Mayland kalender #29 og en fødselsdag oppe i himlen

I dag har min mor fødselsdag. Den niende fødselsdag uden at være her sammen med os. Jeg savner hende utrolig meget. Hver dag, også selvom det snart er ti år siden vi mistede hende. Savnet og sorgen er for et godt stykke tid siden, blevet en del af mig og det er ikke længere sådan, at jeg går rundt med ondt i maven over det. Men på sådan en dag som i dag, så niver det alligevel lidt. Der var så meget hun ikke fik oplevet, så meget jeg ikke fik talt med hende om. Så meget jeg gerne ville vise hende og tale med hende om. Der er så meget jeg gerne vil spørge hende om. Så meget jeg gerne ville dele led hende, især mine børn. Så meget kærlighed og respekt jeg gerne ville give hende. Og det er jo lige præcis det, der er med at miste nogen man elsker. De dør, men det gør kærligheden ikke. Jeg har den stadig lige så meget, som da hun levede – og nogengange ved jeg sgu ikke hvor jeg skal gøre af den. Jo på mine børn, men kærligheder kommer i forskellig form og den jeg havde med min mor den flyder mest bare rundt i mig og får mig til at mindes og nogengange til at græde lidt. Jeg gad virkelig godt at have hende, også selvom jeg er voksen og mor til tre. Men hvor er jeg dog heldig at jeg nåede at have hende i tredive år.

Nå men tillykke med dagen lille mor, du var verdens bedste mor og menneske.

Det har været sådan en skøn weekend. Vi har faktisk ikke lavet noget særligt, bare været hjemme det meste af tiden. Alfred har haft en ven, som blev og sov og Kalle havde også en veninde på besøg. Så fem børn til tider og mig. Man føler sig sgu sådan lidt poweragtig.

UGE 21

MANDAG

Børnene er afleveret og jeg sidder her med min lille nye makker. Undulaten Sky – som i himmel på engelsk- den er nemlig blå som himlen. Den kigger meget interesseret på mine fingre her på tastaturet. Jeg tænker at den søde fugl fortjener sit eget indlæg, så det kommer en af dagene. Men det er noget af det bedste vi har gjort længe.

Jeg har en lidt lang to-do liste i dag. Det meste handler om en masse mails jeg skal have sendt afsted, i forbindelse med nogle fremtidige kampagner. Kalender overblik over datoer, hvor jeg skal sende diverse til godkendelse og dato for udgivelser. Det giver mig ro, at få skrevet det hele ordentlig ind i min analoge kalender. Ihh, jeg er så lettet over at hjulene ruller igen.

Jeg ved godt det lyder så forkælet, men efter at have arbejdet hjemme uden kollegaer i alt for mange uger, har jeg sådan lyst til at pakke min computer sammen og sætte mig ned på en café og jobbe videre til baggrundssummen. Jeg savner mennesker.

I eftermiddag kommer min far og min bror til middag. Vi forsøger altid at være sammen på min mors fødselsdag.

Nå jeg gjorde det sgu. Tog pænt tøj på og sidder nu og taster videre ude i livet blandt andre. Det føles ret fantastisk. Og så mødte jeg tilfældigt den her seje selvstændige kvinde, som også havde glædet sig til at arbejde ude.

TIRSDAG

Jeg har en formiddagsaftale med en veninde, ellers skal jeg arbejde på computeren og ind forbi og hente noget tøj til en kampagne jeg har.

ONSDAG

Skiftedag. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid lige noterer det, for det er jo fuldstændig ligegyldig viden for jer (ha, det er det hele i virkeligheden jo også #bloggertype). Men for mig er det bare en særlig dag. Og det hører rigtig meget med til min dag.

Jeg har hyret dygtige Danica for første gang siden februar. Hun skal fotografere et par kampagner med mig. Det glæder jeg mig helt til.

Efter arbejde, har jeg en aftale med en veninde….uden bagkant. Det kan også noget.

TORSDAG

Det der med at hjulene er kommet godt i gang, gør også at mine dage igen er fulde af tanker om mine samarbejder. Hvordan jeg skal vinkle fortællingen, få taget de rigtige billeder, få sendt til godkendelse og få udgive? Efter en udgivelse på Instagram især, afføder det oftest en masse spørgsmål. Så jeg bruger dagligt en del timer på at svare på forskellige typer af spørgsmål. Flest i min DM. Det er et usynligt stykke arbejde, som høre med – det er tidskrævende, men også noget af det der giver rigtig god mening for mig. Ingen jer og jeres gode spørgsmål og engagement – ingen trinesblend. Så tak.

FREDAG

Jeg har også en eller to videoer jeg skal have lavet i denne uge. Og så har jeg et samarbejde, der handler om at jeg skal stene en hel serie – ha, hvor heldig kan man være. Så det skal jeg også.

LØRDAG & SØNDAG

Nu har jeg sukket efter at mærke jeg lever, sådan ægte, siden jeg blev skilt. Så jeg satser stort på, at jeg lørdag skal sidde på en café med noget koldt i mit glas i godt selskab og solskin. Kom så sol.

(Visited 10 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Åh hvor jeg dog genkender alle de følelser du beskriver, omkring savnet af din mor? Jeg mistede min mor for otte år siden og har det på PRÆCIS samme måde❤️ Jeg bliver faktisk, på en eller anden måde, lidt glad, hver gang du skriver om det, fordi jeg lige der, føler mig hundrede procent forstået – altså ikke glad over at du har oplevet det samme (!!), men jeg tror du forstår❤️ Der er så meget man ville ønske man kunne have delt! Tak! Og et stort virtuelt kram til dig••• Stine

    • Kære Stine,

      Det er nogle svære følelser at være i. Og jeg forstår præcis hvad du mener, med at du bliver lidt glad. For det gjorde jeg også, da jeg læste din besked. Husk man er aldrig alene . Det forøger jeg i hvert fald altid at tænke.

      Kram tilbage til dig

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *