Fødselsdag og savn

Så blev det endelig den 19. marts. Vores Alfreds fødselsdag. Han har glædet sig så meget, at han de sidste dage dårligt nok har kunnet være i sin egen krop af bar spænding.

Og sikke en fin dag det har været. Solen skinnede allerede, da jeg stod alt for tidligt op, på grund af en lille bitte vis herre som også bor her. Vi fik bagt boller og tændt stearinlys, inden vi vækkede Selma og gik ind for at synge fødselsdagssang for Alfred, som traditionen tro, sov yndig rævesøvn. Han har sikkert ligget klar længe. Søren havde et møde i Jylland og var desværre ikke hjemme, så jeg følte lidt, at jeg måtte kompensere for den manglende voksne i husstanden. Jeg skrålede derfor morgensangen for fuld styrke (undskyld naboer).

Det var sådan en hyggelig morgen, selv på trods af den hidsige treårige, som selvfølgelig lige lavede et par scener. Den lille lort. Noget der slog mig, var den måde Kalle og især Selma gik op i, at det var Alfreds dag. De var nærmest lige så spændte på hvad der var i gaverne, som Alfred selv og glædede sig stort på hans vegne. Det er altså bare sådan noget, der gør en mor stolt. Jeg bliver i hvert fald. Det her med, i det hele taget, at kunne glæde sig på andres vegne, det er en meget fin kvalitet at tage med sig videre i livet og egentlig er det også noget vi har gjort noget ud af at lære dem alle tre. Fedt når det langt hen af vejen er lykkes.

Der er tre årsager til at Alfreds fødselsdag for mig er speciel. For det første fordi han er min førstefødte. Det var ham, der gjorde mig til mor for første gang og det er altså noget ganske særligt. For det andet fordi, han er ham. For han er (selvfølgelig) den bedste dreng i hele verden. For det tredje fordi han var den, der gjorde min mor til mormor. Min mor levede stadig da jeg blev mor. Jeg husker dagene op til terminen,  jeg husker følelsen af at gå dage over. Jeg husker veerne, som kom hurtigt efter, at jeg troede at jeg havde tisset i sengen. Jeg husker fødslen. Jeg husker følelsen af, at have ham liggende på mit bryst lige efter han var kommet ud. Jeg husker mine forældre og hvordan de kom listene ind på fødestuen med en kurv med flag og champagne. Jeg husker måden min mor kiggede på mig og på Alfred. Jeg husker, hvordan jeg næsten med det samme fik en endnu større respekt for hende. Jeg husker, hvordan hun pakkede ham ind i dynen, mens hun snusede ham ned i det sorte hår. Alt det husker jeg helt tydeligt. Jeg husker min fars våde øjne. Og Sørens.

Efter min mor blev syg og døde er der nogle blanke sider omkring min barsel sammen med Alfred og det gør mig lige ked af det, hver gang han har fødselsdag – for jeg føler mig som en dårlig mor, når jeg ikke helt kan huske ham som ganske lille. Min første, som jeg burde kunne huske så meget af. Jeg husker savn, den manglende søvn, det sorte hul indeni mig, sårbarheden, den uendelige kærlighed, beskyttertrangen og tristheden. Jeg husker at være der, men ikke at være der.

Og så gør det mig trist, endnu engang at fejrer noget i livet, uden at kunne dele det med hende. Jeg har flere gange lige kigget op og husket på den glæde min mor skreg ud, da vi fortalte hende at jeg var gravid.

Heldigvis har jeg været tilstede lige siden og jeg har på allerførste række set min lille baby vokse sig til en stor og stærk dreng. En følsom fin dreng, som altid vil være noget særligt, ligesom de to andre er – bare på andre måder.

Jeg kunne ikke være mere stolt som mor. Vores Alfred, vores Alfebasse, min tusse ❤️ .

(Visited 12 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Åh hvor jeg kender det der med det savn til sin mor. Jeg har siddet og tudet lidt på jobbet i dag, fordi jeg skrev til min søster, at jeg sådan savnede at sidde i mine forældres stue og spise morgenbrød, som min mor altid brugte uendelig lang tid på at hente i Føtex, når vi kom, fordi hun altid liige skulle tjekke tilbud mv. :-). Så kom savnet lige op. Selvom det er 5 år siden, hun gik bort. Det forsvinder nok aldrig helt, det savn. Tillykke med ham i øvrigt!

    • Åh kære Rikke, fem år er jo ingen tid. Jeg forstår godt du savner. Og det er skægt som det altid er de helt små ting man kan savne. Morgenbrød lyder hyggeligt. Selvom det er hårdt, så tænker jeg ofte at savnet er et symbol på den kæmpe store kærlighed. Kærligheden som jo stadig er der❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *