Sådan sagde min store dreng, da han ringede til mig i formiddags og fortalte at han var kommet godt frem på koloni. Vi slog derfor lige over på facetime, selvom jeg egentlig sad i et møde. Han sagde også at han havde pakket ud og havde taget voks i håret. Så alt er godt. Og jeg fik våde øjne.
Vi stod tidligt op på denne delvise regnfulde mandag, for at sende Alfred med bussen til Langeland, hvor han skal være lige indtil fredag eftermiddag. Han har glædet sig, været lidt nervøs, men mest bare spændt. Da jeg kyssede ham godnat i går aftes bævrede hans underlæbe lige en lille my, men i morges var der kun glæde og sommerfugle tilbage i hans krop. Jeg lå dog længe i går og tænkte på ham. Ikke fordi jeg er nervøs over at sende ham afsted, jeg tænkte bare på ham og på hvor stor og fin han er.
Jeg kommer ofte til at tænke lidt for meget over alt muligt der på min hovedpude. Mine børn, mig selv, mit ægteskab, mit arbejde, min familie, mit liv – ALT. Og det ofte, når mit hovede lander på puden om aftenen, der hvor jeg egentlig burde sove. Jeg tænker meget over, om jeg nu får nydt det hele nok. Om jeg får udnyttet tiden optimalt. Alene og sammen med mine yndlings mennesker. For tiden, tænker jeg en del over at jeg savner den gamle Trine lidt. Jeg tror måske jeg er klar til at være lidt mere mig og lidt mindre mor. Jeg er selvfølgelig hele pakken det meste af tiden, men når man har haft små børn de sidste ni og et halvt år, så er der ingen tvivl om, at jeg i farten har glemt en lille smule af mig selv midt i rutiner og madpakker. Hvem er jeg? Hvem var jeg? Hvem er jeg nu? Jeg blev mor midt i kaos. Jeg mistede min mor (og alt muligt andet) i mit eget spritnye moderskab. Alt det som jeg havde forestillet mig, blev noget andet og jeg blev voksen på et splitsekund. Jeg bliver aldrig den person jeg var før jeg blev mor og før jeg så hvor modbydeligt livet kunne være. Jeg er blevet noget andet, men samtidig stadig mig. Det gør vi vel alle med livet, altså formes af tiden og de oplevelser livet giver os med på vejen. Op og nedture. Der kommer flere lag på vores personlighed, når flere sider af livet folder sig ud. Alligevel så er kernen indeunder alle lagene stadig den samme ( bare voksen) og jeg tror simpelthen at jeg snart er klar til at grave lidt i alle de lag. For at finde mere af mig selv frem igen. Hvis jeg kan.
Jeg tror mine tanker landede lige der, fordi Alfreds lille feriekoloni væk fra os, så tydeligt viser mig at han sagtens kan selv. Og lur mig, om ikke også mine to andre børn kan det samme om nogle år. Jeg må simpelthen til at vove mig ud. Vove pelsen og gøre noget af alt det, som gør mig glad. Hvis dog bare jeg kan huske helt præcist hvad det er.
Jeg har ikke været meget væk fra mine børn, siden de blev født – for det har jeg ikke haft lyst til. I nogle år havde jeg heller ikke overskuddet. Fordi det her med at blive mor midt i dyb sorg, simpelthen krævede alt af mig. Men egentlig har jeg masser af overskud nu og også lyst. Lyst til at få skabt en bedre balance i min liv. Jeg gider ikke være hende den kedelige.
Jeg har sgu bare været så bange for at gå glip af noget i mine smås liv. Og det er jeg nok stadig, men jeg er også klar til at slippe lidt på mor håndtaget.
Kender I mon det? Eller det helt sort?
Kender det så godt ?
Tak! 🙂