været i gang – uden stop og det er også først nu jeg får mig lidt morgenmad.

Hvis jeg lige får landet mig selv, mine tanker og den der lidt dumme travlhed – så husker jeg på, at en af årsagerne til, at jeg netop elsker mit job, er forskelligheden af mine opgaver og min hverdag. Det er noget af det, der får mig til at holde min motivation helt oppe og vigtigst af alt er det noget af det der gør mig mest glad.

Så selvom jeg har arbejdet for fuld skrue de sidste fire timer, så har noget af det ikke føltes sådan. Og der ligger en kæmpe forskel i at arbejde på den måde. Det der med at arbejde til tider flyder sammen med noget interesse. Noget hobby. Selvom jeg var rigtig glad for mit tidligere job i det offentlige, så flød det aldrig på samme måde sammen med mit liv. Det blev ikke min ægte interesse, det forblev mit levebrød. Ikke at der er noget dårligt ved det, sådan tænker jeg at rigtig mange har det. Men fuck, hvor jeg er lykkelig for, at jeg er landet lige her hvor jeg er landet.

UGE 46

MANDAG

Okay, hvad er det så jeg har lavet indtil videre i dag. Fra morgenstunden var jeg bagud, da jeg i fredags skulle have sendt en kampagne til godkendelse. Den skulle derfor afsted i dag. Jeg gjorde klar til billeder og afventede (som enhver anden #bloggertype) at der kom en smule lys. Jeg fik taget billede til Instapost, lavet diverse stories og forfattet noget tekst. Det kom afsted til kunden og nu afventer jeg forhåbentligt blot på en godkendelse. Det kan godt være en lidt svær proces med fotografi i de her mørkere måneder, så det er noget med at rykke tæt på vinduet og få fremhævet det der skal være fokus på. Ja, og så tænke en smule mere kreativt. Jeg tænker ofte, at det lyder skide let, “bare” at skulle tage et par billeder – men det synes jeg slet ikke det altid er. Jeg bruger lang tid oppe i mit hovede, sådan så annonce indhold ligger tæt op at alt mit andet indhold og I får noget ud af at kigge på det.

Jeg fik samlet mine ting sammen og sprang på vores Christiania Cykel ind mod byen, hvor jeg har handlet ind til en julekampagne, jeg skal have ud i næste uge. Det er en rigtig fin kampagne, men den kræver også en del tid og planlægning. Men heldigvis mest af den hyggelige slags.

Nu sidder jeg så her og skal resten af dagen bruge min tid på dette indlæg, som faktisk hjælper mig selv med lidt overblik. Derudover skal jeg strukturere min kalender med kampagner i forhold til godkendelser og udgivelser.

Jeg ville vildt gerne også lige gå en tur, bare på et kvarter inden jeg skal hente børn. Synes slet ikke jeg får bevæget mig nok.

I aften skal vi spise hos vores overbo sammen med nogle andre naboer. Total luksus ikke at skulle tænke på mad.

TIRSDAG

I morgen skal jeg, sammen med min assistent hele dagen, arbejde på en lidt større kampagne. Jeg er simpelthen så glad for min beslutning om, at have fået lidt hjælp. Sådan så jeg ikke altid skal være afhængig af at spørge veninder og kollegaer om hjælp til fotodelen, når det kræves at jeg selv er med på billedet. Jeg glæder mig faktisk og jeg håber sådan, at solen vil kigge blot en smule ud under skyerne. Og at vi får det i hus, som min hjerne har udtænkt og ser for sig. Det er jo bare ikke altid, at det spiller ligeså godt i virkeligheden.

ONSDAG

Har jeg et samarbejde, der skal udgives.

Derudover er jeg inviteret til frokost i Orangeriet af en gammel kunde. Det betyder super meget med networking i min branche og jeg synes det er så fedt med gode initiativer, der gør at man holder kontakten. Det bliver helt sikkert hyggeligt.

TORSDAG

Jeg har et møde med en mulig kunde. Derudover bliver torsdag nok min kontordag med skrivetid og mails.

FREDAG

Håber jeg på, at det kan lykkes at få en morgenkaffeaftale i hus med en veninde.

Fredag skal der også redigeres billeder og koordineres videre på diverse kampagner. Jeg besluttede i sin tid også, at lave en adventskalender til jer på Instagram, så den ville jeg gerne have lukket helt, sådan så der er styr på den del af december.

Alle hverdage afleverer og henter jeg desuden børn, hvilket betyder at mine dage nogle gange er lidt korte og jeg også arbejder om aftenen.

LØRDAG & SØNDAG

Vi har forskellige planer i weekenden. Vi skal blandt andet til fødselsdag sammen med nogle venner og alle vores børn.

Jeg ønsker jer en god uge.

(Visited 18 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *