Fødselsdagsweekend for vores Kalle

Da jeg var gravid med vores første barn gik jeg fem dage over termin. Alle sagde ved min anden graviditet, at så ville jeg sikkert føde før tid. Jeg gik tolv dage over termin. Ved min tredje graviditet, sagde alle, at jeg helt sikkert føde før termin. Der gik fjorten dage og for første gang så gik jeg ikke selv i gang. Jeg fik en lille pille omkring klokken 13 og Søren og jeg gik en tur på café, mens ungerne var i børnehave. Det begyndte ret hurtigt at nive lidt, men ikke noget vildt. Vi tog hjem, fik hentet de store – som var bitte små for tre år siden, men efter Kalle kom, så var det som om de pludselig var store. Min far var hos os, sådan så han kunne passe på dem, hvis jeg pludselig skulle føde. Klokken 20.30 gik mit vand og jeg fik veer. Jeg blev af Søren fragtet på Riget i Christinia Cyklen mellem to veer og ud kom vores lille Kalle. Helt magen til de to andre.

Og nu er han tre år. Stor og stadig så lille. Vi har fejret ham hele weekenden. Med sang, kager, små veninder, familie og gode gaver. Det har i sandhed været en fest, men nu er jeg træt og lidt flad på batteriet. Morgenen startede med en tur til lægen med Kalle, som skulle til tre års undersøgelse og om et par timer skal jeg hente Selma i skolen, fordi hun skal til øjenlæge. Så er mandagen ligesom i gang. Jeg går og pakker fødselsdagsløjerne ned og væk, men ikke for langt væk – for på fredag har Søren fødselsdag og i marts har Alfred. Alle mine mænd indenfor tre ugers tid, så er den klaret og så os to piger i juni. Vi er åbenbart opdelt i køn, når det kommer til fødselsdage.

Børn på tre år er seriøst SÅ sjove. For mig er det den sjoveste alder, de er blevet til ægte mennesker og sproget blomstre, men stadig med helt forkerte ordstillinger og ord. Motorikken, gør ofte at det ligner de har drukket – ha, jeg elsker det. Alle aldre har selvfølgelig hver deres, men tre år er virkelig noget ganske særligt synes jeg.

Sådan en tre års fødselsdag er den første fødselsdag, hvor fødselaren sådan rigtig forstår konceptet. Kalle som er lidt genert, var til tider ved at krybe ind i sig selv, men det meste af tiden elskede han at han fik lov til at være midtpunkt.

Og ellers så er han jo så heldig at hans to søskende straks går i aktion for at passe på ham. De gik så meget op i fødselsdagen, de lavede bordkort, lavede ansigtsmaling på Kalles gæster og sørgede for at Kalle var glad. Shit han er heldig.

Små blomstrede godteposer. Vi går ikke så meget i at opdele farver i “drenge og piger farver” herhjemme. Kalles yndlingsfarve er stadig lyserød, dog skarpt efterfulgt af rød, da han er blevet meget stor fan af Lynet Mcqueen. Så sjovt at opleve det igen. Alfred så Cars, da han havde samme alder og nu ser Kalle Cars 3 og er helt opslugt.

Verdens nemmeste børnesnack. Fuldkorn Mariekiks med glasur og pynt. Ungerne elsker at lave det og fint ser det ud.

To dage med kager, pølsehorn, pizzasnegle og andet kulhydrat. Jeg er så klar på at være sund i denne her uge. Jeg føler mig som en ballon indvendig.

Nu vil jeg pakke resten sammen, inden jeg skal hente Selma. Ugen her byder på et par spændende møder, en ny sofa som lander hos os i morgen og så skal Søren og jeg ud at spise på fredag hvor han fylder 42 år.

Jeg er forøvrigt kommet sådan i tvivl om min egen 40 års fødselsdag. Jeg havde egentlig tænkt at holde en fest. Hældte mellem at holde en fest for alle, men tænkte så at holde en fest kun for mine veninder – men nu tænker jeg faktisk lidt, at vi måske hellere skulle tage en forlænget weekendtur til en storby. Bare os fem. Er det kedeligt?

Jeg ønsker jer en dejlig uge. Det ligner forår udenfor mine vinduer, jubi.

(Visited 9 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Tillykke med ham, sikke en dejlig alder, som du skriver. Vi har kun fejret 1 års fødselsdag og hun forstod absolut intet af det ud over af gavepapiret var sjovt 😀 Glæder mig til hun forstår lidt mere af det

    • Mange tak. 1 års er også helt særlig, den første efter fødslen – ja faktisk er alle fødselsdage særlige, men de har hver deres lille kendetegn. Kærligst fra Trine

  • Vildt god ide med kiksene!

    Jeg ville klart vælge den forlængede weekend – det er bare så mega hyggeligt at være på tur alle sammen. Vi har bl.a. været i Paris med 3 børn, da de var omtrent jeres børns alder. Og det var en succes. Vi var ved Eiffeltårnet både om dagen og om aftenen, sejlede på Seinen, og var i Jardin de Luxembourg, der ligger ved mit yndlingskvarter, Saint Germain de Pres. Og spiste en masse crepes. Nå, men i hvert fald så er Paris altid en god idé, synes jeg. Både med og uden børn.. 

    • Det tror jeg simpelthen også det bliver. Er ude i noget Berlin, men du har da ret Paris kunne også være perfekt. Også med børn. Uhh så mange muligheder. Det bliver helt sikkert med børn, for vi har ikke mulighed for pasning. Jeg mp snart se at få booket noget lækkert til os.
      Tak for Paris tips. Kh fra Trine

  • Måske skulle du bare gøre det hele… veninde hygge fex på en cafe, familiemiddag evt med gode vennepar og så en smuttur et sted hen. Dyrt ja men dejligt. 40’erne er en skøn tid. Da jeg blev 40 holdt jeg venne/familliefest hjemme weekenden før. Aftenen fær holdt jeg veninde/kollega kaffe i Tivoli kl 20; de betalte selv indgangen, jeg gave kaffe og kage og vi sluttede af med fyrværkeri da det var onsdag i august og på dagen morgenmad med børn og et par overnattende veninder. Jeg var nyskilt så derfor ingen smuttur men havde jeg haft en mand havde jeg booked to nætter i Madrid Håber du kan blive inspireret.
    Og så tak for at dele dine overvejelser og handlinger i forbindelse med din familiære disposition for brystkræft 🎀 ☀️☀️☀️ Lene

    • Kære Lene,
      Elsker du gav den fuld skrue. Madrid lyder som en rigtig god idé. Vores ombygning har gjort at vi ikke kan det hele, men en weekendtur og noget tam tam for mine veninder tror jeg måske det bliver. Tak for din kommentar, så dejligt. God dag fra Trine

    • Hej Cathrine,
      Den bliver hentet i dag. Jeg har givet den væk gratis, da den trænger til rens efter tre unger.
      Kh Trine

  • Stort tillykke med Kalle. Jeg elsker, at I ikke er så farveforskrækket. Min den yngste i den alder elskede orange, han var derfor ofte klædt fra yderst til inderst i orange. Det var så voldsomt, at lederen af børnehaven købte orangestrømper til ham, da hun faldt over dem 😊 Mht fødselsdag, min mand blev 40 år i december, der tog vi til NY. Jeg bliver 40 år til næste år og drømmer om, at tage familien med til østen. Men måske jeg holder lidt hygge med mine piger også.

    • Tusind tak. Fedt, farver er simpelthen bare for alle og ligegyldigt om der er orange, lyserød eller blå. Åhr mand, gad godt til NY, men tænker at vente til ungerne bliver større. Vi har ikke rigtig mulighed for en tur uden børn. Desværre.Måske Berlin :). DRømmer så meget om endnu en tur til Østen. Og ja også lidt hygge med veninderne, det kan man altid. God dag fra mig

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *