Jeg trænger til at skrige af grin.

Her. Det gør jeg. Det var min søde far som gjorde mig opmærksom på det. Der har simpelthen været for meget tristhed ind over vores familie og vi trænger til at sætte os ned rundt om et bord med god mad og masser af vin. Fortælle gode historier og bare acceptere hinanden som dem vi er. Jeg trænger sgu til at grine sådan et grin, som kommer helt dybt nede fra maven af. Sådan et grin som nærmest gør ondt og får tårer til at løbe. Sådan et kan ikke bare trylles frem, ja altså med mindre man er tilhænger af sådan noget latter halløj, som der engang var inde på rådhuspladsen. Det skal komme naturligt. Og føles naturligt for mig.

Jeg har lidt sådan en følelse af, at jeg kun lige har klaret en semi høj bakke og at alpe d´huez venter forude. Det føles som når man starter på at renovere sit hjem, så følger der altid en masse ekstra med. En ekstra fodliste, endnu en væg at vælte, maling og andre opgaver som dukker op hen af vejen. Sådan er det også for mig, fjernelsen af mit underliv var et skridt på vejen og det er som om, at lægerne nu bare venter på at jeg giver grønt lys til næste etape. Hvis jeg giver det, overhovedet. Jeg ved det ikke, men for nu lader jeg det ligge i det uvisse.

Jeg er lige kommet ud på den anden side – eller er jeg? Det føles ikke helt sådan. Jeg er ude, men stadig lidt inde. Inde i mit hovede. Og alt jeg egentlig bare vil være, det er at være glad og rask. Og faktisk er jeg jo helt perfekt rask. Jeg ville ønske jeg bare kunne sætte et stort fedt punktum og så bare nyde live med et stort grin inde i maven. Det vil jeg øve mig på at gøre det næste stykke tid. Øve mig på igen at se alt det gode og glade som heldigvis er hele vejen rundt om mig ude i livet.

Så jeg vil love mig selv (og Jer), at det næste jeg skriver her på domænet, det bliver noget med smil og ægte glæde. Men ovenstående er jo altså mit liv lige nu, det som fylder mest efter fem uger, hvor jeg ikke har gået på arbejde, har været og er stadig usigelig træt og har haft alt for mange af de tunge slags tanker. Jeg parkerer den del, for en tid – jeg orker den ganske enkelt ikke længere. Nu vil jeg se på alt det gode og så vil jeg glæde mig til den boblende fornemmelse som et kæmpe grin udløser. Kom hid kære glæde, jeg tager imod med åbne arme og kindkys på begge kinder.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Kram til dig, Trine. Jeg tror – også – at det er super vigtigt at skrige af grin en gang imellem. I går var jeg så heldig at græde af grin hele to gange. Først fordi en kollega fortalte om sin teenagedatters raserianfald og dernæst da jeg skulle genfortælle til min mand, hvad vores søn havde sagt til mig om morgenen.

  • Kram til dig, Trine. Jeg tror – også – at det er super vigtigt at skrige af grin en gang imellem. I går var jeg så heldig at græde af grin hele to gange. Først fordi en kollega fortalte om sin teenagedatters raserianfald og dernæst da jeg skulle genfortælle til min mand, hvad vores søn havde sagt til mig om morgenen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *