Mayland Kalender #31

Det har været heftige fem dage uden børnene. Mest heftige på den gode måde, med gode og sjove aftaler. Og så alligevel også tid til bare at stene. Så meget, at jeg har slugt hele “Bonusfamilien” på Netflix. En svensk serie om skilsmissefamilier med delebørn, fælles nye børn og en masse dilemmaer og (kendte)situationer. Den er vildt hyggeligt, også selvom man ikke er skilt. Jeg går hele tiden og bruger svenske vendinger inde i mit hovedet ligesom den gang med SKAM og det norske sprog.

Jeg finder mere og mere ud af, hvad jeg skal bruge mine børnefrie dage på – i hvert fald hvad jeg IKKE skal bruge dem på. Det er stadig enormt eksotisk for mig, at gå ud efter klokken 19 en hverdag og jeg overraskes over alle de mennesker, der har tid til at daffe omkring i gaderne og på fortovscaféerne. Jeg suger stemningen til mig og det får mig til at smile.

UGE 26

MANDAG

Jeg har haft nogle regnskabsmæssige sager jeg lige skulle have styr på. Mest sådan noget med fakturaer og overblik. Det er der styr på nu. Hver gang, jeg får sat mig ned og ordnet den del i mit firma, så er jeg enormt lettet bagefter. Jeg er og bliver bange for tal, også selvom jeg har min gode revisor i min øresnegl.

(Reklame)Det er også i dag at indsamlingsugen til Kræftens Bekæmpelse og #kræfterikkeforbørn slutter. Jeg er så skide stolt over det resultat, vi sammen har fået samlet sammen og endnu mere rørt, over al den støtte mange af jer har sendt afsted. Af hjertet kæmpe stort tak. Indsamlingen står dog stadig åben lidt endnu og den er oppe på lige knapt 24.000 kr

Åh og så er det mandag. Jeg får mine børn hjem. Jeg har sådan savnet dem de sidste par dage og jeg sidder på nåle, for at smutte afsted efter dem nu. NU!

TIRSDAG

I morgen holder jeg en fridag med min store Alfred. Vi skal noget, men vi skal mest af alt bare hygge os og nyde at det bare er ham og jeg. Måske vi skulle smutte ud at bade sammen eller noget. Vejret er jo helt fantastisk. Det tror jeg vi gør.

Og så har jeg ladet mig fortælle at det er Sankt Hans. Det skal holdes i vores gård, hvor den store grill bliver tændt og der er forskellig hygge for børnene med blandt andet snobrød. Det glæder jeg mig til. For der er helt sikkert også noget med rosé inkluderet.

ONSDAG

Danica som jeg bruger som fotograf til nogle af mine kampagner kommer hjem til mig og vi skal skyde billeder til 3-4 kommende kampagner, det skal nok blive hyggeligt og varmt. Efterfølgende skal vi co-worke nogle timer ved hver vores computer.

TORSDAG

Endnu en kollega dag, hvor jeg sammen med en anden kollega skal arbejde. Vi sidder jo egentlig med hver vores, men det er så dejligt at have sådanne dage med lidt sparring og gode snakke. Inden længe er det sommerferie og vi er alle spredt lidt mere rundt i Danmark. Jeg har forsøgt at lægge mine kampanger sådan, at jeg kan holde næsten fri i de uger jeg holder ferie med mine børn. Ikke helt fri, det har jeg nok aldrig – men jeg har vist kun en enkelt kampagne når vi er i sommerhus og alt andet indhold kommer bare når jeg selv har lyst.

FREDAG

Arbejde. Fredags hygge med børnene og ikke andet spændende på programmet.

LØRDAG & SØNDAG

Min Selma bliver 8 år lørdag. Den lille tandløse glade skid. Hun skal fejres stort med hotdogs i gården, gode mennesker, vandleg og masser af is. På lørdag er jeg altså mor til en på 10 år, en på 8 år og en på 4 år – det føles ret så vildt. Og liiiidt voksent.

(Visited 17 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg har en på 18, 16 og 12 – dreng , pige og dreng❤️❤️❤️Det er vildt og jeg nyder dem.
    Kærligst Tine
    47 årig sydsjællænder og iøvrigt sygeplejerske

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *