Kvindekroppen er smuk – også når den drypper

Jeg synes kvindekroppen er helt fantastisk og tænk på alt det den kan. Jeg har været gravid og født børn tre gange og det sætter sig sgu og det er altså helt okay.

I går var jeg i X-jump, som er en trampolinpark i Skovlunde. Jeg er ellers ikke den største fan af sådanne steder. Legeland, badeland og andet i den stil, det plejer at være Sørens domæne, men i går besluttede vi at lave en lille familietur ud af det og det var virkelig sjovt. Også selvom jeg blot ved ordet trampolin, tænkte ved mig selv “kniiiiib kniiib for pokker Trine“. For jeg har i mange år tisset i bukserne bare ved synet af en trampolin. Vi har en i vores sommerhus og mine børn er altid ved at dø af grin over mig. Så snart jeg stiger op på den, siger de grinende ” tisser du nu mor?”. Og ja, det plejer jeg at gøre. Jo ikke i store stråler, men blot i dråbeform og ikke bare en enkelt dråbe. Især efter jeg blev gravid med Kalle, så har det sgu været lidt stramt (not) med at holde på mit vand. Det er blevet en vane for mig, at krydse mine ben hvis jeg skal nyse. Det er bare noget jeg gør, også når jeg er ude i det offentlige rum – og ret ofte bliver jeg mødt af flere forstående blikke fra andre kvinder. Så har vi lige sådan et moment med et indforstået blik omkring vores fælles slappe nedre. Det har aldrig været noget, som jeg var flov over – for det er sgu da klart, at det hele bliver lidt blødt efter det har været så udvidet. Og så tror jeg også tror det hjælper, at tage lidt pis på sig selv. Og måske bare acceptere at kroppen ikke nødvendigvis bliver helt som før.

Så var der lige i går, hvor jeg pludselig kunne hoppe i lang tid, uden at der kom så meget som en eneste dråbe. Så altså der skulle åbenbart gå tre år og tre måneder efter at vores tredje barn kom til verden, førend jeg mesterede at hoppe på trampolin uden at tisse, så nu tror jeg også at jeg tør vove mig ud i at nyse uden at krydse ben. Det er da ret vildt. Jeg er ellers enorm dårlig til at få lavet knibeøvelser, jeg tænker tit på at få det gjort, men glemmer det lige så hurtigt igen. Jeg arbejdede en gang sammen med en kvinde, hun gjorde det altid, når hun stod i kø. I netto, på posthuset (dengang der fandtes posthuse) eller når hun holdt stille for rødt lys. Det var en smart huskeregel, som virkede for hende – men bare ikke for mig. Jeg får gjort det alt for sjældent, men jeg har været en del på trampolinen i sommerhuset. Hvis jeg havde gjort det mere, så er jeg sikker på at jeg havde mestret den hoppeøvelse lidt før.

Jeg synes egentlig der er for lidt fokus på nogle af de gener, som også kan opstå i kraft af en graviditet og en fødsel. Og måske er det den manglende fokus der gør, at det for nogen er et tabu at dryppe i trusserne. Selvom det er noget af det mest logiske i hele verden. Fokus kan hurtigt komme til at handle om, hvornår man igen kan hoppe i sine gamle jeans og være helt som før. Jeg har været heldig i forhold til min vægt. Jeg har mere eller mindre vejet det samme siden jeg var 18 år og har tabt mine få graviditetskilo ret hurtigt efter hver en fødsel. Jeg er en de der irriterende typer, som ugen efter er sprunget i mine jeans igen. Men fordi det hele ser okay ud på ydersiden, så betyder det ikke, at der ikke er tegn på, at jeg har født tre børn på indersiden af mig, dem er der faktisk masser af. Jeg er slank ja, men jeg er også mega slatten. Tyndfed om man vil. Min hud er aldrig blevet spændstig på maven igen, det gjorde den efter første og anden fødsel, men denne gang kræver min krop noget træning, ellers tror jeg faktisk aldrig jeg nogensinde igen bliver fast. I det hele taget, kan jeg mærke at jeg ikke er særlig stærk i min krop. Ja og så har jeg som sagt haft svært ved at holde på mit vand ved nysen, hosten og hop. Det har da været skride irriterende – men altså også helt normalt. Det bliver svære og svære at opretholde kroppen, des højere alderen er blevet. Sådan er det bare og det er en ganske naturlig proces. Kroppen ældes, kroppen bliver brugt. Og en graviditet er hård for kroppen.

Det er ikke noget der bliver nævnt særlig ofte i forbindelse med fødsler, men det gør virkelig ondt i numsen at føde. Når baby er ude, så synes jeg slet ikke det gør ondt andre steder end i numsen. Under pressefasen, der føltes det alle tre gange, som om at jeg var ved at føde ud gennem den stakkels mås. Og den er sgu heller aldrig blevet helt sig selv igen. Hæmorider er en helt almindelig bivirkning, eller følgesvend, ved graviditet og fødsel og i den henseende blev jeg ikke forskånet. Jeg er ikke gået stykker forneden, men har mere fået en slags bonus. Det er egentlig ret privat, men hvis nu jeg havde fået en udposning på albuen efter min fødsler, så er jeg sikker på, at det slet ikke var så tabubelagt, så nu deler jeg alligevel denne meget spændende side af mig også. Værsartig.

Jeg har nu aldrig været bange for at kalde en spade for en spade og jeg synes ikke der er nogen skam i at gøre det. For det er jo sådan det er. Mere for nogen og mindre for andre. Men jeg tror at det er de færreste kroppe som gennemgår ni måneder, hvor kroppen skaber et ekstra menneske, samtidig med at den bærer på det. For så til sidst at skulle føde det – uden et eneste spor? Det er muligt, men nok relativt sjældent.

Jeg tror på, at der sådan helt generelt er noget til os alle i livet. Og det både af det gode, det dårlige og det helt naturlige. En stor del af det, er vi simpelthen ikke selv herre over. Nogle får strækmærker, andre får hæmorider – nogen bliver syge, mens andre ikke gør. Nogen bliver gift, mens andre bliver skilt. Sorg og glæde. Vores liv rummer det hele. Det pæne og det grimme. Noget kan ses, andet kan ikke, men meget af det sætter sig alligevel i kroppen. Jeg fik ikke strækmærker, men jeg har fået trætte øjne af al den sorg jeg gennemgik da jeg mistede min mor.

Vores krop er skide sej og jeg synes egentlig min gør det ret godt, men jeg kan også sagtens mærke at den er blevet ældre. Det kræver mere af mig at holde den fit, jeg kan mærke den lidt ekstra om morgenen når jeg står op. Den skal ligesom lige i gang igen, efter at have ligget ned. Hvis jeg har slået mig, eller har drukket et enkelt glas vin, så kræver det lidt ekstra tid at blive sig selv igen. Det hele er en proces og jeg tror ikke man skal være så bange for den.

Jeg delte på Instagram at jeg sikkert ville tisse i bukserne, mens jeg hoppede på trampolinen. Jeg tænkte ikke videre over det, indtil jeg modtog, jeg ved ikke hvor mange beskeder fra kvinder, som sagde tak, fordi jeg åbent fortalte om mit lille efterfødsels tisse problem. Jeg er så glad for, at jeg ved den lille information, kunne italesætte noget som åbenbart for mange er et tabu. Og jeg håber, at jeg med dette indlæg kan sige, at vi ikke skal være flove over det, for ligesom vi alle sammen laver stort på toilettet, så er det ganske naturligt at komme til at tisse ved anstrengelse, efter at have båret et ægte menneske inde i livmoderen. Nå ja, og så at der er håb forude. Det tager bare tid og helst med noget knibe træning… og ellers er der altid Tena (indsæt glad smiley). Og så lige en sidste ting, det er så nemt at tro at alt bare er godt, når man står der med vind i håret og smart tøj, men vi har sgu (nok) alle sammen noget vi kæmper med, synligt og usynligt.

(Visited 6 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hvor er det fint skrevet ❤️
    Og rigtigt. Og vigtigt.
    Strækmærker, hæmorider, slap bækkenbund, pigmentforandringer, rynker, grå hår osv er et vidne på at vi har levet livet. Og det er da dejligt ❤️

  • Ej fis med dig, den dufter og opfører sig som kvindernes i erotik/kærlighedsromanerne. Her dufter den af roser og du hverken tisser og har udflåd og kan gå trusseløs…..
    (sarkasme kan forekomme)😳😀

  • Så fint og ærligt – og helt rigtig!
    Jeg er først for nyligt begyndt at læse med herinde og du gør det bare rigtig godt. God læsning og smukke, inspirerende billeder af dig og dine omgivelser. Tak for det 😊

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *