Hvor længe bliver man ved med at tælle år…uden

Forevigt måske?

Otte år er lige præcis gået i dag. Otte år siden jeg lige havde givet Alfred mad midt om natten og min far ringede med ordene ” mor er ikke mere”. Tiden læger, det gør den – men der går stadig ikke en dag uden savn. Ikke en dag uden at føle en snert af sorg over alt det som forvandt sammen med min mor. For det var ikke bare min mor som forsvandt. Jeg forsvandt også. Ikke hele mig, men en del forsvandt sammen med hende og alt det hun var. I starten troede jeg det ville komme tilbage igen, men her otte år efter – ja så ved jeg, at det aldrig kommer til at ske. Jeg kommer aldrig til at se livet helt på samme måde, som jeg gjorde inden hele helvede startede inde på Rigshospitalet.

Min far og jeg har været over ved hendes sten, vi har tændt to fine lys for hende og lagt efterårsgrene med bær i flotte farver. Vi er blevet enige om at plante et rosentræ, når foråret er tilbage. Vi har spist bøf med løg sammen med min lillebror og talt en lille smule om den periode som fulgte efter vores mors død. Brudstykker, for det er som om vi alle sammen har glemt mange af de dage…

Egentlig har vi haft en dejlig aften sammen med alle børnene, som har spist slik og set film. Og som Selma spurgte mig om, da jeg puttede hende for et øjeblik siden – “hvor længe har mormor været død i morgen”. Søde Selma i morgen har hun været død i otte år og en dag. Og så tænkte jeg ved mig selv, at jeg først tæller videre, når der igen er gået et helt år uden.

Kære mor,

Jeg savner dig. Hver dag.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hej Trine,
    jeg tror du aldrig skal stoppe med at tælle. Og det er helt OK.
    Det betyder også, at hun ikke bliver glemt og det er det vigtigste.

  • Hej Trine,
    jeg tror du aldrig skal stoppe med at tælle. Og det er helt OK.
    Det betyder også, at hun ikke bliver glemt og det er det vigtigste.

  • Kære Trine
    På mandag er det 11 år siden, at min mor døde. Jeg stopper aldrig med at tælle, mindes eller savne – og det er vel også et slags holdepunkt.
    I mange år, har det også været en måde at tænke tilbage på, at jeg en gang var nogens : nogens dyrebareste, nogens datter. Oktober har i de sidste 11 år været lortemåneden, hvor jeg bare mistede hele mit udgangspunkt. I år tog jeg en beslutning om, at lave om på det. Så i lørdags 20/10 blev min kæreste og jeg gift – og jeg blev nogens. Næste år vil jeg stadigvæk tælle. Stadigvæk huske at det d.29/10 er 12 år siden, at min mor døde – men ugen inden, vil jeg også tælle at det d.20/10 så er 1 år siden at jeg blev nogen hustru!
    Stort kram til dig Fra mig!

  • Kære Trine
    På mandag er det 11 år siden, at min mor døde. Jeg stopper aldrig med at tælle, mindes eller savne – og det er vel også et slags holdepunkt.
    I mange år, har det også været en måde at tænke tilbage på, at jeg en gang var nogens : nogens dyrebareste, nogens datter. Oktober har i de sidste 11 år været lortemåneden, hvor jeg bare mistede hele mit udgangspunkt. I år tog jeg en beslutning om, at lave om på det. Så i lørdags 20/10 blev min kæreste og jeg gift – og jeg blev nogens. Næste år vil jeg stadigvæk tælle. Stadigvæk huske at det d.29/10 er 12 år siden, at min mor døde – men ugen inden, vil jeg også tælle at det d.20/10 så er 1 år siden at jeg blev nogen hustru!
    Stort kram til dig Fra mig!

  • Jeg mistede min mor for 3 1/2 år siden -. I begyndelsen talte jeg dage uden hende – så uger og måneder. I de første mange mange uger kunne jeg næsten ikke holde det ud tirsdag kl. 10 – som var det tidspunkt hun døde. Med sorgen lidt på afstand tælle jeg nu ikke så meget mere. Men jeg har hende med i mine tanker meget af tiden – ofte flere gange dagligt. Jeg er faktisk lidt bange for at glemme – glemme hvordan det var at få et kram, glemme hendes stemme – så på den måde er sorgen okay – fordi jeg så husker hende.
    Men jeg tror også man er forandret forevigt når man mister en forælder – fordi man, som du skriver, mister en del af sig selv <3

  • Jeg mistede min mor for 3 1/2 år siden -. I begyndelsen talte jeg dage uden hende – så uger og måneder. I de første mange mange uger kunne jeg næsten ikke holde det ud tirsdag kl. 10 – som var det tidspunkt hun døde. Med sorgen lidt på afstand tælle jeg nu ikke så meget mere. Men jeg har hende med i mine tanker meget af tiden – ofte flere gange dagligt. Jeg er faktisk lidt bange for at glemme – glemme hvordan det var at få et kram, glemme hendes stemme – så på den måde er sorgen okay – fordi jeg så husker hende.
    Men jeg tror også man er forandret forevigt når man mister en forælder – fordi man, som du skriver, mister en del af sig selv <3

  • Det rører mig at læse dit indlæg om din mor. Min egen mor har kræft flere steder i kroppen og har det kronisk. Jeg forsøger virkelig at finde ud af det hele, men hvor er det svært, især når der er Knæk Cancer uge. Man går lige hele følelsesregistret igennem, når man ser de forskellige programmer og man bliver en ekstra smule bange for at miste. Det gør mig ondt at læse at du mistede en del af dig selv sammen med hende, men hvor kan jeg godt sætte mig i dit sted. Ens mor er jo så stor en rolle i ens liv og dermed også en kæmpe del af dig. Jeg væmmes ved tanken om at hun måske aldrig vil se mig blive gift eller blive mor.. Tak for indlægget, det fik mig lige af med nogle af mine egne tanker. <3

  • Det rører mig at læse dit indlæg om din mor. Min egen mor har kræft flere steder i kroppen og har det kronisk. Jeg forsøger virkelig at finde ud af det hele, men hvor er det svært, især når der er Knæk Cancer uge. Man går lige hele følelsesregistret igennem, når man ser de forskellige programmer og man bliver en ekstra smule bange for at miste. Det gør mig ondt at læse at du mistede en del af dig selv sammen med hende, men hvor kan jeg godt sætte mig i dit sted. Ens mor er jo så stor en rolle i ens liv og dermed også en kæmpe del af dig. Jeg væmmes ved tanken om at hun måske aldrig vil se mig blive gift eller blive mor.. Tak for indlægget, det fik mig lige af med nogle af mine egne tanker. <3

  • Kære Sophie, Åh tusind tak for din kommentar. Fik helt tårer i mine øjne, over din styrke – jeg synes det er så sejt at du har valgt at få sådan en rar dato ind i (den svære) oktober. Du har ret hele udgangspunketet for ens liv, det ryger sig lige en tur – og det tager bare lang tid at lande på begge ben igen. Sender dig gode tanker og kæmpe stort tillykke med dit bryllup. Kh T

  • Kære Sophie, Åh tusind tak for din kommentar. Fik helt tårer i mine øjne, over din styrke – jeg synes det er så sejt at du har valgt at få sådan en rar dato ind i (den svære) oktober. Du har ret hele udgangspunketet for ens liv, det ryger sig lige en tur – og det tager bare lang tid at lande på begge ben igen. Sender dig gode tanker og kæmpe stort tillykke med dit bryllup. Kh T

  • Kære Tina. Jeg kan følge dig 100 % i det her med at tælle. Jeg er også bange for at glemme og nogengange føler jeg slet ikke at jeg kan huske hendes ansigt og så bliver jeg helt bange. Du har ret, sorgen og tankerne gør at man husker – og nok især kærligheden. For selvom de er døde, så er kærligeden der stadig og helt den samme. Vi er heldige at vi har haft sådan nogle dejlige mødre. Sender dig masser af tanker. Kh T

  • Kære Tina. Jeg kan følge dig 100 % i det her med at tælle. Jeg er også bange for at glemme og nogengange føler jeg slet ikke at jeg kan huske hendes ansigt og så bliver jeg helt bange. Du har ret, sorgen og tankerne gør at man husker – og nok især kærligheden. For selvom de er døde, så er kærligeden der stadig og helt den samme. Vi er heldige at vi har haft sådan nogle dejlige mødre. Sender dig masser af tanker. Kh T

  • Kære Anna, Tak for din kommetar. Jeg bliver ked af at læse, det som du er i lige nu. Åh, den lortesygdom! Jeg er også lidt træt af knækcancer, selvom det er verdens bedste sag, men det er hårdt med alle de personlige fortællinger. Men det gør også at vi står sammen. Det er sådan nogle store dage at blive gift og få børn og helt forkert, når ens mor ikke kan være med. Jeg håber sådan du får lov til at beholde din mor lang tid endnu. Sender dig tanker og kram. Kh T

  • Kære Anna, Tak for din kommetar. Jeg bliver ked af at læse, det som du er i lige nu. Åh, den lortesygdom! Jeg er også lidt træt af knækcancer, selvom det er verdens bedste sag, men det er hårdt med alle de personlige fortællinger. Men det gør også at vi står sammen. Det er sådan nogle store dage at blive gift og få børn og helt forkert, når ens mor ikke kan være med. Jeg håber sådan du får lov til at beholde din mor lang tid endnu. Sender dig tanker og kram. Kh T

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *