Der var så meget jeg ikke fik sagt.
Hvis du levede og jeg havde mulighed for at sige dig tak, så ville jeg takke dig stort for alt det du har gjort for mig. For alt det du var for mig.
Kære mor,
Tak for at du smurte min madpakke dagligt i hele min hjemmeboende tid. Du gjorde det bare og den var altid top lækker og jeg ved med sikkerhed at jeg aldrig fik sagt tak. Jeg kom nok til bare at tage det forgivet.
Tak fordi du altid stod klar med åbne arme, på alle tider af døgnet. Det var som om du kunne mærke på forhånd, hvordan min bror og jeg havde det. Næsten inden vi kom ind af døren.
Og tusind tak for den fine godnatsang du sang for mig som lille. Du skal vide at jeg synger den samme sang for mine børn nu. Dine børnebørn.
Tak for at du lavede mine livretter hver gang jeg kom hjem efter jeg var flyttet hjemmefra. Så dejligt at blive forkælet, selvom jeg var blevet voksen. Jeg vil huske at gøre det samme for mine tre når de en gang flyver fra reden.
For altid at lytte. Hold nu kæft, hvor har du lagt øre til meget. Jeg er ikke sikker på, at jeg altid fik spurgt ligeså meget ind til dig. Du lyttede bare og smilede gennem telefonøret, mens jeg fortalte. Det kunne jeg høre. Det føles stadig så tomt, ikke at have dig til at dele oplevelser og hverdag med. Der er så meget, jeg gerne ville fortælle dig. Der er så meget jeg gerne ville spørge dig om.
Tak for at rumme alle mine fejltagelser op gennem teenage tiden. Tak for at åbne vores hjem for de kærester jeg havde, som du måske ikke var den største fan af. Du bar det sgu flot, meeen jeg kunne godt se når du ikke syntes det var verdens bedste match.
Tak for at du altid lå vågen når jeg var sent ude. Du bad mig altid om at kigge ind på soveværelset og sige jeg var kommet hjem. Først derefter kunne du sove trygt. Lidt pylret måske, men jeg kan nok ikke sige mig fri for at blive samme type, når Alfred og co. skal til at være ude om aftenen. Tak fordi du passede på mig.
For at holde mig på panden hele natten, dengang jeg blev ringet hjem fra en gymnasiefest og havde drukket for meget tequila.
For at lære mig hvad ægte kærlighed er og om hvordan man behandler andre mennesker. Du var et godt menneske ud til mindste celle. Jeg har aldrig i mit liv hørt dig tale dårligt om andre mennesker, den egenskab er der ikke mange andre der har.
Tak fordi du elskede mig så højt. Tak fordi du var så stor en del af mit liv og fordi du gav mig et godt fundament.
Tak for alle de gange du sørgede for at købe jule og fødselsdagsgaver fra vores bedsteforældre, katte og så videre til os. Jeg ved nu hvor tidskrævende det var for dig.
Tak for alle de gange du havde lavet en kæmpe portion råkost, når jeg kom hjem fra skole. Så sad vi der ved bordet og spise råkost og talte indtil de andre kom hjem. Jeg kan se det for mig, når jeg lukker mine øjne i.
Faktisk ville jeg bare ønske jeg kunne sige dig tak for at have været sådan en god mor. Det har jeg altid vidst du var, men det er først efter jeg selv blev det, at jeg sådan rigtig har forstået hvor meget du ofrede dig for os. Så tak! Man skal huske at sige tak, det har du lært mig. Jeg tager sjældent noget for givet, for jeg ved at alt kan ændre sig på et øjeblik.
Kære mor, der var så meget du ikke fik med. Jeg håber du på forunderlig vis alligevel kigger med og ser at vi har det godt. Jeg ville ønske du kunne få et sidste kram. Et hvor du ikke lå i en hospitalsseng med store smerter og slanger alle vegne. Et kram hjemme i Vordingborg ude i din have med fuglene i fuglebadet.
Husk at sige tak til dem I elsker.
Smukt, Trine ❤️
Jeg er også fuld af taknemmelighed til min mor – selvom hun var en helt anden mor end din☺️
Og jo længere tid, jeg har været uden hende, jo mere bliver jeg klar over, hvor meget hun har gjort for mig,
hvor meget hun har gjort mig til den, jeg er ❤️
Og nej, det fik jeg heller ikke fortalt hende tydeligt nok..
Men mon ikke, de vidste de alligevel??
Jo, det er jeg også ret sikker på. Men det havde dog været rart, at kunne sige det til dem. Håber du har det godt søde Line. Du er snart færdig som jurist er du ikke?
Kram
Så vackert skrivet❤️
Mange tak ❤️
❤️❤️
Man får nemlig en helt anden respekt for sin mor (og far) når man selv bliver forældre.
Så tak for at minde mig om det – og så sender jeg en tak til min mor – børnenes mormor – i stjernerne ❤️
Ja, det gør man virkelig ❤️ Kærligst til dig
Hvor er de bare fint skrevet.
Jeg skal forsøge at huske det – endnu mere end jeg gør.
Jeg oplevede virkelig den det følelsen af “waauw” hvor har du været/og er du en vild mor.. da jeg selv blev mor ?