Intet nyt under solen her og måske et slags vendepunkt

Jeg skal virkelig tænke mig om, når jeg skal sige højt hvad dag det er, dagene flyder sammen herhjemme. Det gør de helt sikkert hos mange. Jeg prøver dog at gøre forskel på hverdag og weekend -også selvom weekenden ligner de andre dage på mange måder, så har den her gjort os alle godt.

Jeg må indrømme at det der hjemmeundervisning, ikke er helt let og to dage inde i det, indså jeg at jeg næsten måtte droppe mit eget arbejde i dagtimerne. Både fordi mine to store skal have hjælp, men også fordi at jeg ikke har nok skærme til os alle. Jeg har ikke mange minutter til mig selv, alene voksen med tre børn hjemme, men efter jeg droppede alle de intentioner jeg oprindelig havde og mest arbejder når børnene sover, så går det faktisk virkelig godt. Altså det er jo ikke sådan, at alt er fryd og gammen, jeg kommer helt sikkert til at råbe lidt for højt af dem og jeg vrisser også lidt. Børnene skændtes også med hinanden (bare lige så det ikke bliver ren Morten Korch herfra). Men… jeg nyder ægte tiden med dem og er taknemmelig for at vi er sammen. Vi er sammen uden forstyrrelser, uden særlig meget kontakt til andre –  i fysisk forstand i hvert fald og jeg mærker hvordan børnene også nyder det og bare falder stille og roligt ind i vores nye hverdag hjemme uden larm, andet end den fra dem selv (som der så er rigelig af).

Den anden dag havde Selma en legeaftale på Skype med en veninde fra skolen og de fandt bare ud af det. Gik rundt i hver deres hjem og viste hinanden legetøj og andet frem i en times tid, mens de sludrede om alt muligt. Det skal de helt sikkert gøre igen.

I går var eneste plan, at vi skulle rundt om vores bygning på løbehjul. Det endte med en lidt længere tur. Heldigvis, ellers kommer jeg altså ud på den anden side som en noget tungere slap dame. Vores gader i Nørrebro landsbyen er ganske tomme og hvis der kommer andre på fortorvet, holder alle afstand med et venligt smil.

Vi har et bytterum her hvor vi bor, hvor vi ofte går ind og finder en bog eller et stykke legetøj. Kalle ville gerne derind, men det synes jeg var en dårlig idé på grund af at så mange har rørt ved sagerne, men jeg sagde blot til ham, at det kunne vi ikke lige nu. Han blev ved med at spørge og jeg forsøgte mig med med, at vi altså ikke kunne komme derind fordi min nøgle var væk. Indtil Kalle bare sagde ” mor, er det fordi der er corona virus”? Og det var det jo. Han følger sgu med den lille og taler også allerede om tiden i børnehaven som før corona.

Når jeg dagligt taler i telefon med veninder og familie, griner vi lidt af, at vi ikke rigtig har noget at fortælle. Intet nyt under solen, for vi oplever i princippet ikke en skid. Men så alligevel. Vi oplever hinanden og vi oplever at have mere tid end nogensinde. Tid sammen. I dag var vores eneste planlagte aktivitet, at vi skulle så karse. Jeg er sikker på at alle med hus eller sommerhus, klarer de her smukke solskinsdage i deres haver, jeg har sendt mange tanker op til vores gamle ugle sommerhus, som ikke længere er vores. Men det der i stor stil har reddet vores dage, det er vores baggård. Ikke mange bruger den, så ungerne kan lege dernede og jeg kan sidde med to meters afstand til en nabo eller to i solen og drikke dåsecola imens. Mine naboer redder mig sgu også. Nybagte boller på bagtrappen, karsefrø til ungerne klar til at blive sået, sirligt pakket til os udenfor vores dør. Gode snakke og i fredags var der en DJ nede på græsset klokken 20 og så havde vi vinduesfest med hver vores drik. Jeg kunne ikke forestille mig at bo noget andet sted i verden midt i det her.

Kriser er mange ting. Det gør skade på flere plan, men det gør også gavn. Corona krisen har gjort at vi mennesker er rykket sammen (hver for sig selvfølgelig), måske blandt andet for at bevare vores mentale sundhed, måske fordi vi mennesker faktisk havde brug for at bruge hinanden lidt mere. Kigge lidt op fra vores egen navle. Vi lever jo heldigvis i et land, hvor vi ikke er vant til de helt store nationale kriser og slet ikke dem, hvor både høj og lav bliver ramt. Og hør lige her, ordet “krise” kommer fra græsk og betyder oprindeligt: “Problematisk forandringssituation, forbundet med et vendepunkt”. Måske vores jord og sind havde brug for det vendepunkt? Jeg tror det sgu lidt. Også selvom jeg som selvstændig er berørt af krisen på en ikke særlig fed måde, ligesom mange andre også er.

På onsdag skal børnene hjem til deres far og de dage jeg får uden dem bliver 100% anderledes. Pludselig får jeg al den tid i verden til mig selv. Til mine tanker, til mit arbejde og til mit hjem (som sejler pt) – ja og til at glo og pille ind i min navle (ad). Kæmpe kontrast til de sidste mange dage. Jeg får også tid til at bekymre mig om fremtiden og mit arbejde – men heldigvis er jeg omgivet af gode mennesker som passer på mig på afstand. Jeg føler mig stadig lidt alene i den her sære tid, men ligesom børnene så falder jeg også mere og mere ind i det på en okay måde. Håber I også bliver passet lidt på derude, især jer der bor alene, har delebørn eller føler jer ensomme på grund af andre omstændigheder. Krisen har gjort, at der er opstået mange nye fælleskaber. Så det er bare om at søge de fælleskaber frem, der passer ind i jeres liv.

Ps. Det fine skriv foroven, kom Selma og vidste mig. Hun havde helt selv lavet det og jeg synes det er så flot. Det er barsk og smukt på samme tid. Smukt fordi hun skriver i datid og det minder mig om, at alt bliver godt igen. At der kommer et vendepunkt.

(Visited 11 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *