En ulykke kommer sjældent alene

Jeg husker dengang jeg arbejdede på Rigshospitalet på en afdeling, hvor nogen af landets allermest syge børn er indlagt. Jeg arbejdede der som helt nyuddannet og jeg havde ingen børn. Jeg tror ikke jeg ville have været i stand til at rumme deres skæbner, hvis jeg selv havde været mor. Måske en af årsagerne til, at jeg ikke var der mere end tre år.

Jeg husker, at vi i personalerummet ofte talte om, at familierne med syge børn burde være fredede i forhold til alt andet ondt i verden. Desværre fungerer verden jo ikke sådan. Det var ikke sjældent, at en familie havde ikke bare et, men to børn som var alvorligt syge. Eller at moren havde brystkræft, samtidig med at hendes barn havde leukæmi. Det føltes så uretfærdigt og det gav slet ingen mening for os, at disse mennesker skulle gennemgå så meget smerte i deres familie. Hvor var retfærdigheden i det? Ikke at sygdom nogensinde føles retfærdig i forvejen.

Jeg husker følelsen af uretfærdighed, da min mor fik cancer for tredje gang. Følelsen igen da hun døde. Tanker op mod himlen om uretfærdighed. Og igen da jeg selv stod med en positiv gentest på BRCA genet. Var der dog ingen retfærdighed til i denne verden. Det er som om, at regnskabet ikke stemmer, for hvis flere allerede er døde af sygdom, burde det så ikke udgøre alt rigeligt for mængden, der var tiltænkt vores i forvejen lille familie?

..Men nej, sådan opererer vor herre, fysiologien, tilfældigheder, livet og gener ikke. Det lærte jeg allerede dengang på Riget. Det rammer bare, uden nogen form for indre regnskaber. Uden nogen form for retfærdighed.

Min familie har været ramt. Ramt i den grad. Så ramt, at jeg på sin vis er stoppet med at tro på at der findes retfærdighed. Jeg tror nok mere på tilfældighed. Når noget ondt rammer, så rammer det alle – også dem, som tidligere har været ramt og dem der allerede har mere end nok af den slags i familien.

Vi er ramt igen,  og det har taget håbet lidt fra mig i disse dage. Jeg  finder det igen, men lige nu gemmer det sig lidt.

Også selvom jeg stadig tror på det gode og på livet. Jeg kan ikke sige det her nok gange. Livet er nu! Lige nu for helvede-  for vi ved aldrig hvordan verden ser ud i morgen.

Glædelig mors dag, også til dem der bor oppe i himmelen.

 

(Visited 14 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Det er så strengt, at livet ikke har et “helle”, ligesom da man legede som barn. Hvor man kan stille sig over, når man allerede er ramt og være lidt i sikkerhed, når man har brug for det.

    Tanker til dig <3

  • Mange tanker til jer!

    Bakser selv med netop de tanker om uretfærdighed efter et nådesløst år. Så tak fordi du fik sat ord på det for mig 💕

    • Det er nogle dumme tanker at bakse med. Især når man i perioder ser det hele i sort og hvid. Gode tanker din vej❤️

  • Kære Trine
    Der er ikke så mange ord, som kan trøste og slet ingen, som kan tage bekymringerne væk – men du får alligevel en tanke og en tak, fordi du trods al din egen bekymring har overskud til at dele. Mange god tanker til dig og dine …

  • Håber I kommer godt igennem det 🙏🏼

    I min familie har vi også være hårdt ramt – 3 livstruende sygdomme/ulykker på 2 år. Heldigvis kom alle ud på den anden side med livet i behold. Men det sætter sine spor, ikke mindst i troen på det gode i livet. Men ja, det eneste man kan gøre er at leve det liv man får og forsøge ikke at tage sorgerne på forskud, men for fanden hvor kan det være svært og også lidt stressende – nyder jeg nu livet nok – lever jeg det fuldt ud?

  • Ikke så mange ord herfra, men en masse tanker jeres vej.

    Har oplevet de samme tanker særligt dengang jeg arbejdede på neonatal. Hospitalspræsten var god til at snakke med patienter, pårørende og også personale om præcis det med det meningsløse og uretfærdige.

    <3

    • Tak Sebrina,
      Tusind tak for tanker. Jeg har også brugt hospitalspræsten meget. Fantastiske mennesker.
      Kram fra Trine

  • Vi står selv i et år, der startede på allerværste vis og nærmest kun er gået ned af bakke … Jeg satser på at 2019 er forbandet og at næste år vil være noget mindre nådesløst. Og indtil da holder jeg vejret og krydser fingre for, at vi klarer frisag for tilfældighedernes lyn resten af året… Når det er allersværest at være i, så husker jeg mig selv på, at der vil komme et tidspunkt hvor jeg vil tage mig selv i at snakke om det i datid – og så ved man at man er på vej mod lysere tider…

    • Puha, der lyder uendeligt hårdt. Du har ret, det er en rar tanke allerede mens man står i det, at begynde at tænke på det som datid.
      Du er sej ❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *