Mayland kalender #33

Mandag oh mandag. Det har simpelthen været sådan en fin weekend, efter en presset uge med lidt for meget hverdag med forskellige udfordringer. Ugen startede nærmest med at min far ringede og sagde, at jeg ikke måtte blive bange …uh, så var jeg allerede bange. Han ventede på ambulancen og det viste sig, at han har haft en mindre hjerneblødning. Jeg kunne ikke lade være med at græde der på gaden, da han ringede og da jeg lagde røret tænkte jeg ved mig selv: “måske er det nu, at jeg bliver forældreløs”. 41 år gammel. Av! Heldigvis er min far en sej mand og han er hjemme igen uden mén, men noget forskrækket over den oplevelse. Livet er en skrøbelig satan.

I fredags stod jeg over på Rigshospitalet med Alfred, som skulle testes for corona. Vi stod udenfor i et telt, som udelukkende er bygget med henblik på podning for corona. I køen stod der rigtig mange forældre med børn, mange havde masker på. Vi havde også. Og jeg stod sgu og blev lidt trist. Tænk at det telt slet ikke fandtes for ikke særlig længe siden. Det er om noget new normal og jeg kunne ikke lade være med at tænke på HBO serien The Handmaid´s Tale. På hvordan tankegange og måder at leve på, langsomt kan skubbes hen mod noget andet. Noget som pludselig næsten føles som normalt. Pånær når det slet ikke gør. Som i køen der. Alfred blev testet og der var heldigvis ikke noget corona.

Jeg fandt en lortelus i Kalles hår i går og vi skulle alle sammen i behandling. Seriøst, det tager nærmest en hel dag. Først kæmme og så behandle – håret bliver så fedtet, at alle skal have vasket hår to gange efterfølgende. Og mit store hår skal nærmest bruge en hel bøtte med shampoo, inden det fedtede stads er ude.
Oveni i alt det, har der heldivis også været masser af hygge og så heldigvis med den bedste weekend i enden.

UGE 35

MANDAG

Mandag er altid stensikkert den dag, hvor jeg nærmest ikke kan få liv i ungerne om morgenen. Om jeg begriber, hvorfor det sjældent er sådan lørdag morgen. Jeg har ingen andre planer i dag, andet end computertid, hvor jeg skal have styr på lidt fakturaer, mails og andet som mest bare kræver at jeg sætter mig på min flade og taster løs.

Inden corona havde jeg et foredrag på en efterskole omkring mit arbejde som influencer i min kalender, det blev selvfølgelig aflyst. Nu er det lige blevet booket igen og jeg lige dele glæder mig og tisser i bukserne over det.

TIRSDAG

Jeg har en aftale med min bror. Bare en hurtig kaffe inden vi begge skal arbejde, det er ren luksus at vi har den mulighed.

Senere skal jeg til en bogreception. En ny bog der handler om effektiv brug af influencermarketing. Måske jeg kan blive lidt klogere på det jeg selv arbejder med til dagligt. Det kan man jo altid tænker jeg.

ONSDAG

Onsdag er den dag mine fem dage som teenager starter. Sådan føles det i hvert fald lidt nogengange. Mit køleskab går fra at være fuld af alle mulige lækre sager, til mest at indeholde en blød gulerod og måske et par æg på en god dag. Sød børnelatter bliver skiftet ud med høj musik. Mine sengetider flyder ud, jeg har gode aftaler og arbejder til sent. Jeg er blevet bedre til det, til at være alene… men jeg kommer nok stadig til at lægge for mange planer, fordi det er som om at tomheden larmer lidt for meget, hvis jeg er helt mutters hjemme.

Jeg skal arbejde med en kampagne. Billeder og ord, som skal til godkendelse hos kunden.

TORSDAG

Jeg skal bruge en del af dagen på en anden kampagne. En som jeg skal vinkle for kunden, så den bliver god for både jer, kunden og mig selv. Jeg elsker at være 100% med indover fra idé til udformning.

Senere har jeg en aftale med en veninde.

FREDAG

Jeg glæder mig ret meget til fredag, for der afholder jeg sammen med Camilla Stemann en fredagsbar for vores kollegaer. Camilla er Instagram ekspert og startede med at være min iværksætter kollega, men hun er også blevet min veninde med tiden. Vi skal være på yndlings Neigbourhood på Nørrebro. Det bliver edder hyggeligt!

LØRDAG & SØNDAG

Lørdag har jeg en god aftale med gode folk og søndag skal jeg stene lidt serier. Forsøge så småt at blive helt voksen igen, sådan én med fuld køleskab, fordi mandag er vi igen fire mennesker plus en fugl. Ja altså, fuglen er her dog hele tiden.

(Visited 9 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hvor er det sjovt, skønt, skræmmende og befriende alt sammen på en gang at læse med. En “dagbog” som nok rummer hele dig – og det at du skriver lige det der falder dig ind, det er så skønt.

    • Tusind tak. Ja en slags dagbog, eller et kig ind i min kalender – dog med en smule censur 🙂
      Kh Trine

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *