Lidt en rodebutik, bryster, sladder og tanker

Det roder. Både hjemme hvor jeg bor, men også inde i mit hovede. I forhold til vores hjem, så ved jeg slet ikke hvor jeg skal starte. Jeg kan love jer for, at det I ser ovre på Instagram virkelig kun er firkanterne i mit liv, hvis de blev bredt bare en smule ud, så ville der være masser af bunker. Med top på. Dem som jeg af og til kommer i bund med, men som ligeså hurtigt vokser sig mindst lige så store igen. Når man får tre børn, som alle skal ud af døren om morgenen til hver deres. Så kræver det plads, fx i entreen. Plads som der ikke sådan lige findes særlig meget af, ude i vores smalle københavner entré. Der skal være plads til deres tasker, deres huer, vanter, støvler, overtøj og sko – deres ekstra par vanter, ekstra overtræksbukser. Regntøj og jeg kunne blive ved og ved og så skal det hele ganges med tre. Og så er der Søren og jeg. Vi har jo også tøj, som vi skal have på inden vi skal ud af døren. Børnene de fylder egentlig ikke så meget, det er alt deres udstyr der fylder og det er simpelthen nået til et punkt, hvor det er vokset mig over hovedet. Og nu mere rod der er, des mere orker jeg ikke at rydde det op. Dumt.

Jeg arbejder ofte hjemme og når børnene er afleveret om morgenen, går der lige en lille time med at rydde op efter morgenen. Sådan er det jo bare, hvis ikke jeg gjorde det der, så skulle jeg blot gøre det om eftermiddagen. Sådan som jeg gjorde, da jeg havde et rimelig almindeligt 8-16 job. Når børnene så kommer hjem igen, og det bliver aften og de er kommet i seng, ja så starter jeg ligesom bare forfra med at rydde op. Jeg tror simpelthen jeg sådan lige i disse her dage har nået min grænse i forhold til forskellige ting. Ombygning, arbejde, oprydning, flere pligter, henten og bringen, forventninger og vasketøj – ja nok bare sådan generelt.  Oveni hatten er jeg blevet syg, eller ikke sådan feber syg, men klattet med snot og tungt hovede. I nat har jeg nærmest ikke lukket et øje og det er helt pinligt at sige hvorfor, men jeg gør det alligevel, for jeg er sikker at der må være andre forældre derude, der kender til at have sådanne tanker.

Da vi gik i seng i går hostede Kalle helt vild meget. Vi overvejede at tage ham ind i vores seng, men han sov selv fra det, så vi besluttede at han helt sikkert havde det bedst i hans egen seng. Der blev stille, efter han havde et hosteanfald og jeg faldt hurtigt i søvn, men vågende ligeså hurtigt igen. For så derefter at ligge stille der i mørket og lytte efter Kalle og hans hosten. Der var musestille og der kom ikke et eneste host. Timerne gik og helt åndsvagt, så blev jeg ved med at ligge og lytte, mens jeg skiftevis svedte og frøs i min egen jammerlighed. Nu mere stille der var, des mere lyttede jeg og så tænkte jeg alle mulige rigtig dumme tanker. Såsom,  “hvad nu hvis han er blevet kvalt i hosten”, “hvad nu hvis han har kastet op” og “hvad nu hvis vi finder ham død i sengen”. Aj, jeg ved godt det er totalt langt ude, velkommen til morlivet level 1000 i pyldremor. Og hvorfor fanden gik jeg ikke bare ind til ham, for at tjekke ham? Jeg ved det ikke, men da han klokken 6.30 kaldte på mig fordi han skulle tisse blev jeg glad helt dybt ind i knoglerne. Samtidig med at jeg blev helt overvældet af træthed. Efter ungerne var afleveret, tog jeg mig alligevel sammen, fordi jeg havde nogle deadlines der skulle styr på. Jeg tog tøj på og cyklede ind til Nørreport, hvor der ovenpå Emmerys er indrettet arbejdsborde til fri afbenyttelse. Der kan jeg godt lide at arbejde nogle timer, mens jeg mærker byens puls. Derudover fik vi rengøring, så jeg orkede ikke at sidde derhjemme. Jeg havde lige klappet min computer op, så ringede Selmas klasselære og sagde hun græd og havde ondt. Så jeg måtte tilbage igen, for at hente hende. Udsætte mine egne deadlines og min dårligdom for at være mor. Og selvom det ikke lige var planen, så er jeg hver dag dybt taknemmelig for, at jeg for det meste har muligheden for at smide hvad jeg har i mine hænder for at hente mine børn. Det er det allervigtiste lige meget hvad.

(Nå ja og så er jeg også taknemmelig for rengøringen, det gør trods alt at mængden af nullermænd mindskes ).

Samtidig er det den tid på året, hvor jeg skal til kontrol på Rigshospitalet. Den tid, hvor jeg skal have tjekket mine bryster. MR-scanning, ultralyd og mammografi – jeg hader det, fordi jeg er frygtelig nervøs hver gang. Og måske er det egentlig mest det der skygger ind over mit humør i disse dage, for helt ærligt, så er rodet jo skide ligegyldigt, men når overskuddet ikke lige er der, så kommer det til at fylde meget mere end det gør ude i virkeligheden. Og så er der lige en ting mere, og den er jeg næsten endnu mere træt af. For i kraft af mit job som blogger, så er jeg i den heldige situation at jeg dagligt modtager så mange dejlige hep og varme fra jer derude. Ihhhh, det gør mig bare så glad. Og derfor er jeg også så træt af, når jeg lader mig gå på når det modsatte sker. Jeg har ellers været forskånet for den slags, men måske det bare følger med, når ens butik vokser. Lige nu er der noget grimt sladder derude, som omhandler mig og nogle som jeg holder af. Det er usandt og det ved vi godt, men det gør alligevel ondt i maven. Jeg tog en beslutning for noget tid siden om at jeg melder pas på det. På sladder. Jeg er for gammel til at ville deltage i sådan noget, jeg forsøger derfor at kvæle det – enten med kærlighed eller med åbenhed. Jeg er ikke den konfliktsky type og vil meget hellere bare tage snakken end at føle snakken i krogene. Så jeg vil heller ikke bruge flere linjer på det her, andet end at sige, at ovenpå Kvindernes Kampdag, så ville jeg ønske vi kunne være bedre til at løfte hinanden, istedet for at nedgøre og tale usandt. Jeg vælger at tro, at det må handle om deres egen usikkerhed og ikke om mig og min person. Og nu tilbage til fokus på alle dem, som løfter hver eneste dag, både med ord, men også med deres (jeres) blotte tilstedeværelse. Tak for jer, det betyder så uendelig meget. Meget mere end mine ord overhovedet kan beskrive her. Alle de kærlige hep, gør at jeg elsker at skrive og tage billeder. De gør at jeg overhovedet har lyst til at dele ud af mig og vores liv. Tak!

Det var noget af en rodebutik af tanker. Jeg vil prøve at lægge min bog fra mig tidligt i aften og få sovet roligt og godt lige til i morgen. Jeg har et møde med min agent og vi har så meget spændende på vej. Det vil jeg glæde mig over.

 

(Visited 7 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Virkelig fint indlæg, elsker at læse dine indlæg. Jeg er også mor til 3 og deler alle dine bekymringer😳😉 Så fjollede tanker man til tider har, men det er sku det dyrebareste vi har❤️ Vi deler desværre også det ikke at have vores mor her mere. Min mor døde også pludseligt for godt 5 år siden, kun lige blevet 54 år. Jeg havde Solveig som kun lige var blevet er år og havde brug for hende som aldrig før. Jeg tror også vores tanker og beskyttertrang overfor vores børn hænger sammen med, at vi mangler en mor. Jeg kan ihvertfald også have lyst til at være den lille, at nogen skal puste på mit knæ og spørge hvordan jeg har det, sige jeg gør det godt, er en god mor eller er stolt af mig. Det sker ikke rigtigt når man ikke har en mor, så er man voksen.
    Jeg har stadig min far men efter han fik en kæreste efter min mor, så er han desværre ikke så nærværende, men det er en helt anden snak som også gør ondt i ❤️ Og er rigtig svær at dele med andre uden at lyde snerpet.
    Dejlig dag til dig.

    Kh Louise💘

    • Kære Louise,
      Tak, mange tak for din kommentar og får at dele dine tanker med mig. Dejligt at andre også har samme, til tider fjollede, bekymringer som jeg har. Jeg tror alle har den dem, men er enig med dig i, at når man har mistet, så kan bekymringerne godt vokse sig endnu større.
      Åh, hvor er jeg ked af du også har mistet din mor og så i den sårbare periode, hvor man bare har så meget brug for sin mor. Brug for støtten, den ubetingede kærlighed og krammene fra hende. Jeg savner også bare så meget og selvom tiden læger en smule, så er savnet stadig stort. Mht din far er jeg helt med dig der også… uden jeg kan sige så meget mere om det herinde. Håber du forstår. Hvis du har brug for at komme af med nogen tanker, er du altid velkommen til at sende mig en mail.
      Ønsker dig det bedste.
      Kh Trine

  • Hep du gør det så godt Trine ❤️ Du er dig og du er din egen. Autentisk og ærlig. Det kan ingen tage fra dig eller gøre dig efter, om de så prøvede nok så meget. Alle kan se, at det du gør er gjort med hjertet og på din helt egen måde.
    God bedring ❤️
    Knus herfra

    • Sikke nogle dejlige ord. Dem vil jeg gemme og holde fast i. Tusinde tak :). Du ved jeg også synes du er så sej og meget dygtig.
      Kram og smil til dig.
      God weekend

  • Aj, jeg blev helt glad for at høre det ikke kun er mig, der kan ligge vågen hele natten og høre efter mærkelige lyde fra min datters værelse og tænke det ene skrækscenarie efter det andet. Og så samtidig føle mig lidt mærkelig over at jeg ikke bare går ind og tjekker hende når jeg nu er så nervøs. Det får jeg så til gengæld helt dårlig samvittighed over.. Men er jo bange for at vække hende, hvis hun nu bare ligger og sover dejligt.. man bliver lidt træt af sig selv😳

    • Ha ha, jeg er sgu også glad for ikke at være alene. Mor livet er tosset på mange måder, bekymringer er der i hvert fald nok af. Men sådan er det nok med den ubetingede kærlighed, den gør os sårbare. SKal vi ikke aftale, at næste gang, så lister vi lige ind og tager en lytter hos vores kære, istedet for at ligge vågne?
      God weekend 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *