Hustanker vs. Nørrebro

Da jeg forleden spurgte ud, om der var noget I gerne ville have jeg skrev om her på bloggen, fik jeg simpelthen så mange gode bud. Tak for det. Et af dem der gik igen flere gange, var det her med, at vi har valgt at bo i byen i en lejlighed. Om ikke vi har haft tanker om at flytte ud af byen i et hus. Især fordi vi har børn.

Og jo, det er selvfølgelig noget vi har overvejet af flere omgange, men nok aldrig sådan rigtig seriøst. Vi er begge to opvokset i hver vores parcelhus i et grønt børnevenligt område tæt på fodboldbaner, stisystemer og skole. Søren i nord og jeg i syd. Da jeg var barn, var en af mine allerstørste drømme, at bo på en stor bondegård med marker, masser af dyr og skove. Jeg har min gamle venindebog liggende fra folkeskolen og de sider, som jeg selv har udfyldt, står der hver gang under mit højeste ønske, at jeg gerne ville bo på en bondegård. Den drøm holdt dog ikke ved op igennem min ungdom. Jeg ved ikke helt hvornår København begyndte at trække i mig, men jeg ved at det skete på et tidspunkt. Mens jeg læste til sygeplejerske i Næstved, der vidste jeg godt at jeg ville til København, når jeg var færdig. Jeg havde en veninde fra gymnasiet i Vordingborg, som var flyttet til København og jeg lappede mine weekender inde hos hende i mig. For mig var byen eksotisk og nærmest sådan lidt Sex and the City agtig. Jeg elskede larmen, menneskene, lejlighederne, frugtboderne og de små gader med farvede facader. Friheden. Da jeg mødte min mand, boede han på Nørrebro og vi flyttede sammen i hans fine lejlighed. Det var også der vi blev forældre til vores første barn. Lejligheden blev for lille og vi begyndte at kigge efter noget større og gerne stadig på Nørrebro. Den bydel, vi begge har tabt vores hjerter til. Jeg tror slet ikke, at vi på det tidspunkt med en knap 1 årig dreng overvejede at flytte ud af byen. Vi fandt derfor en anden lejlighed, ret tæt på den vi i forvejen boede i. Jeg husker at vi op igennem årene talte om, at hvis vi skulle ud af byen, så ville det give god mening at flytte, inden skolestart for vores Alfred. Dengang lå det uendeligt langt ude i fremtiden, men pludselig var vi jo alligevel der, hvor Alfred nærmede sig seks år og der var vi ikke rigtig klar til at forlade vores lejlighed. Vi havde dog, ikke lagt vores hustanker helt væk og vi var også ude for at se på lidt forskellige huse – for måske drømte en lille del af os alligevel om hus med have, kvarterer med masser af børn, vejfester og andre goder ved livet på villavejene i provinsen. Det blev dog kun ved drømmen. På det tidpunkt, havde min mand et job, som mere eller mindre kun fandtes i København og med næsten ingen hjælp i hverdagen til hentning og bringning af vores børn – så var logistik nummer et i forhold til vores prioritering, vi kunne således ikke flytte for langt væk fra vores hovedstad og husene i og omkring København, ja de koster for det meste spidsen af en jetjager, så det var ikke rigtig en mulighed.

Mit helt almindelige parcelhus, som jeg voksede op i. Mine forældre købte det da de var 20 år tror jeg nok og de boede i det, lige indtil min mor døde. Mit værelse var i midten. det ser måske ikke ud af meget, men jeg har nogle af mine bedste minder derfra. Der var en kæmpe have omme på den anden side og skov lige bagved huset.

Selvfølgelig har vi haft en lille drøm om hus, have og endda også noget ligusterhæk – men det har aldrig været en altoverskyggende drøm. Jeg tror vi med vores lejlighed og dens beliggenhed har været rigtig heldige, for vi har meget af det, som et hus også har. Vi bor lige op af ByOasen (de gamles by) med grønne områder og masser af dyr, vi bor tre minutter fra Fælledparken og fem minutter fra Assistens Kirkegården. Vores ungers skole ligger få meter fra vores lejlighed og det gør både børnehave og vuggestue også. Vi kan gå til alt. Vores vej er bitte lille og musestille. I vores gård er der legekammerater og i det hele taget er her trygt og meget familievenligt. Men altså vi har jo ikke vores egen have og det der med bare at åbne døren for at gå udenfor, det drømmer jeg altid om når det er sommer. Også selvom de store bare går i gården selv, så skal jeg ofte med, fordi Kalle også vil ud. Til gengæld, så har vi jo sommerhuset og når vi er der, så lever vi huslivet i fuld flor. Vi nyder den åbne terrassedør, græs under fødderne og at vi snildt kan sende ungerne ud, uden vi behøver at gå med.

Vores nabo “ByOasen” med kælehøns og andre dyr.

Hvis ikke vi havde været så heldige med vores lejlighed og havde et sommerhus – så havde tingene måske set anderledes ud. Lejligheden, som vi i princippet købte helt i blinde med kun et barn. Det var rent held, at den rent faktisk havde en størrelse og de rette muligheder i forhold til at huse fem mennekser i sig. Det er en andel og den er 128 m2. Det er to sammenlagte lejligheder, en tre’er og en to’er – og i med det ene køkken er nedlagt, giver den os et helt værelse ekstra. Vi vidste ikke at vi skulle have tre børn, da vi købte den og ærlig talt, så mindes jeg heller ikke vi sådan gik særlig meget op i hvor skolen lå. Men man har lov, at være heldig i boliglotteriet nogengange.

Da vi købte den, gik det ret trægt med salget af andelslejligheder i København, den havde derfor været til salg længe hos en mægler. Vi bød på den og lige præcis den dag min mor døde, hvor min far, min lillebror og jeg havde været inde på Rigshospitalet for at se hende, for at sige farvel – der ringede Søren til mig, mens jeg var på vej hjem til Vordingborg sammen med min familie. Han sagde til mig, at han godt vidste det var en lorte timing, men han ville bare fortælle mig at lejligheden var vores. Jeg husker ikke, at jeg sådan rigtig følte noget og jeg havde heller ikke rigtig været til stede i forhold til at byde og sådan. Heldigvis for min mand og hans skarpe hovede, så havde han set mulighederne i den meget ramponerede lejlighed. Vores familier syntes vi var godt tossede, for vi kom fra en lejlighed, som var fuldstændig nyistandsat og nu stod vi med lille Alfred, mig i dyb sorg og en renovering. Jeg husker den ene gang vi så den, inden vi bød på den – vi kom sammen med min far en søndag morgen sammen med mægleren. Inde i lejligheden, som på det tidspunkt var fremlejet af sælgeren, lå der seks unge drenge i hver deres rum og sov brandert ud, mens vi gik rundt og prøvede at se alle rum. Midt i den ene stue, havde de bygget en bar i sådan nogle meget voldsomme glassten. I guder altså. De havde simpelthen glemt at vi kom – heldigvis, kunne vi se igennem alt rodet, de sovenede drenge og baren i stuen og valgte altså at slå til.

Min mand og min lillebror knoklede i den lejlighed, mens jeg var alene med Alfred. Jeg var stadig på barsel og meget meget trist. Hver dag gik jeg med Alfred i klapvognen ned for at se, hvordan det skred frem med arbejdet. Det holdt mig i gang og især, da vi kom til selve indretningen, så kunne jeg bruge mine tanker på det. Jeg pakkede hele vores hjem ned i kasser, mens Alfred hev det meste op igen, og sådan gik dagene, indtil vi kunne flytte ind i vores nye hjem i hjertet af Nørrebro. Jeg husker den første nat i den store lejlighed, duften af ny maling, de nye lyde og glæden ved at det var vores hjem. Jeg husker også, at jeg allerede der tænkte på, at det var mærkeligt, at bo et sted som min mor aldrig havde set. Nå, men alt det er en helt andet snak.

Jeg ELSKER vores lejlighed og jeg er vild med byen. Det var vores held midt i alt det lort som ellers skete i vores liv, at vi landende lige her i den fineste lille landsby midt i det hele. Var vi landet et andet sted, eller ikke haft mulighed for at købe – så var vi nok blevet så længe vi overhovedet kunne i den første lejlighed og så var det meget muligt, at vi var flyttet i et hus ude af byen, når tiden til skole var kommet. Jeg ved det ikke.

Jeg tænker nogengange er mine ungers barndom er meget anderledes end min egen ude på landet. Den er anderledes, men hverken bedre eller værre. Måske er det bare mig, men jeg synes der kan være en tendens til, at fremstille det lidt som om, at det er bedst for børn at vokse op udenfor byen i et hus. Jeg synes faktisk, at det er en gave for børnene, at de vokser op i byen. Her er så højt til loftet, masser af kultur og diversitet og istedet for vejfester er der gårdfester. Ha. Det kan hver sin ting og så alligevel helt det samme. Det vigtigste er dog bare at vi er sammen. Men man skal aldrig sige aldrig, måske vi pludselig får nok af byen og vil noget andet. Måske.

(Visited 20 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg elsker også byen og alle dens muligheder. Men bare det at være her. Vi bor meget fredeligt lige ved Landbohøjskolens Have og samtidig også tæt ved Gammel Kongevej. Vi kan vælge roen og vi kan vælge byen til, som vi synes. Jeg ELSKER det, som Kbh kan. Jeg arbejder ved havnen og kan sidde og følge med i livet på vandet fra min pind. København er fantastisk. Og mit hjerte er på Frederiksberg. Og Nørrebro. Hvor vi også har boet i en del år. Vi har også prøvet provinsen. Det var ikke for os, men det kan bestemt også noget og meget. Men jeg følte mig ret alene og isoleret i hverdagene og især i vintermånederne, hvor det er mørkt og ingen rigtig kommer uden for deres matrikel. Og jeg brød mig ikke om at føle mig så distanceret til København, som jeg gjorde. Men vores børn trivedes der nordpå og det var ikke en nem beslutning eller uden omkostninger at flytte tilbage. Så mit motto og efterrationalisering (til mig selv) efter de her flytninger frem og tilbage mellem Kbh og Nordsjælland er: Trives man, hvor man er lige nu, så bliv! 🙂

    • Hvor er I bare seje, at I lyttede til jer selv og flyttede tilbage. Kan godt forstå det var en svær beslutning. Pyha. Ja, begge dele kan rigtig meget, men vigtigst af alt er at man er glad og trives. Så du har ret, vi bliver – i hvert fald for nu 🙂

  • Jeg elsker også at bo på nørrebro. Vi bor også klods op af de gamles by og børnenes vuggestue og skole. Vi har en skøn og social gård, med massere venner til både voksne og børn:) Både min mand og jeg arbejder i indre Kbh og har derfor virkelig kort cykleafstand til arbejde og det er måske en af mine allerstørste grunde til at jeg gerne vil blive i Kbh, nemlig ikke at skulle bruge “dyrebar” tid på pendling. Og selvom jeg er vokset op i hus med have og strand for enden af vejen, synes jeg der er så mange fordele ved det liv vi lever her i byen. Der er da noget i mig, der ikke ville have noget i mod at flytte tilbage til Hellerup, hvor jeg voksede op. Eller Valby, Emdrup, Vanløse… sådan cykelafstand til Kbh. K, men så skulle vi nok lige vinde mindst 5 millioner til huskøb først.

    • Ha ha, ja eller 10 ;).
      Det er også en af vores helt store tanker – tiden, som er så uendelig kostbar. Jeg elsker at man kan cykle eller gå til det meste. Det er altså noget helt særligt. Vores Nørrebro er så fin 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *