Guide: Mallorca i roligt tempo i og omkring Can Picafort

Vi har endnu en gang haft den dejligste ferie, jeg overhovedet havde turde drømme om. Bedre faktisk. Jeg har jo allerede skrevet om “vores” sted i og omkring Can Picafort tidligere, men vores børn har vokset sig endnu større og dermed er de også blevet mere mobile, så vi får også udvidet vores repertoire i forhold til at komme ud og se lidt mere til smukke Mallorca.

Vi har ikke været der så tidligt på sæsonen før, men det kan virkelig anbefales at rejse i pinsen, hvis man altså har den mulighed. Det er stadig ikke alt for varmt og på den måde er det lettere at bevæge sig omkring, når man ikke hele tiden er ved at segne af varme.

Allerede dagen efter vi kom, fandt børnene nogle at lege med. Det var en sød familie, som simpelthen havde valgt dette sted, efter min sidste anbefaling. Sikke lille verden nogengange kan føles, og faktisk blev jeg også helt stolt over min lille blog. Det var perfekt med søde legekammerater og søde voksne. Efterfølgende er I mange som har skrevet at I også har booket en rejse til Can Picafort og flere har spurgt efter mere info på hotellet, så det hele kommer altså samlet lige her. Sammen med en lettere billedestorm.

Jeg er altid forundret over dem, som formår at besøge alle de rigtige fancy spisesteder og caféer, sådan foregår det altså ikke med tre børn, men jeg synes alligevel at vi fik set det vi gerne ville denne gang. Det er total optur at rejse med børnene. Det har det hele tiden været, men det bliver altså bare federe og federe og noget helt andet, end sutter, lurer, bleer, brystmælk og babymos. Jeg jubler over, at vi er ovre alt dette og bare kan tage det i det rolige tempo vi har lyst til, uden at skulle overholde alle mulige rutiner. Jeg elskede at have helt små børn, men jeg kan mærke at jeg er videre nu og det føles både helt rigtigt og helt dejligt. Så manglende underliv eller ej, så mærker jeg en helt ægte ro i forhold til aldrig nogensinde at skulle være gravid og have små nuttede babyer i hjemmet igen. Rimelig heldigt, når det overhovedet heller ikke er en mulighed. Måske er det en helt særlig 40 års ro, der er landet over mig.

Noget af det som vi er faldet for ved Valentin Hotel på Mallorca, er at det hele er meget roligt. Der er fuglefløjt og ganske stille, selvom der er en børnepool og dermed en del unger. Det ligger tæt ved en vej, hvor den lokale offentlige bus har et stoppested, så det er super nemt at komme omkring, hvis ikke man har en bil. Man kan desuden snildt tage bussen fra lufthavnen i Palma til hotellet. Det tager cirka 45 minutter.

Playa de Muro

Lige på den anden side af vejen er der et stykke skov, som er et fredet naturreservat. Efter en kort tur igennem, hvor man det sidste stykke går på en træbro, så kommer man ud til det smukkeste syn. Det blå middelhav omgivet af bjerge. Jeg bliver helt paf hver gang jeg ser det, for det er simpelthen så smukt. Det minder mig om Thailand. Jeg elsker havet og hvis jeg skal bade, så vil jeg helst bade i havet. Men på det punkt, har jeg måtte overgive mig – for alle tre børn, vil bare helst bade ved poolen. Øv.

Can Picafort

Omkring to kilometer fra hotellet ligger byen Can Picafort. En stille og rolig fiskerby. Vi er gået derind, men igen er det også let lige at tage bussen, hvis nogen har små trætte ben. Der er en rigtig fin havnepromenade og mulighed for lidt shopping. Hvis man bevæger sig lidt væk fra de værste turistfælder, så er det en virkelig fin by med meget historie.

Der er desuden ret meget kunst rundt omkring. Mange malerier på facader, både de store slags som her, men der er også mange små fine alle mulige steder. Og så er der de ranke figurer, som står flere steder langs vandet.

Vi forelskede os lidt i det her store hus med røde skodder. Det var bare så smukt.

Sóller

Denne gang lejede vi bil to af dagene. Det er nemt med den offentlige bus, men også virkelig rart, at kunne køre afsted på egen hånd – bare sådan ud i det blå. Som barn har jeg rejst en del rundt på Mallorca og min far har talt meget om Sóller, som jeg har besøgt som lille, men ikke kan huske. Først overvejede vi at tage bussen til Palma, hvorfra der går et gammelt veterantog til Sóller. Det skulle eftersigende være den smukkeste tur gennem bjergene – men vi blev enige med os selv om, at turen ville være lidt for omstændig for børnene. Så istedet lejede vi en bil og drønede mod Sóller.

Byen er blandt andet kendt for sine mange appelsinplantager. Der var vitterligt også både appelsin og citrontræer alle vegne. Det er måske nok lidt skørt, men jeg synes stadig det er sådan lidt eksotisk med sådanne frugter, også selvom min lokale blomsterhandler sælger citrontræer ned spå hjørnet her på Nørrebro og Instagram flyder over med dem. Men når de står der i deres naturlige element, så kan det bare noget helt andet.

Jeg er  fuldstændig forgabt i de små gader og stræder. Tænk at bo derinde bag de tykke mure. Det må være sådan en særlig måde at bo på, der bag lukkede skodder i sommermånederne. Efter vi havde snust lidt rundt i byen, så fandt vi sporvognen som kører ned gennem de smalle gader, forbi frugtplantagerne og ender så til sidst nede i bunden, hvor havnen og stranden befinder sig.

Havnen er smuk omkranset af bjerge og endnu flere små gader. Vores børn var sultne, da vi ankom og selvom vi helst ville finde et lille sted oppe i gaderne, så ende vi på en turistfælde på havnen, hvor vi fik turens dyreste frokost. Men den var heldigvis også rigtig god. Vi sad med udsigt over bjergene og med havnens travle liv under os, så det var alligevel et godt sted.

Vi valgte lidt forskelligt tapas og jeg er simpelthen blevet hooked på der er overdrevet lækre grønne peber, som er en blanding mellem chili og peberfrugt. Jeg skal helt sikkert selv forsøge mig med at lave dem herhjemme. Jeg har set at de også bliver serveret mange steder her i København og de kan købes friske i torvehallerne. De hedder “Pimientos de padrón” og spises hele som de er.

Jeg er bare så glad for, at vi kom afsted til Sóller. Det tog cirka 50 minutter i bil fra Can Picafort. Og turen i sporvognen tager 20 minutter fra centrum og ned til havnen. Bonus, ved selv at køre er også at man får set meget mere på vejen. Vi valgte at køre dertil, via de små veje og vi kom virkelig ud på landet på den måde.

Alcudia Old Town

Jeg fyldte jo også 40 år undervejs, ja egentlig var det selve grunden til at vi rejste til Mallorca. Ikke at vi gjorde meget andet ud af det, for rejsen var ligesom gaven i sig selv. Men min mand og mine børn havde taget pynt med og også lidt gaver. Hjemmelavede gaver fra børnene og de dejligste kort fra dem allesammen. Vi besluttede at tage bussen til den game bydel i Alcúdia. Jeg kan egentlig ikke fordrage Alcúdia, i hvert fald ikke turistdelen, men den gamle bydel er helt fantastisk. Virkelig! Det tager omkring 25 minutter med bussen og den stopper lige ved bydelen. Der er små fine butikker, hyggelige restauranter og igen alle de smalle gader. Der er sjældent særlig mange mennesker i gaderne, kun lige omkring torvet og den lidt bredere gade med flere butikker.

Der var det her meget pæne keramik og jeg er så træt af mig selv over, at jeg ikke købte noget – det var endda ikke særlig dyrt. Jeg følte dog ikke rigtig vi havde plads i kufferten og jeg var bange for det ville gå i stykker. Men jeg ville ønske, at jeg havde taget chancen!

Der er krukker alle steder med grønne planter. Det er sådan et inspirerende sted og jeg er glad for at jeg fejrede min fødselsdag lige der.

Dagen før min fødselsdag, var vi ude at bade og mens jeg lå der i vandkanten – min sidste dag i trediverne, så bad jeg da lige Søren om at tage sådan et lidt lækkert billede af mig. Det gik jo skide godt…(indsæt grine og græde smiley)


Så gik det trods alt bedre på land på selve dagen. Ha! Vi sluttede hjemme på hotellet som vanligt med buffet. Tjenerne havde pyntet vores bord med adskillige falske blomster og glimmer. Det var gyseligt, med på en og samme tid også helt fantastisk. Det var den bedste fødselsdag jeg kunne drømme om, men – for der er et men, som min mand skrev i kortet, så valgte jeg igen familien fremfor mig selv med denne ferie. Jeg kan mærke jeg også har brug for lidt fest, så sidst på sommeren holder jeg min fødselsdag igen for mine veninder. Det bliver godt.

Lejlighedshotel Valentin Playa de Muro

For lige at komme tilbage til vores sted. Så består det af små bungalows med eget køkken. Vi havde bestilt halvpension og får derfor morgenmad og aftensmad. Til frokost handlede vi ind i supermarkedet og lavede selv frokost på terrassen. Området er et naturreservat, som man går gennem på vej ned til stranden som ligger 200 meter væk. Den nærmeste by er Can Picafort og ellers er det nemt at komme omkring med den lokale bus, som stopper lige udenfor hotellet.

Hotellet ligger ca. 45 minutter væk fra lufthavnen i Palma.

Vi bestiller direkte hos Valentin Hotel, men det kan gøres flere steder – fx hos Booking.com . Og så er det bare med at finde flybilletter derudover. Når man bestiller halvpension, så er det uden drikkevarer, så det skal man altså lige huske. Derfor er det også rart med køkkenet i Bungalow’en, for dagen igennem sørger vi selv for at have noget at drikke fra supermacado.

Hvis vi skal afsted igen, så er næste sommer vores sidste chance, for der er desværre kun plads til fire mennesker. Med mindre den femte kan være i sådan en rejseseng som de stiller op dernede. Det kan Kalle nok sagtens om et år, men så er det også slut. Øv. Derefter skal man ud i at have to bungalows.

Som sagt er stedet meget roligt, om aftenen er der en halv time, hvor børnene danser – der er ingen scene, så de stiller bare lige en lille højtaler ud. Derefter er der nogengange en lille mand med en guitar eller andet i den stil. Men alt i alt er det stille (og alligevel børnevenligt) og de fleste tager nok til Valentin på grund af roen og de smukke omgivelser.

Adios.

(Visited 49 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Det er det skønneste sted! Vi var der en uge sidste sommer, efter jeg havde læst om det hos dig:-) Og det skuffede bestemt ikke. Vi var ret imponerede over servicen – den er meget børnevenlig, hvilket man har brug for, når man rejser med en 2-årig:-) Med dit indlæg her, er jeg ret sikker på, at vi bliver nødt til at booke en tur derned igen næste år:-)Tak for nogle dejlige Mallorca-billeder. Og stort tillykke med fødselsdagen!

    • Ihh, hvor lyder det dejligt. Det får mig sådan til at smile, at andre kan få glæde af det lidt underspillede sted. Det er perfekt for små og lidt ældre børn. Tror også vi lige må tage en sidste runde til sommer :).
      Tak for lykønskning.
      Kh Trine

  • De lækre grønne pebre som vi også er helt vilde med, helst dem fra vores stamsted i Madrid.. kan købes i Kvickly og Brugsen ganske tit. Steg dem på pande, grill eller ovn med masser af salt.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *