Mayland kalender #25

En ny uge er over os alle igen. Nu med et lidt mere åbent Danmark. Det er ganske gradvist og ikke som før, faktisk tvivler jeg mere og mere på, at vores liv som vi kender det, nogensinde igen bliver helt som før. Det tror jeg sgu ikke. Men mit humør på den front går lidt op og ned – så hvis I fanger mig om en times tid, så er det muligt at jeg tror mere på det. Sådan synes jeg det er i den her tid – en slags humør corona kurve, som kan have store udsving på en enkelt dag. Er det bare mig, eller har I det også sådan? I dag er lige sådan en dag, hvor de tunge bekymringer fylder lidt mere end de lette. Måske også fordi de alle sammen har sat sig fast i store forkølelsessår på mine læber, selvom jeg overhovedet ikke er forkølet ( ja, sorry for den labre info)

UGE 17

MANDAG 

Alle tre børn var afsted i går, hvilket gav mig helt til klokken 13 til at arbejde i. Et arbejde, som heller ikke er som før. Jeg hænger i, men føler også at jeg kæmper lidt. Mest oppe i mit hovede, for jeg har gode samarbejder i sigte i kalenderen. Men det ser på ingen måde ud som det gjorde for blot kort tid siden. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg en lille smule bange nu. Selvstændig alenemor til tre, klinger ikke skide godt pt. Det må gerne snart vende.

Til gengæld er det rart, at se børnene komme glade hjem fra skole og børnehave. Også selvom deres små hænder er helt tørre og røde af at vaske hænder hele tiden. Jeg synes både skolen og børnehaven er utrolig tjekket og de gør det bare så godt udfra omstændighederne alle sammen.

TIRSDAG

Jeg har …..ta ta ta daaaaa, endnu en hjemmearbejdsdag. Den står på mails, som der heldigvis er tikket lidt ind af, lidt foto og lidt skrivning.

Kalle er på landet med børnehaven og kommer først hjem klokken 16, derfor tænker jeg at jeg vil tage de to store med ud efter en stor is når de har fri fra skole.

ONSDAG

Jeg har heldigvis et walk & talk møde i morgen. Jeg glæder mig til mødet, men også bare til at se et menneske udenfor min lejlighed og gård.

Det er også skiftedag, så den der arbejds ensomhed – den bliver lige udvidet til total ensomhed. Det lyder værre end det er, for jeg kan faktisk godt lide at være alene og jeg ved børnene får det skønt, så jeg nyder også at få tanket lidt op på en masse praktisk og socialt. Men dagen er alligevel lidt mærkelig og jeg skal lige omstille mig på nogle dage alene hjemme.

TORSDAG

Jeg har en aftale med en veninde, jeg ikke har set i 100 år. Vi skal ud at gå med en kaffe og vende en hel masse.

Jeg er begyndt at lave de her styling videoer på IG tv på min Instagram og de har simpelthen fået den vildeste modtagelse. Ih, det gør mig enormt glad. Heldigvis har det også afstedkommet lidt samarbejder og dermed økonomi for mig. Jeg skal have filmet endnu en, som vidst nok kommer til at have fokus styling af kjoler. Den seneste video kan ses her.

FREDAG

Jeg har jo ingen arbejdsdag som den plejer. Når det kommer til plejer, så er den vidst helt død, når det kommer til hverdag….og weekend. Ingen møder i byen, ingen events, ingen networking. Kun arbejde hjemme, med mails og enkelte telefonmøder. Og det sammen med skrivning og foto er det mine dage er fulde af.

Heldigvis har jeg endnu en aftale med en veninde om en gåtur. Det er da godt for skidtene med alle de gåture. Åh og for sindet.

LØRDAG & SØNDAG

Jeg har ingen planer i weekenden. Andet end lidt på hjemmefronten og et online py-party søndag.

Håber jeres uge har gode lyspunkter. Det betyder alt, at have gode ting at se frem til.

(Visited 13 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Kære du.
    Jeg er også ramt af den der corona humør kurve! Op og ned flere gange dagligt:)
    Og så vil jeg bare sige, at jeg elsker at følge med hos dig – du er top inspirerende. Så hæng i 🙂

    Kh Katrine

  • Jeg er virkelig, VIRKELIG vild med sad and alone single selvstændig-historierne! Altså virkelig. Mere ærlig sadness og dealing med the struggles i en selvstændig forretning! Deeeel. Når du har lyst, klart. Jeg sad lige og kiggede mine blogfavoritter igennem og det slog mig, hvor lidt jeg kan spejle mit liv i 95% af dem. Hvooooor er de nice, farverige, skribenter som ammer og fletter fingre i sofaen hele tiden. Altså bless dem, men ikke virkelighedssvarende feed, jeg har (grinesmiley med sved på panden). Tak for dig, Trine!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *