Fødselsdag: Bloggen er (åbenbart) fyldt 2 år

Det kom jeg da lige til at tænke på og måtte derfor tjekke op på om ikke det kunne passe og jo, den var god nok. Bloggen blev søreme to år for omkring to uger siden. To år sgu! Jeg kan simpelthen ikke glemme at det kun er to år siden jeg besluttede mig for at starte en blog, et sted jeg kunne putte mine ord og mange billeder hen. En blog der på forunderlig vis er blevet mit arbejde.  Når jeg tænker over det nu, så tror jeg faktisk mest jeg startede den i ren og skær kedsomhed. Jeg var rent arbejdsmæssigt et sted i livet, hvor min tredje og sidste barsel nogensinde næsten lige var slut og jeg var derfor tilbage på arbejde. Jeg var i en periode, hvor jeg var ved at mærke efter inde i mig selv i forhold til at ville noget andet. Jeg havde en følelse af, at det jeg lavede, bare ikke var der jeg skulle være længere. Jeg følte ligesom, at der måtte være en ganske anden vej for mig. Jeg havde på det tidspunkt ingen anelse om at den blog som stille og rolig tog form, skulle blive så stor en del af mit liv.

Jeg bloggede, mens jeg mærkede efter inde i mig selv. Skulle jeg starte på en ny uddannelse? Skulle jeg bruge min uddannelse som sygeplejerske på en anden måde, måske bare et andet sted? Hvad ville jeg? Jeg vidste det ikke rigtig, ikke lige der i hvert fald, når jeg kigger tilbage på mig selv udefra nu – så kan jeg godt se, hvad jeg ville og hvor jeg ubevidst var på vej hen. Min blog voksede, den blev en del af mig, en forlængelse af Instagram – ja en slags forlængelse af mig. Ligesom jeg i sin tid startede min Instagram uden et særlig formål, så var det på samme måde med bloggen. Der var ikke en plan, ikke andet formål end at jeg havde noget på hjerte og så den der kedsomhed i mit ellers spændende job. Det blev og er stadig, en organisk proces. Jeg tænker lidt, at fordi jeg intet mål havde, så gjorde det at mine ord ikke blev forceret. Jeg skrev bare. Skriver bare. Først for mig selv, siden for ganske få og så er det ligesom bare vokset støt.

Lige så stille tikkede der nogle mails ind med forskellige samarbejder, der kom et interview ind omkring min arvelige gen-situation, jeg skrev et indlæg med en oplevelse jeg havde under hashtagget MeToo,  som gjorde at jeg blev inviteret ud i et studie, hvor jeg deltog i en lille film omkring emnet. Jeg begyndte langsomt at bruge lidt mere tid på bloggen, jeg begyndte at dyrke bloggen på en anden måde. Jeg prioriterede at deltage i diverse events, begyndte at netværke i et miljø, som var helt fremmed for mig. Jeg kendte ikke et eneste lille øje. Men jeg synes det var sjovt og jeg ville gerne mere og det selvom jeg fandt mig selv ovre i hjørnet, mens jeg trådte mig selv over tæerne og drak fancy bobler. Jeg forpligtede mig til nogle forskellige samarbejder (ubetalte) og kunne mærke de tog en del af min tid, tid jeg faktisk ikke havde. Heldigvis så bakkede min mand mig op, så jeg alligevel kunne finde tiden til at løse de opgaver som jeg synes var sjove og som gav mening for mig.

Efter elleve måneder som hobbyblogger, uden at have tjent en eneste rød reje på det (hvilket jo altså heller ikke var tanken jeg skulle) – så kaldte det liv alligevel så højt på mig, at jeg efter mange MANGE overvejelser sagde mit job som patientvejleder op. Det var ikke en mulighed at gå ned i tid, eller finde et deltidsjob, jeg ville ikke vente – det var nu! Jeg ville tage handling på det og ikke vente, jeg ville gå all in, sådan så jeg kunne gøre mig umage og tage mig tiden. Jeg kunne mærke at det var det jeg ville og at tiden var lige nu, det var det kreative som trak i mig og jeg vidste at jeg var god til det, at dem som ville arbejde med mig dengang, måtte hoste op – hvis jeg skulle kunne leve af det. Det stolede jeg på, alt imens jeg selvfølgelig rystede i bukserne samtidig.

Når jeg tænker tilbage på mit liv, så har jeg altid været en krejlertype. Jeg har ofte fundet sager på loppemarked, malet det og solgt det videre. Jeg har holdt mange gode loppemarkeder selv og har elsket at stå der og råbe “kom og køb”, “smukke digte 1000 kroner”. En god handel har gjort mig glad. Det er jo ikke det samme, det jeg laver på her på min blog, men jeg føler stadig at jeg skaber noget udfra en kreativ vinkel. I kraft af min æstetik og kreativitet forsøger jeg at skabe indhold som er spændende og pænt at kigge på. Jeg gør ikke forskel på om noget er et personligt indlæg eller om det er et annonce indlæg, jeg lægger samme arbejde i det og der er altid en personlig vinkel ind over mine skriv. Jeg øver mig stadig det bedste jeg har lært hver eneste dag og det tænker jeg er en livsproces, som med så meget andet. For ligesom livet ændrer sig, så ændrer bloggen sig med mig. Jeg tager den med mig, ligesom den til tider tager mig med. Noget af det jeg faktisk elsker allermest ved det her.

Noget af det som jeg har været heldig at få en del ros omkring de sidste to år, det er min autenticitet, at I kan mærke mennesket bag min profil. Det er nok verdens bedste ros at få med sig, ja altså egentlig er al ros verdens bedste, men det gør mig bare så glad når mennesker mærker mig som menneske. For det er jo det jeg er. Et menneske, ligesom du. Jeg prøver aldrig at være noget jeg ikke er, det er jeg sgu også for gammel til. Så jeg skriver i talesprog, skriver som om jeg taler med jer som læser med. Andre gange skriver jeg bare det jeg føler og tænker ud igennem mine fingre, uden at tænke helt så meget over modtageren. Jeg kan godt lide begge dele.

Jeg har igennem det sidste år skulle forsvare mit valg en del. Den skepsis jeg blev mødt med i starten, efter jeg havde forladt mit job, den gjorde lidt at jeg bare tænkte “bare vent og se”. Jeg havde fra start en tro på, at jeg godt kunne og her efter et år som selvstændig, så tænker jeg ” Se selv,  jeg kunne godt”. Også selvom jeg stadig skal forsvare at jeg tager penge for mit arbejde, også selvom mange går meget op i at spørge ind til om jeg betaler SKAT, også selvom jeg stadig bliver mødt med, at det er godt, at jeg har min uddannelse at falde tilbage på. Ja, jeg har min uddannelse, men jeg skal ikke falde tilbage på den – for jeg har ikke lyst til at lave det jeg lavede længere. Jeg forlod den verden til fordel for noget andet, og jeg gjorde det ikke for at falde tilbage. Mit arbejde går op og ned, nogle dage sidder mit smil så fast at jeg slet ikke kan tørre det af igen og andre dage, så tænker jeg om det kan holde. Jeg skal stadig vænne mig til ikke at have en fast løn hver måned, at jeg selv står for at betale pension og alt sådan noget praktisk, men langt de fleste dage gør mit job, at jeg er gladere end glad.

Jeg kan huske at jeg i sin tid var skide flov over, at Søren og jeg mødte hinanden på internettet, det var det mest pinlige i verden for mig. Han var ligeglad. Det var før Tinder, og det var ikke så almindelig at man blev kærester med nogen man havde mødt ude på det knapt så store internet. Tror måske lige jeg var kommet på FB på det tidspunkt. Sådan har jeg det stadig lidt i nogle kredse i forhold til mit job. Der er kredse hvor jeg ganske enkelt ikke helt orker at skulle forklare og forsvare mit job. Så ligesom at jeg dengang løj om Sørens og mit møde, så siger jeg stadig nogengange at jeg er sygeplejerske, så behøver jeg ikke at knytte så mange flere ord til det faktum. Jeg kan nemlig ofte ikke bare sige, “øh jeg lever af at være blogger”, det åbner altid op for mere, det er for det meste helt okay og jeg vil gerne forklare mig – men nogengange er jeg ikke lige i humør og så snyder jeg altså lidt.

Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på, hvor jeg og bloggen er om et år, men egentlig vil jeg helst bare nyde nuet. Nyde at det kan lade sig gøre, bare være i det, mens jeg smiler stort.

Tillykke med dagen kære blog, hvor er jeg dog glad for at jeg sad der og kedede mig den dag for to år og fjorten dage siden.

(Visited 5 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *