Lortedag.

I går var slet og ret den værste lortedag i mands minde. Da jeg stod op i morges, sagde jeg til Søren at jeg hellere ville føde et barn, end den elendighed jeg befandt mig i hele dagen. Og det mener jeg sgu.

Jeg vågnede med hovedpine og stod op, for så at gå ind igen og lægge mig. Og jeg kom aldrig videre ind i stuen igen. For resten af dagen gik i sengen og så ellers i pendul fart frem og tilbage til toiletkummen. Det var så fælt. Jeg havde det virkelig dårligt, så dårligt at jeg måtte tude lidt for mig selv inde i mørket på soveværelset. Jeg tror det var migræne, for i dag er hovedpinen væk og jeg spiser mad for første gang siden i forgårs. Jeg er mat og tømmermandsagtig, men ellers helt okay. Pånær den der tristhed, som er fulgt med mig ind i dagen i dag. Jeg er trist over at dagen gik med ingenting. Jeg savnede min familie, som hyggede sig på den anden side af døren. Og som et lille bitte barn, så savnede jeg min mor. Fordi jeg var syg og måske fordi hun ville vide, hvordan jeg led – hun havde nemlig migræne og jeg husker tydeligt de dage, hvor hun lå i mørket og ingenting kunne. Min mand havde rigeligt at se til med tre børn, men jeg følte mig helt ensom derinde. Helt alane i verden.

Hver gang jeg kastede op, havde jeg lige tyve minutter, hvor jeg havde det tåleligt. Børnene kom og gav krammere. Selma sagde, mens hun krammede mig ” Mor, hvis jeg havde to ønsker, så ville jeg ønske at vi aldrig blev syge og at vi fik en hund…nej vent, ikke en hund, men at vi skulle være sammen for evigt”. Åh, så åbnede jeg lige for mine fugtige sluser igen. Fordi hun er så sød og fordi hun havde sådan nogle fine ønsker. De var helt magen til dem jeg går og har inde i mit hovede. Heldigvis så stoppede jeg med at kaste op omkring klokken 20 og har sovet i nat. Børnene blev så glade i morges, da de så at jeg stod op og sad sammen med dem, som jeg plejer og spiste morgenmad. Jeg havde et par møder, jeg lige skulle mande mig op til. Bortset fra at mit ansigt ligner en karklud, så klarede jeg det. Jeg er nu hjemme igen og arbejder hjemmefra resten af dagen. Heldigvis. I mit gamle job, der havde jeg været nødt til at melde mig syg hele dagen. Skønt med fleksibilitet.

Så nu sidder jeg her i en stue som ligner et bombekrater, men jeg har tomatsuppe fra den anden dag og jeg købte blomster på vej hjem fra møder. Så nu vil jeg se om ikke jeg kan ryste de sidste triste tanker ud af mit hovede som ikke gør ondt længere. Mande mig op og få styr på mails, dubloklodser, vasketøj og så tage en halvfridag med min bog resten af dagen. Jeg læser “Ligblomsten” af Anne Mette Hancock – den er god, rigtig god. Og kort, så jeg er næsten færdig med den. Tror jeg fortsætter med hendes næste bog.

I morgen bliver bedre.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Avs ja, det lyder heller ikke rart. Helt lille og hjælpeløs kan enhver blive, når sygdom raser i kroppen.

    PS. Skal du have mere (nogenlunde ligetil) krimi/thriller, kan Stefan Ahnmens Fabian Risk-serie anbefales, især Offer uden ansigt.

  • Avs ja, det lyder heller ikke rart. Helt lille og hjælpeløs kan enhver blive, når sygdom raser i kroppen.

    PS. Skal du have mere (nogenlunde ligetil) krimi/thriller, kan Stefan Ahnmens Fabian Risk-serie anbefales, især Offer uden ansigt.

  • Åh, migræne er SÅ ondt!
    Og med tanke på din beskrivelse – gør det ekstra ondt at min lille søn også lider af det lo** 🙁

  • Åh, migræne er SÅ ondt!
    Og med tanke på din beskrivelse – gør det ekstra ondt at min lille søn også lider af det lo** 🙁

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *