Jeg drømte i nat, at jeg havde fået nye bryster

Det er meget meget sjældent at jeg kan huske mine drømme, det er faktisk sjældent at jeg overhovedet kan huske at jeg har haft en drøm. Da jeg i morges vågenede havde jeg den her følelse af en drøm som sad i mig, den var på en måde stadig igang – men jeg kunne alligevel ikke sådan rigtig huske eller fornemme den, da først jeg var helt vågen. Jeg glemte alt om følelsen midt i morgen virakken med havregryn, børn og feriestemning.

Jeg gik i bad og da jeg efterfølgende stod og smurte min krop ind i olie ude på badeværelset, som her på Bornholm, rummer et kæmpe spejl, så kom drømmen pludselig til mig da jeg fik øje på mine bryster. Bortset fra det, er det da i grunden alt for sjældent at jeg ser på mig selv nøgen, da vi har et mikro Nørrebro badeværelse derhjemme. Jeg huskede pludselig at jeg i min drøm havde fået nye bryster og at areola – det brune omkring brystvorterne var meget mindre på de nye. Selvom det så ret pænt ud, så var de rimelig ynkelige at se på. For i drømmen havde jeg endelig truffet en beslutning om at få mine bryster fjernet ved en risikoreducerende operation på grund af mit arvelige gen BRCA.

Det hele var gået super godt og selvom de ikke lignede mine egne bryster, så var det pænt lavet med den lille tatoverede brystvorte og vigtigst af alt, så var jeg kommet af med den stærkt forhøjede risiko for at udvikle brystkræft. Brysterne så stadig pæne ud, når jeg havde tøj på og jeg var glad og stolt af resultatet. Og tryg! I drømmen gik det hele hurtigt, og jeg dvælede ikke ved noget som helst – det skete bare og hurtigt var jeg tilbage i livet – stadig rask, men bare med nye bryster uden den lejlighedsvise høje tikkende lyd af måske’er og hvornår’er.

Drømmen har siddet i mig dagen igennem, ikke på en dum måde – men den fik mig bare lige til at tænke på, det valg som stadig ligger og venter på mig derude. Det valg som jeg simpelthen ikke kan tage. Hvornår er man sikker på, at det er det rigtige at gøre? Hvornår ved man det bare? Er det naivt at tro, at sådan en beslutning bare kommer af sig selv? Jeg plejer at være så god til mavefornemmelser, men af en eller andet årsag, så fornemmer min mave ikke skid, andet end usikkerhed på om jeg skal få det gjort. Måske er det lige præcis det min mave fortæller mit ubeslutsomme jeg, altså at jeg er usikker på mit valg. På hvad der er det rigtige at gøre. Måske, jeg er ikke sikker.

Da jeg sad I venteværelset på Rigshospitalet til min sidste kontrol i maj måned, faldt jeg i snak med en ung kvinde. Hun var der også til kontrol, men en kontrol efter at hun havde haft brystkræft. Hun var erklæret rask, men skulle altså stadig møde op til kontrol de næste mange år. Hun sagde nogle ting til mig, som jeg ikke helt kan glemme. Blandt andet, at ingenting nogensinde var blevet helt det samme igen og nok heller aldrig ville blive det. Frygten som havde sat sig så dybt i hende og at hun til hver en tid, ville anbefale mig at få operationen mens jeg var rask. En operation, som ikke ville være præget af frygt for spredninger, døden og andet katastrofe agtigt. Men egentlig er det måske netop det, som der nager mig. Det at skulle gennemgå sådan en stor operation RASK. En ting er at få opereret mine bryster af og dermed miste al følelse i dem, det skal jeg sgu nok overleve. Men det er den store operation, jeg er skide bange over. Og efterfølgende komplikationer. Tænk nu hvis noget går galt… og jeg er jo rask. Det er de tanker der ofte vinder over, at få opereret dem af, sådan så den eventuelle kræft ikke kan sætte sig fast inde i mine bryster. Kvinden har jo ret, jeg ville kunne gå til operationen uden den samme frygt som en kræftramt, det forstår jeg sagtens. Mine tanker er blot nogle helt andre i forhold til frygten.

Jeg er der nok bare ikke. Endnu. Omvendt er jeg bange for, at jeg får kræft og vil bebrejde mig selv for, at jeg ikke fik det fikset inden. Jeg fik jo fjernet mit underliv af samme årsag og det gik nogenlunde fint med det og min mavefornemmelse var ganske tydelig omkring den beslutning. Med den operation er risikoen for kræft dernede næsten reduceret til nul procent, men ved at fjerne brysterne, taler med “kun” om en risikoreducerende operation, da man aldrig ville kunne fjerne alt brystvæv. Måske er det det, som også gør det svært, for vi har alle en eller andet form for risiko og det er aldrig noget jeg går og tænker på. Det er kun fordi min er så djævelsk høj, når det kommer til brystkræft.

Jeg ved det simpelthen ikke. Ingen kan træffe den beslutning. Kun mig, og jeg kan åbenbart ikke. Der var ingen der sagde det ville være let, at leve med den viden jeg har og det forventede jeg heller ikke det ville være. Ofte er de her tanker pakket langt væk, men siden jeg drømmer på den måde, så ligger tankerne måske alligevel på lur et sted derude. Min krop er sej og rask – måske jeg stadig vil være lidt naiv og håbe på, at den rette beslutning pludselig vil vise sig. Ha, og nu har jeg via min drøm set mig selv med nye lidt underlige bryster uden ægte vorter på, men med et fint lille brunt tatoveret område. Det kunne sgu også noget.