En status på livet uden en livmoder.

Jeg mødte nogle gamle kolleger i dag. De sagde jeg lignede mig selv. Det havde jeg nu godt selv på fornemmelsen, at jeg gjorde. At jeg gør. Jeg er jo stadig mig, også selvom jeg mangler et organ. Jeg føler mig fuldstændig som mig. Men som alle andre store oplevelser i livet (hvis man kan kalde en operation en oplevelse), så er der alligevel en ændring. Selvom jeg helst ville sige mig fri, så er der et lille følelsesmæssigt ar, ligesom at jeg på min krop har tre små synlige ar. I forhold til mine følelser er det som sådan ikke synligt, men jeg mærker det. Det er på godt og ondt blevet en del af mig. Af min historie som kvinde og som menneske. Det var en operation, den er overstået, det gik godt – mit underliv er ude og jeg skal ikke frygte så meget længere. Alligevel er jeg sådan lidt i en skærsild, hverken det ene eller det andet. Der findes ingen mellemting, enten er man syg ellers er man rask. Jeg husker stadig alle min mors sejre op gennem min barndom. Dengang hun havde kræft første gang, blev helbredt, men skulle alligevel tjekkes årligt i ti år før hun kunne erklæres helt rask. Efter ti år fik hun mærkatet rask. Det var rart og hun lavede helt sikkert en lille glædesdans over det. Men føltes dagen i morgen anderledes end dagen i går?Jeg tror aldrig man slipper angsten hvis først man har haft dødelig sygdom inde på livet. Jeg har heldigvis ikke haft det inde på egen krop, men jeg har set mange blive taget af sygdommen og jeg har oplevet angsten på aller nærmeste hold. Med mit BRCA gen, lever jeg også med en form for sygdomsangst også selvom jeg er god til at lægge det væk. Og så er alt det her en del af min historie – en rejse væk fra at være en familie som har været ualmindeligt hårdt ramt.

Fysisk er jeg kommet mig mere eller mindre, her halvanden måned efter. Det eneste som er svært, det er at tage sko på – der er et eller andet anderledes når jeg bukker mig. Jeg er dog sikker på det forsvinder igen. Jeg er ved at vænne mig til at skifte hormonplaster to gange om ugen. Jeg er dog træt af at have sådan noget plaster snask siddende permanent på maven. På det intime plan har lægen sagt, at jeg gerne må igen. Jeg må godt – ihhh tak. Men jeg tør sgu da ikke. Jeg skal lige overvinde mig selv og min krop om at vi godt kan og at alt vil føles normalt. Tager lige et mentalt tilløb.

Psykisk har det nok været større end jeg havde forberedt mig på. Ikke på grund af kvindelighed og sådan noget, men fordi det har været en stor beslutning som ikke var let. Fordi det ikke er let at lade sig operere, når man er rask. At få taget sådan et helt rask organ ud, har alligevel lige taget lidt på mig. Selvom jeg var og er afklaret omkring min situation. Jeg ville gøre det igen og midt i alt det her spirrer et fint håb om et liv uden helt så mange bekymringer.

Og så det har virkelig også været hårdt at gennemgå sådan noget her med tre forholdsvise små børn. Efter jeg er startet på arbejde, får jeg ikke hvilet og jeg er stadig træt. Jeg ved ikke hvorfor, måske er jeg bare træt fordi vi har været ramt af efterår og syge børn. Af livet. For livet går sin vante gang, alt er som det plejer og der skal ikke tages særlige hensyn til mig og min manglende livmoder. Den livmoder som var så sej og bar de smukkeste børn i sig.

Til dem som ikke kender min historie kan man læse mere her og her. Jeg kan også kort berette, at jeg efter min mors død og jeg selv var blevet mor samtidig, valgte at lade mig genteste. Mange i min familie er døde af brystkræft og jeg vidste bare at jeg ville være positiv. Og det var jeg. Jeg har BRCA gen, som er en arvelig genmutation som giver stærkt øget risoko for brystkræft og kræft i æggestokke og æggeledere.

Slut prut finale. Hav en dejlig aften.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *