Jeg gider alligevel ikke at være bange!

Én dag havde Alfred været tilbage i skole og så fik vi et brev fra inspektøren, om at der har været skyderrier i området. Inspektøren ville meddele os, at de er opmærksomme på eleverne. Jeg har tænkt lidt over, hvordan det hænger sammen og at det som sådan ikke handler om de små klasser. Men så alligevel, for nogle kan for eksempel bo i visitationsområdet, have en far som arbejder i området eller en storebror med de forkerte venner. Det er sgu en barsk verden vi lever i. Selvom det jo slet slet ikke er hverdagskost for os med sådan nogle beskeder. Så kan jeg ikke lade være at tænke, at sådan noget er hverdag for børn i mange andre lande. Altså sådan noget med skyderrier og frygt. Jeg ved godt jeg skriver alt for meget om min bydel. Men i kombination med brevet fra skolen og et indslag på Aftenshowet i går aftes – om bander. Igen. Bander som altså huserer lige her i nærheden af vores matrikel. På den anden side af rundelen, som vi bor relativt tæt på. Som i 10 minutter fra på gåben. De taler om visitationszoner, konflikter, skyderrier og andet krigssnak. Det er underligt, for hvis ikke de søde mænd og damer sad der inde i skærmen og fortalte om hvad der foregik. Så ville vi ikke ane en skid. Ingenting. Vi mærker ikke til vold og kampe, men det er virkelig skræmmende at det foregår så tæt på. Det føles nærmest uvirkeligt. Jeg har det lidt som pigen de interviewede fra Nørrebro. Jeg føler da overhovedet heller ikke de ville gå efter sådan som jeg. Eller min familie. Det er måske naivt, især fordi at skud også har ramt helt uskyldige tilfældige mennesker på gaden. Det er saftsuseme lidt et andet sted at vokse op for mine børn, end den rolige landsby på sydsjælland jeg selv var barn i. Der skete aldrig en flyvende fis. Alle tre børn er jo i deres respektive insitutioner dagligt i nærområdet og de færdes ude i gader og stræder, hvis de tager på tur i løbet af dagen. Gisp.

Som jeg nævnte kort i dette indlæg, så synes jeg også det er så synd for alle de hårdtarbejdende danskere med anden etnisk herkomst som jeg møder hver eneste dag her på Nørrebro. Det er uretfærdigt, at en masse mennesker skal se sig sure på dem, som har formået at opbygge sig et nyt liv her og som nu skal visiteres på vej hen på deres arbejde. I Aftenshowet talte politikkerne om, at der nu skulle slåes endnu hårdere ned på uromagerne. Det er jeg selvfølgelig enig i. Men samtidig kan jeg godt være bange for at strammere regler og love hurtigt også rammer de helt forkerte mennesker. Lidt ligesom det også har ramt en masse mennesker på kærligheden i forhold til, hvis man ønsker at få sin udenlandske kæreste til Danmark. Det er stort set umuligt.

Jeg fornemmede i dag en summen blandt folket her på Nørrebro, en summen omkring at fraflytte. Vi flytter ikke og jeg føler min familie er tryg her, i hvert fald lige så tryg som i mange andre byer i Danmark. Der kan jo ske alt muligt man ikke er herre over og denne bekymring nægter jeg at have. Jeg var jo faktisk også allerede bange og bekymret over alt det andet som sker ude i verden, så måske jeg bare ikke kan rumme flere af den slags bekymringer. Jeg har arbejdet med min frygt og jeg mærker den heller ikke helt på samme måde længere. Jeg har skrevet mere om frygten her. Jeg tror det er derfor jeg lukker ned for det og nægter at være bange denne gang. Også selvom jeg i realiteten er en kæmpe bangebuks, som er bange for mørke. Og som i dag kørte en omvej, så jeg ikke skulle igennem gaden, hvor der var skyderrier. Så jeg kan alligevel ikke helt slippe tankerne om balladen.

I går hentede jeg lille Kalle, inden jeg hentede de andre børn. Vi smuttede ind i Byoasen , som vi bor overfor. Her kælede vi med kaniner og høns. Gav gederne græs og plukkede fine blomster. Vi købte dejlig juice af den rare kiosk mand, som altid har en køkkenrulle klar, som han lige hiver et par stykker papir af og giver mig til ungernes beskidte muler. Det er det Nørrebro, som vi er så mange som elsker og føler os trygge i. Et Nørrebro med roser op af alle husmurene. Et Nørrebro som udefra er kontrastfyldt og potentielt farligt, men som indefra mest af alt minder om en lille bitte langsby.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *