Mayland kalender #22 – i en noget midlertidig version af hverdagen

Jeg fornemmer allerede her på den officielt første dag af “lockdown”, at mange har behov for at skrue ambitionsniveauet godt og grundigt ned. Eller er det bare mig?

Lad mig tale for mig selv. Jeg ved jo i princippet ikke hvordan I har det og hvad I gør. Mine børn har været hos deres far i fem dage og er i dag kommet hjem til mig. Jeg er derfor fuld af overskud, fordi jeg sådan har savnet dem. Det har været ekstra hårdt, ikke at have dem hjemme, når der sker så voldsomme ting i verden. Beskyttertrangen sætter hårdt ind! Jeg kan godt mærke, at det er børn der har været hjemme siden onsdag eftermiddag. Det er børn der allerede savner andre børn og ikke er vant til sådan at være hjemme uden den store aktivitet. Normalt, hvis vi holder fridage eller ferie, så har vi gode aktiviteter på programmet og lige nu begrænser det sig jo noget, når det hele skal foregå indenfor på de samme kvadratmeter igen og igen. Men okay, vi er jo stadig så pisse forkælede. For børnene har masser af legetøj, skærme, hjemmeundervisning og lækkert mad (og toiletpapir) . Og jeg har dem, mit arbejde, gode venner som jeg hænger ud med online (hej) og streaming.

Jeg kan mærke de har brug for struktur, de har ligesom fornemmet at det ikke er en ferie det her. Så jeg har aftalt med dem, at jeg hver aften laver en plan over den følgende dag, som vi sammen kigger på over morgenmaden. Mine børns skole har været gode til at skrive på AULA, så jeg kommer til at følge deres plan så godt jeg kan. Og så er der Kalle, som følger trop. Han er heldigvis overdrevet god til at lege. Men jeg kommer ikke til at køre fast skema, som jeg ellers havde tænkt mig. Og jeg tror vi kommer til at tage det ad hoc og fra dag til dag, derfor dagsskema, i stedet for ugeskema. Det gør jeg med ro i maven, for det er en helt særlig situation vi alle sammen står i. Jeg kan ikke leve op til at skulle stå for hjemmeundervisning på skoleniveau, det kan jeg bare ikke. Derudover, så tror jeg at der kan komme noget andet godt ud af det for børnene, at være sammen hjemme. Jeg er sikker på de får bygget verdens bedste huler, får lavet masser af LEGO, spist kæmpe store nutella madder og talt rigtig meget samme med hinanden og med mig. Man skal ikke underkende, hvor meget det giver bare at være sammen.

Vores førstefødte bliver ti år i denne uge. Han har sådan glædet sig til at have rund fødselsdag og så er den aflyst. I hvert fald den del der indbefatter ægte mennesker. Det er han ked af, men vi skal jo stadig fejre ham og fejringen med andre mennekser er blot udsat til når hverdagen vender tilbage igen. Jeg har selvfølgelig tænkt mig at pynte op, lave stor morgenmad og hygge om ham dagen lang. Det skal nok blive helt fint på trods. Ti år mand!

Denne her uge bliver ligesom hos alle andre, anderledes end mine andre uger. Meget anderledes. For alt det der indtil for en uge siden stod i min kalender, det har jeg nu sat en stor fed streg henover. Det er nemlig udsat. Det betyder ikke, at jeg ikke skal arbejde, for det skal jeg – og jeg fristes til at sige, at jeg skal arbejde mere end nogensinde. Jeg bliver nødt til at tænke kreativt.

Jeg ved ikke hvor det her ender henne, men jeg ved at vi skal passe på hinanden og måske især på andre. Vi skal blive hjemme og stoppe den smitte, som desværre slet ikke har toppet endnu. Jeg hader uvisheden og ville sådan ønske, at det her havde et tidsperspektiv. Jeg er dog fuldstændig overbevist om, at alt bliver godt igen. Aldrig det samme igen, men verden bliver god igen. Det skal den.

Min opstilling til min telefon da jeg lavede en video til IG TV i dag.

(Visited 10 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *