Fejlslagne forsøg, fødselsdags smil og ærlige ord

(Indlæg skrevet i går, fik bare ikke udgivet)

Selma har fødselsdag i dag. Det er hendes dag i dag. For seks år siden kom hun til os med sine store helt klare blå øjne, lyserøde mund og sorte hår. Alle mine børn var helt ens ved fødslen. Det er nærmest ikke til at se forskel, men Selmas lille mund har helt fra starten været utrolig feminin.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg var gået tolv dage over tid. Utålmodigheden, forventningen og glæden. I dag for seks år siden, stod vi op. Søren skulle på job og på vejen skulle han aflevere lille Alfred i vuggestue. Jeg satte mig i sofaen og så Go’morgen Danmark og pludselig fornemmede jeg små bitte veer. jeg gik i bad, mærkede efter – jo den var vidst god nok. Jeg ringede til Søren og sagde jeg havde små veer, men at han ikke skulle skynde sig, der var sikkert lang vej igen. Jeg sad roligt og kiggede på fjernsynet, tog lidt tid, imens og havde sommerfugle blandet med veer nede i maven. Jeg hyggede mig faktisk. Klokken var ti. Min mand kom hjem og typisk ham begyndte han at støvsuge i slips og jakkesæt, helt stresset. Jeg sad stadig og hyggede mig med sommerfuglene. Klokken elleve, begyndte det at nive lidt og klokken kvart over så bed det…ret så meget. Jeg ringede til Riget. Vi tog derover cirka klokken tolv og Selma lå på min mave klokken tretten. Hun lå der og kiggede på mig, mens jeg kiggede på hendes fine ansigt med den nuttede strutmund. Forundret over at hun bortset fra den, var en ren kopi af Alfred. Klokken seksten tog vi hjem. Det var noget af en anden oplevelse end min første fødsel.

Jeg ved godt at det er sådan lidt forbudt at sige, men jeg er altså lykkelig for at have en datter. Jeg er lykkelig for at have børn af begge køn. Men når nu jeg selv er en pige, så er det det altså ret morsomt, at få lov at gå all ind på alt det der grimme lyserøde hejs. En verden af enhjørninger, strutskørt og Torneroser. Kalle elsker nu også den verden og da Alfred gik i vuggestue, var der en lang periode hvor han havde rød neglelak på neglene dagligt. Og strutskørt. Så verdenen er jo for begge køn, men jeg tør godt sige højt at jeg som mor synes det er ganske særligt at have en datter. Ikke mere særligt end at jeg er mor til mine drenge, men særligt på en anden måde.

Nu til noget andet, stadig i fødselsdags regi. Kage. Enhjørningkage. Jeg besluttede mig (desværre) for selv at forsøge mig med nogle enhjørningsmuffins. Det var dumt! Hold nu kæft de er grimme, jeg ved faktisk slet ikke hvad de forestiller. I hvert fald ikke enhjørninger. Inde i mit hovede gjorde de dog. Øre og horn og masser af pynt, så måtte det da spille. Jeg stod mutters i mit køkken og var ved at dø af grin over resultatet. Det er helt forfærdeligt det jeg har fået bagt. Jeg er dog sikker på, at Selma vil elske dem og lige her må jeg trække kortet om at det er tanken der tæller. Ik? (Det gjorde hun)

Mens jeg stadig troede at jeg selv kunne lave horn. Det kunne jeg så ikke. I siger bare til så laver jeg gladeligt en smart DIY???

Jeg bager aldrig igen, med mindre det foregår med de der smarte blandinger, hvor der bare skal gær og vand i. Se det forstår jeg mig sgu på.

Nu er alle vores fødselsdage ovre og ærlig talt, så er jeg lidt lettet over at den næste først er i februar. Mor er træt!

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *