Lille spejl på væggen der… og noget om lange øjenlåg

Jeg havde den dejlige oplevelse i sidste uge, hvor jeg tilbragte nogle timer i en frisørstol og fik dullet mit hår. Det var umådelig rart og jeg nød de tiltrængte timer uden arbejde og børn i nærheden. Ren egotid. Men så alligevel, havde jeg åbenbart så god tid og heller ikke så meget andet at tage mig til, end at stirre på mig selv inde i spejlet som stod der lige foran mig. Jeg kigger åbenbart for lidt på mig selv, for jeg blev sgu i grunden lidt overrasket. Sådan på den lidt dårlige måde. Eller måske bare på den ægte måde. Det fik mig sådan til at tænke lidt over mit udseende. Sådan helt overfladisk. Jeg har nu altid været ret godt tilfreds med mit ansigt som det var og jeg var et godt stykke oppe i tyverne, før makeup sagde mig noget som helst og jeg fatter faktisk stadig hat af at være fancy med makeup. Jeg kan lige klare det helt ordinere, men jeg forstår mig slet ikke på at lave noget udover mit faste hverdagsfjæs, som bare lige får et ekstra festligt lag, hvis jeg skal ud. Det er faktisk først nu, at jeg sådan kunne finde på at interessere mig for at udvide mit repertoire med nogle nye features. Makeup – eller sminke som jeg nok i virkeligheden mest kalder det, kan være så smukt, hvis man kan finde ud af at bruge det ordentligt. Til gengæld kan det også være en fæl tyk maske, som gør ansigtet kunstigt. Det er mest af alt nok en smagssag, men jeg kan bedst lide en makeup, hvor man kan se ansigtet og ikke sådan et helt glat lærred.

Den anden dag så jeg at Mette Marie på hendes Instagram slog et slag for flere makeup frie dage. Hvilket jeg er meget enig i, er en god idé – men mest af alt handler det for mig om, at man skal gøre det som man selv har det godt med. Jeg har selv på en uge en del makeup fri dage, men det er ikke sådan noget jeg går og vifter med, jeg har dem mest, når jeg skal være hjemme det meste af dagen eller i weekenden. Sådan så jeg de dage jeg skal ud i verdenen ofte har makeup på. Altså lige pånær når jeg afleverer mine børn om morgenen, det gør jeg som regel uden, med briller på og i nattøj. Og når jeg så henter dem igen om eftermiddagen, så kommer jeg ofte der med hele balladen. Egentlig føler jeg mig rigtig fin tilpas med begge “masker” på. Men jeg må nok alligevel tilstå at jeg over det sidste halve år, er blevet mere bevidst om, at tiden er sat ind, jeg kan ikke undgå at se at mit ansigt hænger lidt i bremsen på den nedadgående måde og det eneste problem med det, det er at jeg slet slet ikke føler at mit indre passer til mine kringelkroge om øjnene og de dybe poser nede under dem. Jeg føler mig stadig ikke 100 % voksen og det til trods for at jeg sidste weekend lavede flæskesteg med det hele og serverede for min lillebror og far sammen med resten af mine mennesker. Det er jo mega voksent i mine egne (små) øjne, især når jeg også er mor til tre af menneskene og gift med den sidste. Jeg er jo voksen, helt og aldeles – men indeni, kunne jeg ligeså godt stadig befinde mig i start tyverne – på nogle punkter i hvert fald ( tydeligvis ikke i ansigtet). Når jeg ofte har makeup på til møder, eller andet ude i livet, så kan jeg heldigvis stadig mærke at det er noget jeg gør helt og holdent for min egen skyld. Makeup, er for mig ikke en maske, men det gør at jeg føler mig friskere og på en måde mere oplagt. Og det gør jeg åbenbart med en lag BB cream ind over krinkelkrogene. Det er måske her, jeg skal lære nogle nye features som rent faktisk kunne dække dem endnu bedre?

Jeg sad altså de her tre stive timer foran det flotte frisørspejl, og måske gjorde spejlet vitterligt ikke noget godt for nogens ansigter, det skal jeg ikke kunne sige. En ting er dog sikkert, det gjorde ikke noget godt for mit. Jeg så træt ud og mine øjne som altid har været meget små uden noget særligt øjenlåg at prale af, var om noget blevet endnu mindre. Jeg gider ikke trætte øjne og jeg blev helt ked af at huden er blevet så linieret omkring dem. Måske havde det hjulpet, hvis jeg tidligere var begyndt at gå op i hudpleje. Fordi min hud altid har været ret pæn og jeg aldrig har lidt af acne, så har jeg ikke brugt hverken tid eller penge på mit ansigt. Det gør jeg nu, med gode renserutiner , fugt og sådan – men det er nok ikke noget som kan ændre helt på det som allerede er sket. Jeg kan bare mærke jeg er blevet mere opmærksom på mit fjæs lige pludselig og det er da skide irriterende, når det er med negative tanker. Jeg har ikke noget problem med at blive ældre,  desværre er jeg egentligt også ret sikker på, at de tegn som har sat sig så dybt i ansigtet stammer fra sorg og bekymringer og ikke som sådan fra aldring. De fortæller en historie og de er der af en årsag og måske de bare skal være en del af mig. Alligevel tænker jeg – mon de kan gå væk igen? Jeg har i hvert fald købt mig en øjencreme efter min tur foran spejlet.

Og så overvejer jeg sådan helt seriøst at gøre noget ved mine øjenlåg. De har siden jeg var barn været gemt lidt væk altså bare sådan rent genetisk. Men de er blevet tungere og tungere og det generer faktisk mine øjne fordi jeg bruger kontaktlinser og det føles tungt ind over mit øje. Min far har samme øjne og fik opereret noget af sine låg for en del år tilbage og det er faktisk noget man kan få gjort gratis, fordi det netop kan være en belastning for øjet og altså ikke kun handler om noget kosmetisk. Jeg ved sgu ikke om jeg tør. Men jeg gad godt at se lidt friskere ud…hvem gad ikke det.

Lige til sidst, så ved jeg godt at det er en total overfladisk følelse og at jeg sikkert ikke har en skid at brokke mig over. Men lige meget hvordan og hvorledes jeg vender den oppe i skallen så sidder den og nager. Er der andre derude, som sidder med samme følelse, eller hviler i alle helt godt med tidens tegn i jeres ansigter?

Halloooooo lååååg, hvor er i?