Den sidste helligdag i denne omgang af en anderledes påske. Jeg har været alene de sidste dage, da børnene har været hos deres far. De sidste mange påsk’er har vi tilbragt i sommerhus, enten på Bornholm eller i Dronningmølle – så det har været en anden oplevelse bare at være hjemme. Alene. Men, selvom det føles forbudt at sige højt, så har jeg nydt dagene alene, med dejlige aftaler på afstand og arbejde. Og faktisk var jeg også inviteret til en fin påskefrokost hos farmand og børnene. Det var virkelig hyggeligt med ægte påskebord og perleplader fint pakket ind til mig. Håber håber håber, sådan at vi kan blive ved med at gøre sådan noget.
Jeg skriver dette mayland indlæg uden overhovedet at kigge i min kalender, for jeg ved bare at der ikke rigtig står noget i den. Mand, hvor jeg glæder mig til at skrive lidt i den igen. Til at skulle noget arbejdsrelateret udenfor hjemmet.
UGE 16
MANDAG
Jeg er åbenbart sådan lidt teenager agtig, når børnene ikke er her. Roder, tomt køleskab, fuld vasketøjskurv osv. Så inden jeg hentede børnene hjem i dag, stod den på rengøring og handling. Så nu er her rent og fyldt med børn igen. Det med renheden holder måske til omkring frokosttid i morgen. Ha. Vi har haft den dejligste eftermiddag, hvor vi har kreeret hjemmelavet slim og så har vi konstateret at Selma er slimmesteren. Dejligste børn altså.
TIRSDAG
Jeg tænker (desværre) at hjemmeskolen starter igen i morgen. Så det står den på. Og hygge. Og arbejde i de stunder, hvor jeg kan snige computeren frem. Vi tager simpelthen en rolig dag, uden meget anden end tid sammen.
ONSDAG
Vores skole åbner ikke op onsdag, da de ikke kan nå at blive klar før torsdag. Børnehaven åbner heller ikke, eller jo – den åbner for 8 børn pr stue og jeg tænker ikke, at jeg vil snuppe en plads til Kalle, når jeg kan arbejde hjemme. Tror de arbejder på højtryk, for at finde en løsning, så der bliver plads til flere børn. Måske næste uge, men jeg satser ikke rigtig på noget.
Jeg skal lige se, om ikke jeg kan snige en film eller måske noget gårdhygge ind med mine naboer og børnene. For jeg har lige brug for en time eller to alene i lejligheden til noget arbejde.
Klokken 20.30, er jeg inviteret med i et live interview på Instagram med Børn i Byen. Vi skal tale om hele situationen med corona og børn. Se med hvis I har lyst.
TORSDAG
Denne dag åbner 3. årgang og min store søn starter altså i skole. Det bliver helt anderledes end den skoledag, han ellers kender til og meget af dagen kommer til at foregå udenfor, så vidt jeg kan forstå i hvert fald. Jeg har fra start af valgt at stole på vores myndigheder, så selvfølgelig skal vores børn afsted når de kan. Ikke uden bekymringer, men jeg føler på ingen måde at de er forsøgskaniner eller andet, som jeg har set mange skriver. Jeg er overbevidst om, at det nok skal gå fint – ikke uden bump på vejen, men fint.
FREDAG
Så åbner 1. årgang og min Selma skal også afsted i skole. Jeg tænker at forkæle Kalle lidt den dag, da jeg i de sidste mange mange uger ikke har haft stunder alene med nogle af børnene, men “kun” har haft tid med dem alle tre samlet. Jeg glæder mig og også til at kunne gøre det med de store, som jeg ved savner tid med mig uden deres søskende hver i sær.
Jeg arbejder alle aftener, sådan må det bare være og jeg er glad for overhovedet at have muligheden. Jeg har fået aflyst nogle store kampagner på grund af corona og det er noget kæmpe lort, håber snart det vender en smule igen.
LØRDAG & SØNDAG
Shit altså, jeg savner at skulle noget med børnene. At have noget sådan at se frem til… Vi skal ingenting. Gad virkelig godt at besøge nogle af mine venner sammen med børnene. Jeg glæder mig godt nok til at udvide vores lille bitte cirkel vi har bevæget os i, i de sidste mange uger.
Uden en bil er det også svært at tage ud af byen, måske man snart kan begynde med en smule offentlig transport igen?