Jeg har forskellige dale af ensomhed i mit liv. Dale som jeg aldrig går helt ned i, men jeg balancerer ofte ned af skrænten på dem, for så at kravle op igen. Det er ensomheder som jeg lever med og som er blevet en del af hele mig, jeg er ikke sikker på det er noget jeg kan ændre på, men det er nu alligevel altid rart at lufte dem lidt her igennem det skrevne ord.
En af ensomhederne i mit liv er sorg og savn . Det er det som jeg synes er aller sværest, og også noget af det jeg har sværest ved at tale om. Det er en skyggeside jeg lever med og som årene er gået, føler jeg det bliver svære og svære helt at sætte ord på savnet. Jeg har ofte en følelse af, at det er forkert at jeg som voksen dame stadig savner min mor SÅ meget, selvom hun snart har været borte i otte år. Men det gør jeg altså! Ikke sådan så jeg går rundt og er ked af det hele tiden – men savnet ligger der altid – nede under alt det andet. Jeg savner at tale med min mor. Og hendes død og forløbet op til, har gjort mig virkelig ensom på det punkt. Jeg har gode mennesker omkring mig, som jeg kunne tale med – men ærlig talt, så ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige. For der er ikke noget særligt at sige. Og meget er allerede sagt for år tilbage, så føler lidt jeg blot gentager mig selv. Det er et stationært savn og ikke noget jeg føler jeg kan gøre noget ved. Samtidig er der er også den her stemme indeni mig, som bremser mig i at tale så meget om savnet, fordi jeg faktisk synes det er lidt pinligt. Så ofte bliver det blot til en indre dialog med med selv og en sjælden gang græder jeg lidt ude i badet, eller også råber jeg med hviske stemme op i træerne på min vej. Fuck mand, det er ensomt at miste. Det er ensomt at savne. Jeg håber ikke det er ligeså ensomt for børn som mister en forældre. Jeg håber der blevet grebet i deres sorg! For selvom årene går, og andre måske synes der er gået lang tid, så tror jeg aldrig at savnet forsvinder og det skal det måske slet heller ikke. Savnet er en del af mindet. En del af alt det gode. Det gode som var og den eneste måde det kan blive på, det er gennem mindet og dermed også savnet. Jeg kan nogengange blive helt bange for at glemme hendes stemme, hendes duft og alle hendes sjove ansigtsudtryk. Måden hendes knaldsorte øjenbryn kunne hæve sig på, så hele hendes pande krøllede sig sammen. Heldigvis ser jeg det tydeligt for mig, her mens jeg skriver… Ha ha.
Hele mit forløb omkring min gentest og vished i forhold til at jeg desværre ligger inde med et arveligt cancer-gen fra min mor. Det er og har været uendelig ensomt. Selvom jeg ikke er syg, så tænker jeg lidt, at det må være samme følelse som at være alvorlig syg. Det her med at det kun er en selv, som virkelig mærker hvordan det føles at leve med sådan et vilkår. Jeg forstår at det er svært at forstå for andre og vi mennesker har måske en tendens til at føle os udødelige …lige indtil vi ikke er. For mig har det været ensomt at sidde tilbage med en masse valg, som ingen andre end jeg selv har kunne træffe. Dem sidder jeg stadig med. Jeg har selv valgt at have denne vished og jeg er på ingen måde ude efter ynk, jeg prøver bare at sætte ord på noget som jeg synes er svært. Noget som jeg synes er svært at sætte ord på i min egen hverdag, fordi alt det svære er meget sværere at tale om end alt det sjove. Jeg står stadig overfor nogle meget store valg i forhold til mit BRCA-gen, valg som jeg i princippet står helt mutters med. Ligesom savn og sorg, så er det noget som altid ligger i mit baghovede og på den måde er det også blevet en del af mit liv, en del af den jeg er.
Hele processen omkring, at jeg forebyggende har fået fjernet hele mit underliv. Den har været meget ensom. Jeg tænker lidt om det er min egen skyld? Fordi det ikke er noget jeg sådan har talt om, jeg har skrevet om det her og det hjælper kæmpe meget, at få noget af det ud via det skrevne ord. Jeg har bare virkelig svært ved at få noget som helst ud via min mund. Igen, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Min risiko for kræft i æggestokkene var stærkt forhøjet, jeg tog et valg. Bum, nu er det væk – og så startede en masse andre valg med hormoner, knogler og libido. Jeg fortryder ingenlunde og er svært tilfreds med at det er ude, men derfor kan det alligevel godt føles lidt ensomt at være der hvor jeg er. For ingen af mine andre veninder er gået i overgangsalderen. Og lidt ligesom døden, og følelsen af udødelighed blandt mennesker. Så er overgangsalder for os kvinder også noget som kommer til os alle, men det er ikke noget vi taler om – eller ved særlig meget om, før vi pludselig står midt i det. Mange står der måske med deres veninder, men fordi mit svedende overgangsværk kom et årti for tidligt i kraft af min operation. Så er det en lidt ensom situation at stå i. Bare for at sige det lidt mildt. Faktisk undrer jeg mig en del over, at det ikke er noget vi kvinder ved mere om – for vi skal sgu alle igennem det. Er det tabu? Jeg tænker lidt at skrive et indlæg om det under mine indlæg om “alt det vi ikke taler om”. Se evt dette indlæg om parterapi eller det om planlagt sex.
Uh, kender alt til den følelse. Mistede min far for 6 år siden og min mor for 4 år siden og selvom man er voksen, er man jo stadig deres barn.. Og jeg kan ísær blive grebet af savn (og misundelse), når jeg ser kvinder på gaden som mig selv sammen med deres mødre. Så ville man jo gerne have en mor at dele sine børn og alt muligt andet med. Min yngste søn på 5 aner ikke hvem hans mormor og morfar er. Så ja, det ER ret ensomt og når ens nærmeste forsvinder ,bliver der jo helt stille..intet mere nyt fra den front. Øv.
Uh, kender alt til den følelse. Mistede min far for 6 år siden og min mor for 4 år siden og selvom man er voksen, er man jo stadig deres barn.. Og jeg kan ísær blive grebet af savn (og misundelse), når jeg ser kvinder på gaden som mig selv sammen med deres mødre. Så ville man jo gerne have en mor at dele sine børn og alt muligt andet med. Min yngste søn på 5 aner ikke hvem hans mormor og morfar er. Så ja, det ER ret ensomt og når ens nærmeste forsvinder ,bliver der jo helt stille..intet mere nyt fra den front. Øv.
HeJ Rikke. Tak for din besked. Åh ja, den misundelse kender jeg bare så godt. Den gør ondt i maven. Ja, helt stille – det bliver der. Derfor vi som er tilbage må blive ved at tale om dem, som ikke kan. Sender dig gode tanker
HeJ Rikke. Tak for din besked. Åh ja, den misundelse kender jeg bare så godt. Den gør ondt i maven. Ja, helt stille – det bliver der. Derfor vi som er tilbage må blive ved at tale om dem, som ikke kan. Sender dig gode tanker
Nå har jeg lest alle dine innlegg om “ting vi ikke tåler om”. Veldig fine alle sammen. Jeg gleder meg til det om overgangsalderen! Selv om jeg ikke er der helt ennå, kan jeg merke at det er svært med PMS nå, på en måte som det ikke har vært tidligere. Har lest at det er vanlig før overgangsalderen og snakket for første gang med en venninne om det i weekenden.
Nå har jeg lest alle dine innlegg om “ting vi ikke tåler om”. Veldig fine alle sammen. Jeg gleder meg til det om overgangsalderen! Selv om jeg ikke er der helt ennå, kan jeg merke at det er svært med PMS nå, på en måte som det ikke har vært tidligere. Har lest at det er vanlig før overgangsalderen og snakket for første gang med en venninne om det i weekenden.
Hej Tina, Tak for din meget dejlige kommentar. Det kan jo være svært med sådanne snakke, men det er da egentlig lidt skørt når alle vi kvinder skal igenne, det på et tidspunkt. Jeg kommer snart med et indlæg omkring det og omkring hvor svært det føles at tage snakken – især når man står midt i det. Kh fra Trine
Hej Tina, Tak for din meget dejlige kommentar. Det kan jo være svært med sådanne snakke, men det er da egentlig lidt skørt når alle vi kvinder skal igenne, det på et tidspunkt. Jeg kommer snart med et indlæg omkring det og omkring hvor svært det føles at tage snakken – især når man står midt i det. Kh fra Trine
Jeg tror det er præcis lige så ensomt for børn. Jeg var 13 da min mor døede pludseligt og det var en underlig blanding af at jeg var ude at bade samme dag, med mine søde og pludselig meget beskyttende drengevenner, og så et emne som de fleste voksne end ikke ku tale om. Både min bror og søster blev behandlet virkelig langt ude af professionelle i deres instutioner. Det kan gøre mig gal i skrallen og trist over vi ikke har flere ord og rum til de her ting. Vi var en helt normal familie. Pludselig gik jeg vildt meget op i min bror sku se ordentlig ud. Og jeg ka huske jeg spurgte min mormor om hun stadig ville se os. Hun ku slet ikke svare for tårer. Det var bare en børnetanke. Men hun var sej og kom faktisk da min far blev gift igen mange år efter.
Jeg tror den store forskel er, at jeg ikke havde hende med ind i voksen livet. Jeg kendte hende ikke på den måde og havde fx ikke hendes nr eller snakke om mit barn og alt det. Så hun er blevet i barndommens land. Din mor, som jeg forstår, kom jo ikke så meget med i dit mor liv, det er jo som et Liv i livet og det kan jeg godt forstå skaber savn, virkelig, for når man har en i sit liv på den måde som de fleste har en mor som voksne, mangler der jo virkelig noget. Men hun er hos dig på alle andre måder <3
Jeg tror det er præcis lige så ensomt for børn. Jeg var 13 da min mor døede pludseligt og det var en underlig blanding af at jeg var ude at bade samme dag, med mine søde og pludselig meget beskyttende drengevenner, og så et emne som de fleste voksne end ikke ku tale om. Både min bror og søster blev behandlet virkelig langt ude af professionelle i deres instutioner. Det kan gøre mig gal i skrallen og trist over vi ikke har flere ord og rum til de her ting. Vi var en helt normal familie. Pludselig gik jeg vildt meget op i min bror sku se ordentlig ud. Og jeg ka huske jeg spurgte min mormor om hun stadig ville se os. Hun ku slet ikke svare for tårer. Det var bare en børnetanke. Men hun var sej og kom faktisk da min far blev gift igen mange år efter.
Jeg tror den store forskel er, at jeg ikke havde hende med ind i voksen livet. Jeg kendte hende ikke på den måde og havde fx ikke hendes nr eller snakke om mit barn og alt det. Så hun er blevet i barndommens land. Din mor, som jeg forstår, kom jo ikke så meget med i dit mor liv, det er jo som et Liv i livet og det kan jeg godt forstå skaber savn, virkelig, for når man har en i sit liv på den måde som de fleste har en mor som voksne, mangler der jo virkelig noget. Men hun er hos dig på alle andre måder <3
Kære Tilde. Fik helt tårer i øjnene af dit fine skriv. Det gør mig ondt at læse, at hun blev taget pludseligt fra dig. Tænker det som teenager har været en forfærdelig tid uden din mor. Jeg tror også jeg skrev min sætning omkring det at miste som barn, med et vist håb – for jeg havde en anelse om at det nok er ligeså ensomt. Hvorfår er det vi har så svært ved at sætte ord på døden og på sorgen når vi mister. Tak Tilde, jeg håber vores to sidder og holder lidt øje. Et liv i selve livet – virkelig fint skrevet, det vil jeg gemme og tage med mig. Kh Trine
Kære Tilde. Fik helt tårer i øjnene af dit fine skriv. Det gør mig ondt at læse, at hun blev taget pludseligt fra dig. Tænker det som teenager har været en forfærdelig tid uden din mor. Jeg tror også jeg skrev min sætning omkring det at miste som barn, med et vist håb – for jeg havde en anelse om at det nok er ligeså ensomt. Hvorfår er det vi har så svært ved at sætte ord på døden og på sorgen når vi mister. Tak Tilde, jeg håber vores to sidder og holder lidt øje. Et liv i selve livet – virkelig fint skrevet, det vil jeg gemme og tage med mig. Kh Trine