Luksus dag med mor-smil og snak om ænder og isbiler

Min Alfred havde feber i nat og skulle derfor ikke i skole i dag. Jeg havde ingen planlagte møder og besluttede at klappe computeren helt sammen og bare nyde, at vi ud af det blå havde fået en solo dag foræret. Bare ham og jeg.

Han spurgte mig sødt i morges om jeg havde givet min chef besked og dertil kunne jeg heldigvis svare, at yes, jeg havde givet mig selv besked og alt var godt. Det er sgu lidt svært at forsklare mine børn helt præcis hvad det er jeg laver. Men Alfred er nok den, der trods alt bedst forstår.

Da Søren var smuttet med de to små, startede vi dagen med et langt varmt karbad til Alfred. Vi har et lille Nørrebro badeværelse og har sådan et fold ud badekar til ungerne og vi må nok snart erkende at Alfreds lange ben ikke længere kan folde sig ud i det. Bagefter pakkede jeg ham i morgenkåbe og tæppe og så lå vi begge og stenede en time på sofaen med hver vores, men med hinanden i hånden. Solen skinnede udenfor og Alfred foreslog at vi skulle ud i det. Hans feber var væk og han havde det strålende, så jo mand, selvfølgelig skulle vi ud. Vi provianterede med mad og drikke og cyklede ned til søerne og fandt den sidste ledige bænk og så sad vi der og talte, stadig med hinanden i hånden. Vi så på mennesker, på svaner og ænder, og Alfred fortalte længe om hvordan at ænderne finder sammen som par og bliver sammen som mand og kone resten af livet. Kært! Tror faktisk han har fortalt mig om det før, men jeg lyttede bare glad med, mens han berettede.

Vi cyklede hjem igen og havde ikke lyst til at gå ind. Så vi blev ude i den ene af vores gårde, den gård som også huser Alfreds fritidshjem, hvilket betød at alle hans venner var der. Så de legede og legede, på cykler, på løbehjul, på stylter og på boldbanen. Alt imens jeg sad med sådan et helt klassisk morsmil om munden, I ved det der stolte et, fordi man bliver det når man sidder der og har muligheden for at observere sit barn udefra og ser hvor dejlig han er. Sådan sad jeg i lang tid. Alfred blev sammen med sine venner, mens jeg trissede hen af vejen efter Kalle banan. De store børn er så søde ved ham og da vi kom tilbage til gården, tog de sig af ham og han var med i deres lege, mens pigerne nipsede ham i de tykke kinder fordi de slet ikke kunne lade være. Ude på sidelinjen blev mit stolte morsmil bredere og bredere. Idyllen ville ingen ende tage, og isbilen kom lige i det samme, som børnehavebussen kom med Selma, vi nappede derfor en børnepakke med på vejen og spiste en is, inden vi gik op med lune solkinder og taknemmelighed nede i maven.

Jeg siger ikke at alle dage er sådan, det er de selvfølgelig ikke. Der er også dage, hvor det ender i hat og Kalle har lort i bleen i det øjeblik vi er gået fra vuggestuen. Men i dag, var bare sådan en dag, jeg gemmer derinde, hvor de slags dage skal gemmes. Jeg er alene hjemme med børnene, så det gjorde det endnu mere dejligt, at alt var lutter. Endnu en gang er jeg også så utrolig glad for området vi bor i. Vi bruger ingen tid på at hente og bringe, fordi vi bor så tæt på det hele og alle passer på hinanden. Det er vores helt egen lille Nørrebro landsby. Jeg er vild med det.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *