Lad dem nu bare være. Og lidt om mor power

Okay er lige landet i sofaen på Nørrebro, efter en dag i Vordingborg hos min far. Med tre børn. Uden Søren. Det har været så hyggeligt og jeg nyder virkelig sådan nogle stunder med frikadeller, som kun min far kan lave dem, lakridspiber til børnene to minutter i spisetid – i ved på sådan ægte morfar manér. Ungerne og kørte hjem her til puttetid og jeg gav derfor Kalle natdragt på, inden vi kørte derfra med stor overbevisning om, at han ville sove den halvanden time det tog at køre. Men næ nej da, istedet var han stærkt utilfreds med at sidde i sin autostol. Jeg var jo doctor driver, og måtte holde mine trætte øjne på vejen til den skønne lyd af utilfreds barn på bagsædet. Jeg føler mig sgu altid sådan lidt power sej, efter sådan en dag med kun to mor hænder og tre børn. Vi kom godt hjem og de faldt i søvn på nul komma fem. Min mand har haft en velfortjent dag hjemme og så har han simpelthen malet vores gulv over i gangen. Det trængte virkelig. Nu skriger resten af gulvene i lejligheden på samme omgang kærlighed. Det bliver ikke lige foreløbig.

Nå det skulle egentlig handle om noget andet.

Da Selma startede i skole, havde vi den første dag sådan en obligatorisk samling i gymnastiksalen. Der var lidt forskellige informationer om skolen, sundhedsplejersken, forældreintra og så var der den her søde inklusionsdame, som jeg husker aller bedst. Hun sagde til sidst, at vi forældre skulle huske ikke at stille for mange spørgsmål til vores kære små skolebørn. Jeg tænker vi alle kommer til det – ofte er fulde af gode intensioner, og selvfølgelig kun spørger vores små af godhed, interesse og nysgerrighed på om de har haft en god dag. Hvem de har leget med? Hvad de har lavet? Og så om de stadig synes det er sejt at gå i skole? Spørgsmål på spørgsmål på spørgsmål – alt i en god mening. Selvfølgelig. Damen fik henne i salen sagt på sådan en fin måde, at vi alle skulle huske på, at vores børn hele dagen er blevet fyldt op med nyt. At de måske ikke rigtig kan rumme flere spørgsmål, når de først er hjemme igen efter en lang ny dag. De ord bed sig godt fast hos mig, og jeg bider derfor dagligt mig selv i tungen flere gange for ikke at starte med straks at spørge ind til hendes dag. Jeg nøjes med at give kys og kram. Mange. Hun sagde også en anden vigtig ting. Som især var rigtig godt for min lidt skrappe mand, som insisterer på at ungerne skal stille deres madkasser på køkkenbordet hver dag efter skole. Hun sagde at vi skulle give dem lang line her i den første tid, fordi alt er så nyt i deres hverdag. Derfor glemmer Selma sådan ca. fire ud af fem dage, at tage den skide madkasse ud af skoletasken. Og fred være med det, jeg tager den hjertens gerne ud for hende. Selvom jeg også er tilhænger af pligter. Det skal nok komme, når hun og vi er landet i hverdagen igen. En hverdag, som ikke kun er ny for hende, men også for os. For vi har jo aldrig haft to skolebørn før. Så ærlig talt, er vi også lidt trætte i vores lange ansigter.

Jeg sad til første forældremøde den anden dag i hendes klasse og det var en helt anden oplevelse her anden gang. For der er en masse jeg allerede ved, på grund af vores Alfred som nu går i anden klasse. Jeg følte mig sgu så voksen (og gammel) og så var det jeg kom til at tænke på, at jeg om fire år sidder der igen for tredje gang. Jeg skal sidde der sammen med forældre som er der for første gang. Jeg kommer simpelthen til at fremstå som en gammelklog kone. Jeg tror jeg faker og lader sig om det er min første. Eller noget. Eller også tier jeg som minimum musse stille.

Vores Selma får derfor masser af ro – okay så meget ro man kan få, når man bor i en familie på fem mennesker. Hun er glad og tryg. Og vigtigst af alt, hun fortæller en hel masse og det kommer helt af sig selv, uden jeg spørger hende. Ikke lige de første par timer, men så lige pludselig så fortæller hun små ting fra dagen ovre i skolen. Jeg kan godt forstå hun er fyldt op, og jeg kan se at hun har brug for jeg ikke spøger for meget. For hver gang vi møder nogen, har besøg eller andet. Ja, så spørger de jo (også) om hvordan det er at gå i skole. Igen gjort i den bedste mening, men jeg kan godt se på hende at hun snart ikke har lyst til at svare flere gange.

Jeg forstår det godt og egentlig vidste jeg godt, at det blev for meget, hvis jeg stillede hende tusinde spørgsmål hver dag. Jeg synes bare det var mega god stil at inklusionsdamen sagde det højt og sådan er det med så meget. Når noget bliver sagt højt af en eller anden professionel, så gælder det nogengange lidt mere, eller i hvert fald bliver det mere tydeligt.

På vej ned til min far i morges, var der ikke et eneste minuts tavshed i bilen. Både Selma og Alfred, ævlede løs på skift om deres dage i skolen. Jeg sad bare der med rattet mellem hænderne og var lutter øre, mens jeg følte mig meget heldig. Og glad for, at de sådan havde lysten til at dele så meget med deres mor. Det vil jeg aldrig tage for givet, men åh hvor jeg håber de har lyst til at dele med mig i mange mange år frem. Hvis ikke forevigt.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *