Er det okay at skændes foran børnene?

Det her indlæg har ligget i mit baghovede den sidste tid. Så rykkede det ind som stikord i mine noter og nu forsøger jeg mig altså med at skrive det ned. Måske bliver det forevigt bare en kladde. Måske ikke.

Vores børn skal være glade, de skal være trygge og have alt det bedste i verden. Det skal mine og det må forhåbentligt være udgangspunket for de fleste forældre. Men de skal også kunne begå sig i en ægte virkelighed. En virkelighed med rigtig meget godt. Mest godt! Men i den virkelige verden, findes der desværre også det modsatte og jeg synes det er for svært ikke også at vise dem den del. Om ikke andet, så i det mindste, som i en små censoreret udgave. Især som børnene bliver ældre.

Ligesom det hører med til livet at være ked af det og græde med lyd, så hører det også med til livet at være uenige – nogengange med lyd på. Mine børn kan være noget så frygteligt uenige med hinanden og ganske højlydt endda og det kan Søren og jeg altså også. Som udgangspunkt, så holder vi det til en stille diskussion og helst bag lukkede døre eller når børnene sover, men det kan også ske at vi skændes foran børnene. Det er slet ikke rart og i den perfekte verden duftede det hele af candyfloss. På den anden side, så synes jeg det er tæt på umuligt at leve et helt liv sammen uden skænderier. Det vigtigste er at man bliver gode venner igen og tager en snak med børnene omkring situationen hvis den kræver det. Den er ikke rar for nogen, men jo (desværre)helt naturlig i langt de fleste relationer. Jeg ville ønske at jeg kunne skrive, at jeg som mor og som hustru altid er fuldstændig konstruktiv og korrekt, men det er jeg ikke. Langt fra. Jeg er et menneske og det sker, at jeg synes at Søren er en kæmpe hat. At jeg hæver min stemme overfor ham, for lige at fortælle ham hvad jeg synes. Jeg kommer også nogengange til at hæve stemmen overfor mine børn, det tror jeg også pædagogerne og skolelærerne gør henne i deres institutioner. Ligesom jeg, så er de sikkert heller ikke specielt stolte af de øjeblikke – men ikke desto mindre, så findes de altså herhjemme hos os. Ligesom vi voksne også kan finde på at græde, heldigvis mest glædestårer, men det sker også at tårene skyldes noget trist eller som hos mig, når jeg bliver rigtig vred. Åh jeg tuder altid, når jeg er vred. Ville sådan ønske jeg kunne lade være, men mine tårer nærmest springer ud af mine øjne, så snart jeg føler noget er uretfærdigt eller jeg er vred. Til gengæld så ser børnene også, at vi holder i hånd, kysser, krammer og hører at vi siger til hinanden at vi elsker.

Voksen skænderier foran børnene er ikke noget der sker hver dag, heller ikke hver måned – men det sker. Jeg er tilhænger af, at tage et skænderi ( helst en snak), istedet for at have en tung dårlig stemning hængende i hjemmet. For jeg er helt sikker på, at børnene føler sådan en stemning, hvor der ikke bliver sat ord på. Så kommer de måske til at gå og forestille sig noget, som slet ikke er sandt. Så hellere få det overstået, komme ud med det, som måske ikke har godt af, at vente til de skal i seng om aftenen. Helst som en snak eller en diskussion – men det hænder at lige præcis sådan en snak, godt kan blive en smule ud i noget skinger falset, hvis man er dybt uenig med hinanden. Jeg synes det er svært at planlægge sådan noget, det sker simpelthen bare nogengange.

Jeg ved godt at nogle formår altid at sætte sig ned på hug og tale sammen eller til børnene helt konstruktivt og fornuftigt. Jeg tror simpelthen jeg er typen, der ville brænde inde med nogle følelser på den måde og jeg kan heller ikke lade være at tænke på, at mine børn ville blive overraskede eller helt forskrækkede, den dag de så oplever at andre mennesker hæver stemmen eller bliver uvenner ude i livet. For det gør de.

Så jo, vi kan godt komme til at skændes foran børnene – vi vil helst ikke, men det sker altså. Ligesom vi griner, græder, elsker, hvisker, hygger, taler og synger. Alt det sidste gør vi heldigvis dagligt. Jeg bilder mig ind, at vi ruster dem til livet. Netop ved at vise dem at alle følelser er okay. Og at man godt kan komme til at blive vrede på hinanden, men vigtigst – at man også bliver gode venner igen.

Jeg tør godt at udgive mit indlæg. Vi er alle forskellige og jeg er ret sikker på, at ligesom de fleste sikkert er enige, så er der også nogle som ikke er. Jeg vil dog lige understrege at et hjem med tung tyk stemning og mange skænderier i børnenes nærvær kan være skadeligt for dem og nok er tegn på at noget at galt i relationen. Det er skide svært sådan noget, for hvornår er noget for meget? Jeg tror dog, at man kommer ganske langt med sund fornuft og gode ærlige snakke med hinanden.

Hvordan gør I, brænder inde med uenigheder til børnene sover, lister I ind i et andet rum? Eller kan I godt finde på at skændes, selvom børnene er hjemme og vågne?

(Visited 8 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Kære Trine,
    Så fint og relevant indlæg!
    Jeg er tilhænger af lige præcis det du skriver – at man godt kan lade en finke ryge af panden, foran børnene (engang imellem), sålænge at de også oplever, at man bliver gode venner igen og stadig elsker på trods af/selvom man hæver stemmen. Jeg gør også noget ud af, at fortælle mine børn, at selvom jeg nogle gange skælder ud (ville som dig, ønske at jeg aldrig gjorde det🙄😉), så elsker jeg dem jo alligevel – hele tiden!!

    Jeg er selv vokset op med forældre som aldrig skændtes (så jeg så det), men den dårlige (for børn, uforklarlige) stemning kunne hænge i luften, og hvis jeg spurgte til den, så blev den fejet af bordet – alt var i skønneste orden 🤯 Jeg så mine forældre skændes første gang, da de annoncerede deres skilsmisse, da jeg var 25år🙁😐. Jeg har, indtil jeg fik taget fat i en indre oprydning, sjældent stolet på min mavefornemmelse – sikkert fordi de følelser og stemninger jeg oplevede som barn, og som jeg adresserede overfor mine forældre ofte blev underkendt og negligeret. Og jeg har i mine unge år aldrig skændtes med mine kærester, før vi gik fra hinanden…
    Men så mødte jeg min nuværende mand…. her er alle følelser tilladt – vi taler, diskuterer, griner højt og ved sjældne lejligheder hæves stemmerne i skænderi, – og ja, nogle gange er vores børn tilstede. Det er vores ægte verden.

    • Det har jeg også tænkt på, netop det her med at et dårligt forhold så pludselig kommer som en bombe – selvom man måske allerede har luret stemningen. Men det er jo skide svært, når man blot er et barn.
      Dejligt du kunne bruge mit indlæg til noget. Tak for det 🙂

  • Hej Trine.
    Er helt enig i dit oplæg! Det sker desværre med skænderier foran børnene, ikke ofte, men det hænder. Og ja, de bliver rustet til livet, ved både at se de gode og mindre gode ting.
    Tak for et godt oplæg 😊

  • Tak søde Trine for dette indlæg! Det er også noget jeg har gået og spekuleret over gennem en tid. Vores familje gør lige nøjagtig sådan. Det er jo ikke så tit man ser andre skændes så man skammer sig. Jeg tænker også meget over ungernes skænderier…vi har to drenge på 8 og 6 og så en lille pige på 2, og drengene leger selvfølgelig også fint sammen, men jeg tror de skændes 70% af tiden på en eller anden måde, og det er svært at ikke lade det påvirke en, synes jeg. Så lige nu går jeg rundt og har det skidt over det fordi jeg af og til lader mig rive med og bliver helt hissig, og så skammer jeg mig…det stresser mig og gør mig ked af det at det er sådan. Så tak for at du skriver om dette emne det er der ikke mange der gør. At være forælder og familje er vidunderligt men det er ikke altid smukt.
    Hilsen Anna

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *