Integreret børnerum i stuen

Vi har nogle rimelig store stuer i vores hjem. Tre styk faktisk. En sofastue, en spisestue og en fnah-stue. Den sidste er nemlig sådan lidt uden formål agtig, det er en gennemgangsstue, den man kommer ind i fra gangen. Det er lidt skørt at vi ikke udnytter den bedre, især fordi vi har alt for mange børn og de fylder i forvejen ret så meget inde i vores stuer. Det er som om vi altid krymper os sammen på den samme plet. Og det er jo egentlig også hyggeligt nok, men når nu vi har en del plads og i særdeleshed også gulvplads i den uudnyttede stue, så har vi besluttes at den nu skal udnyttes mere og bedre. De to store børn bruger ikke deres værelse så meget, de siger det er fordi det ligger nede i den anden ende af lejligheden og så er det også et ret lille værelse til to børn. På sigt skal der en væg op i en af stuerne, sådan så vi får et ekstra værelse. Men ikke endnu. Om nogle år måske.

I den uudnyttede stue, som nu bliver en udpræget legestue skal det hele laves mere indbydende for bønene og i det hele taget, skal rummet være et man gider at hænge ud i. Mine bøger må vige pladsen i reolen, sådan så der kan blive plads til flere af ugernes legesager. Vi vil også få lavet et lidt højt langt skrivebord, så de kan sidde der og tegne og skrive, istedet for ved det meget lille bord som står der nu. Hvis ikke de sidder der, sidder de ved vores spisebord og hver gang vi skal spise, skal de rydde det hele. På deres eget kan det flyde – i en hvis grad i hvert fald. Vi tænker også at lave en lille gamer- plads til Alfred. Den nuværende daybed kunne evt. skiftes ud med en lille sofa, det tror jeg faktisk kunne blive helt godt. Daybed’en er vildt fin, men man sidder dårligt i den – man ligger bedst og vel egentlig også deraf navnet på det pæne møbel.

Hvordan har i det med børnelir i stuen? Jeg har det overordnet rigtig godt. Jeg synes det hygger og giver en masse personlighed til rummene, så det er slet ikke sådan at de ikke må være over det hele, men når nu vi har pladsen så er det da dumt ikke at bruge den. Egentlig er det relativt let at opdatere det ,som allerede er med få midler. Og så elsker jeg at man kan sælge det som skal videre via dba eller Instagram. På den måde skal vi ikke op med så mange penge. Ellers gør tæpper, puder og billeder på vægge jo også en del. Vi har et ret stort dominerende tæppe i sofastuen, som jeg har arvet fra mine forældre – det skal min far have tilbage for en tid. Så jeg tænker også det kunne blive fint med et nyt gulvtæppe i legestuen. Det både hygger og er rart at sidde på, så numserne ikke bliver for kolde. Jeg har det bedst med rolige flader, så vil jeg hellere lege lidt med tilbehøret.

Området som det ser ud nu med daybed og lille bitte tegnebord. Bordet skal væk og kommer nok ind på Kalles eget lille værelse. Sofaen skal stå samme sted som vores daybed, men er en del mindre i længden, så der kommer ekstra plads.

Små fine sofaer som ville gøre sig utrolig godt i vores legerum. Når sådan et rum kommer til at være ret så synligt og jo stadig vil fungere som gennemgangsrum, så er det vigtigt at det hele passer sammen med resten af indretningen og det ville begge disse basser gøre. Tror jeg er mest pjattet med den gule .

Tænker det kunne være rigtig smart at benytte den brede fine vindueskarm til et skrivebord med høje stole. Sådan et specialbygget et i forlængelse af karmen. Så kan planter og lampe stå inde på selve vindueskarmen, så er der god plads til tegnesager og diverse dims. Den lille plads med væg, hvor billedet hænger ville være et godt spot til den lille gamer station.

Den høje stol er fra Trævarerfabrikernes Udsalg // her . De andre billeder er inspiration fra Pinterest. Jeg ville bestemt også udnytte pladsen under bordet og stille kurve med nogle af Kalles legesager.

Reolvæggen er allerede præget af børn, men jeg tror jeg rydder lidt flere af mine bøger og gør plads til kasser med alt deres perler, piperensere og alverdens ting og sager.

Så er der blot tilbage at tale med min mand om det, ha – jeg kan jo få ham til at læse med her. Han havde en fridag i dag og har derfor været hjemme. I morgen tidlig skal alle mand afsted, undtagen jeg – i morgen starter min helt nye hverdag nemlig. Uhhh.

(Visited 3 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Dejligt inspirerende indlæg. Vi går selv med tanker om at lave lidt om på vores (dog meget små) rum herhjemme. Vi får en lillebror til foråret, så der skal laves lidt om. Bliver da helt nysgerrig efter at se jeres andre rum:-)

  • Dejligt inspirerende indlæg. Vi går selv med tanker om at lave lidt om på vores (dog meget små) rum herhjemme. Vi får en lillebror til foråret, så der skal laves lidt om. Bliver da helt nysgerrig efter at se jeres andre rum:-)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *