En snert af tvivl og pive stemme

Jeg har været i endnu en variant af en scanner i dag og selvom det bare var en hurtig fornøjelse og let overstået, så lå jeg alligevel der på lejet og blev grådlabil. Lidt ked af det faktisk. Måske jeg også var trist i forvejen, for vi vågnede i morges til skoldkopper og så ved man jo godt at vi de næste ti dage har et barn hjemme, det barn som højst sandsynligt også smitter det sidste barn, sådan så det passer med at han får det, når første rundte er overstået. Det er gode er, at det så er overstået og jeg ikke skal stresse, hvis vi skal ud og flyve og sådan. Jeg var nok bare i forvejen lidt presset denne uge, som er kort og nu er jeg fastlåst til hjemmet og det gjorde mig liiiidt træt. Men pyt, sådan er livet med børn og det vigtigste er dem og heldigvis er Selma ikke særlig ramt.
Det var lidt et sidespor. Min mand måtte komme hjem, sådan så jeg kunne bene afsted til scanning. Og så var det jeg lå der i mit undertøj i det kønsløse lokale og følte mig lidt alene. Faktisk helt mutters. For det slutter jo ikke det her, for i næste uge har jeg tid på riget til kontrol af mine bryster og med det i hovedet, kom tvivlen snigende. Sådan nærmest sivende ind bagerst i mit bekymrede hovede, helt derinde hvor jeg er lille og ikke særlig meget den voksne som jeg ellers hele tiden er. Jeg kom også til at fortælle sygeplejersken at jeg var lidt træt af det og jeg kunne høre på min egen stemme at den lød trist og lidt for skinger i kanten.
Hvem kommer og siger at det var det rigtige valg at blive testet, hvem gider hjælpe mig med at beslutte om hvornår og om mine bryster overhovedet skal bortopereres??? Min mand selvfølgelig, men han famler jo også og i sidste ende er det kun KUN op til mig. Ingen vil sige hvad skal gøre – eller om det overhovedet er rigtigt det jeg gør! Heller ikke lægerne. Der er altid for og imod. Jeg hader min mor skulle dø, jeg hader ikke at kunne tale med hende, jeg hader hun ikke er her, jeg hader cancer, jeg er træt af hospitaler, tider, venten, svar og usikkerhed. Fuck hvor jeg hader det.

…Men jeg ved jo godt hvorfor jeg fik lavet den test, det var jo netop fordi kræften tog min mor og jeg besluttede den ikke skulle tage mig væk fra mine børn. Den får mig ikke! Men hold nu kæft hvor er jeg træt i ansigtet over hele det her forløb og ligenu hvisker tvivlen i mit øre “ tænk nu, hvis du havde levet fint til du blev 80 år uden det her cirkus”. Ja tænk nu hvis, men jeg turde ikke. Risikoen var for stor. Jeg gjorde det for mine børn. Og fordi jeg eddermame rigtig godt kan lide livet. Det hvisker jeg tilbage og efter nogle dybe vejrtrækninger, så giver det jo god mening og nu her i min sofa, efter en løbetur, så er min stemme allerede sig selv igen, uden tårer og klumper som hele tiden presser og vil ud. Hvis jeg tænker mig om, så ved jeg også godt at jeg altid bliver mærkelig før mine faste kontroller, så det er nok bare derfor jeg pludselig kommer i tvivl. Om en uge er jeg forhåbentlig frikendt (krydser fingre) og mig selv igen.

Hvis nu du slet ikke aner hvad det er jeg ævler om, så har magasinet Lime udgivet en artikel, hvor jeg taler om det her med at have kræft i kulissen. “Når et lille gen bestemmer din lykke”.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *