Er det okay at håne bloggere?

Jeg er på det seneste blevet spurgt rigtig meget ind til min uddannelse som sygeplejerske. Til mine tidligere jobs inden for sundhedssystemet og om jeg savner den verden. Jeg synes det er spændende at få den type af spørgsmål, for det er i den grad stadig en stor del af mig og noget som igennem mange år fik lov til at sætte rammen for mit arbejdsliv.

Jeg savner som sådan ikke mit tidligere arbejde som patientvejleder, men jeg savner den følelse som jobbet gav mig i forhold til at hjælpe andre mennesker. Mennesker som ofte var i nød. Helt tilbage til mit første job som ægte sygeplejerske på en semi intensiv børneafdeling, til mine kontorjobs på forskellige hospitaler, så var fællesnævneren for dem alle, at jeg hver dag gjorde en forskel. Kliché I know, men det gjorde jeg virkelig. Jeg hjalp de patienter, de mennesker, som jeg havde med at gøre hver evig eneste dag. Det gav mig en helt særlig følelse og den følelse, den savner jeg. På Instagram svarede jeg til spørgsmålet om jeg savnede sygeplejerske faget, at jeg håbede at jeg som blogger måske kunne bruge min stemme til stadig at hjælpe mennesker i nød. Det er noget jeg har tænkt meget over og noget jeg virkelig gerne vil. Især efter jeg deltog i kampagnen “sammen mod vold” for Danner Huset. Det gav så meget mening for mig og jeg tror på, eller jeg ved, at det batter noget.

En følger, svarede på mit håb og ønske således “Hjælpe mennesker i nød som blogger??”. Måske var det et reelt spørgsmål, men jeg kunne ikke lade være med at opfatte det som en slags hån. Måske på grund af de to spørgsmålstegn, måske fordi jeg svarede pænt tilbage med forskellige eksempler på hvordan andre bloggere har brugt deres stemmer til gode formål. Hvordan jeg selv går med samme drøm om at samarbejde med forskellige hjælpeorganisationer. Der kom aldrig noget svar tilbage fra følgeren.

Det fik mig til at tænke lidt mere over min nye titel som blogger. For er den titel stadig så stigmatiseret, at det for nogen kun er okay at vi taler om flotte stole og nye bukser? Hvis det er sandt, så vil jeg bare sige, at det synes jeg godt nok er en noget snæver tankegang. Jeg tænker lidt om det ville være det samme, hvis en tv-vært eller en journalist besluttede sig for at samle penge ind til Syrien. Ville man så små-håne det på samme måde? Ville man skrive direkte til vedkommende? Det tror jeg ikke. Altså jeg forstår sagtens at man kan undre sig, måske fordi man ikke er bekendt med blogmediet. Og måske var det bare det, som personen gjorde med sit spørgsmål med de to spørgsmålstegn. Det ved jeg ikke.

Som blogger er jeg netop glad for mediet fordi det er så alsidigt, jeg er vild med at få lov at tale om nogle af de materielle goder, som jeg selv benytter mig af og som andre kunne få glæde af. Jeg er vild med at italesætte noget af det jeg tænker på, noget som andre mennesker måske kan bruge til noget. Måske især fordi jeg mest af alt er som de fleste andre mennesker. Et ganske almindeligt menneske, jeg har bare valgt at dele nogle af mine tanker med jer. Både de svære, de personlige – men også de lette og de glade. Jeg tænker at bloggere derfor ofte har en evne til at nå ud til mennesker, mennesker som måske ikke læser med andre steder. Som blogger kan man skabe et fællesskab, som ikke ses mange andre steder og hvorfor ikke bruge det fællesskab til at række ud og bruge sin stemme? Vores stemmer er da ikke mindre værd end andres. Og hvis man ikke bryder sig om bloggere, så er noget af det smarte, at man bare kan lade være med at læse med, hvis ikke man får noget ud af det. Der er ingen forpligtelser, ingen lange opsigelser af abonnementer – for det er gratis at læse med. Det er der sgu ikke meget der er i denne verden.

Jeg fik flere beskeder på Instagram med eksempler på bloggere som har brugt deres stemmer til forskellige gode formål. Der er blevet indsamlet tøj til nødstedte, der er blevet indsamlet penge og andre midler via forskellige blogplatforme, der er blevet indsamlet skrald i gaderne, der er blevet affaldssorteret. Sammen. Mega sejt altså! I 2015 blev der indsamlet en halv million kroner som blev sendt direkte til Lesbos, det var bloggeren Freyamay, der startede indsamlingen på hendes blog. Det er ikke længe siden at bloggeren Mette Marie Lei Lange fik tusindvis af danskere til at tilmelde sig som stamcelle- og bloddonerer. Der findes altså mange gode eksempler derude på, at det er en skam at små-håne bloggeren. For det er altså et erhverv som kan lidt af hvert. Både på det materielle og det mere overfladiske plan, men samtidig også formår at skabe debatter, bryde tabuer og at hjælpe mennesker i nød

Da jeg selv var med til at sætte fokus på vold i hjemmet, ved jeg at der var mennesker som ringede til Danner Huset, fordi de havde set kampagnen hos mig og de andre piger i kampagnen og det var jo lige præcis det, der var meningen med hele den kampagne. At sætte fokus på et tabu om vold, at gøre opmærksom på at der er hjælp at hente. Og med den kampagne mærkede jeg noget af det som mine gamle jobs gav mig.

Det her med at jeg er uddannet sygeplejerske det tror jeg ikke er noget, som jeg sådan bare sådan kan tage af mig igen – jeg føler stadig jeg er sygeplejerske og det tror jeg altid at jeg vil gøre. Det er en del af min personlighed og måske er det derfor at det ligger mig så nært, at ville hjælpe andre mennesker. Det behøver jeg jo slet ikke at have en blog for at gøre, men med min blog kan jeg råbe højere end hvis ikke jeg havde. Og det var egentlig bare lige det jeg skrev at jeg drømte om. Jeg drømmer videre.

God weekend gode mennesker.

Jeg har tidigere skrevet et indlæg omkring mine mål for Trinesblend i 2019 og der nævnte jeg faktisk lige præcis det jeg nævner her. 

Et ægte bloggerbillede, men det gør det da ikke mindre pænt. Ha.

(Visited 12 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg er pædagog og jeg kan med hånden på hjertet ikke sige hvor mange gange jeg er blevet hånet, særligt af udsagn som, så går du rundt på en legepladsen og holder kaffe pause hele dagen. Min mands tante, sagde til mig da jeg endnu læste, “hvad snit kræver det så at komme ind på seminaret” og ” vil du virkeligt ikke mere med dit liv”. Det jeg egentlig vil frem til er, der findes altid mennesker som ikke kan se værdien i ting, som man selv gør og jeg tænker egentlig det er mest synd for dem selv. Så keep up the good work og gør det du brænder for

  • Hej Trine. Jeg følger trofast med i din blog og i dit skønne univers. Jeg er også sygeplejerske men arbejder i en organisation der hedder headspace. Headspace er et anonymt og uforpligtende rådgivningstilbud for børn og unge mellem 12-25 år. Der er faktisk mange centre rundt omkring i landet og vi har også en chatrådgivning – omend er der stadig mange som ikke kender til os. Det arbejder giver så meget mening og jeg synes at alle børn og unge burde kende til os. Det kunne være fantastisk hvis du ville være med til at sprede budskabet om headspace. Der var bare en lille tanke jeg fik 🙂 mange rare hilsner herfra

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *