En kamp jeg godt gider, næstekærlighed, update og håb

Nu har jeg blogget i over to år og det er efterhånden blevet en stor del af mig. Både fordi bloggen er mit personlige åndehul og fordi jeg også lever af at skrive mine små ord her. Jeg har lidt forskellige agendaer, men mit hovedfokus her er livsstil. Bloggen er en fortælling om mit liv. Selvfølgelig redigeret og skåret til, sådan så det passer nogenlunde ind her og sådan så jeg ikke udleverer andre end mig selv – altså sådan, så jeg kan holde en vis afstand mellem Trine og Trinesblend. Adskille det personlige og private fra hinanden. Sådan har det været fra start og den vigtigste spilleregel jeg har sat op for mig selv.

Noget jeg har opdaget, når jeg slår mine folder her, det er at det til tider kan være svært at holde den muntre tone, når livet udenfor bloggen slår kolbøtter. Det kan føles svært ikke at dele det der fylder, fordi det kan føles ligegyldigt at skrive om min søns nye værelse eller en ny kjole. Kolbøtterne har været lidt store ude i vores liv over den sidste måneds tid. Jeg har ikke delt det med jer, fordi noget af det har været alt for privat til at jeg havde lyst og kunne. Det er det sådan set stadig, men i fredags valgte jeg alligvel at åbne op for noget af det jeg ellers har holdt for mig selv. Jeg gjorde det i afmagt og total i mine følelsers vold. Jeg delte et stykke af min brors kamp. Selvfølgelig med hans samtykke.

Jeg var ked af det, hidsig og vred da jeg skrev. Jeg gjorde det fredag eftermiddag i sofaen med Kalle kravlende rundt ovenpå mig og jeg skrev det på få minutter. Jeg må sige, at jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at så mange mennesker skulle læse mit lille indlæg. Det giver mig en blandet følelse i kroppen. For det første, er jeg stadig opfyldt af den ked-af-det-hed, jeg havde da jeg skrev indlægget, for jeg ville ønske at det aldrig havde været nødvendigt at skrive det. Derudover er jeg også stolt over, at jeg har fået det indlæg ud til så mange. For tænk nu hvis det kan gøre en forskel. Jeg skifter lidt mellem, at tænke at jeg måske skulle have gjort mig mere umage, men så alligevel – det indlæg er så ærligt, som det overhovedet kan være og måske var det derfor at så mange følte vores sorg. Jeg er helt på røven over, at så mange har delt mit indlæg. Det er blevet delt flere tusinde gange og der har siden fredag været over 50.000 mennesker inde og læse det. Det er rigtig mange for mig og min blog. Bedst af alt, så betyder alle de delinger, at både politikkere og medier har fået øje på lige præcis min bror og svigerinde. Jeg læste sågar i går, at mit indlæg og sagen lige nu er den mest omtalte sag på de sociale medier.

Allerede lørdag blev jeg ringet op af Udlændingeordføren fra Radikale Venstre, Andreas Steenberg. Vi havde en lang snak omkring hele sagen og han sagde at han ville dele den på hans Facebook og tage sagen op i Folketingen onsdag. Det ville Rikke Lorentzen fra SF også. Delingerne fortsatte hele weekenden. På Twitter, på Facebook og på Instagram. Jeg fik forskellige henvendelser fra pressen. Mandag delte Andreas Steenberg så mit indlæg og det gjorde hele partiet også. Det gjorde at indlægget kom ud til endnu flere og min telefon kimede med alverdens medier. Inden da havde jeg en snak med min bror Lasse og Iamae omkring medierne og de var begge to klar på stå frem, hvis det skulle komme dertil. Ikke af lyst, men med håbet om at det kan øge fokus på deres sag.

De har derfor haft forskellige besøg i dag og i går fra diverse nyhedsmedier. Jeg har fungeret som en slags sekretær og torvholder på kontakten mellem dem, men holder mig ellers ude af den del. Samtidig med det hele er de begge to i krise. Især min svigerinde, som er så ked og ødelagt over den behandling hun har fået. Det sidder fast i hende at vi ikke vil have hende, at vi ser hende som en kriminel og derfor behandler hende som sådan. Politiet har beholdt hendes pas, siden hun blev anholdt i fredags og det får hun først i morgen, når politiet følger hende i lufthavnen. Det er sgu nærmest tragikomisk, hvor meget hun siden i fredags har kostet den danske stat. Indtil da har hun ikke måtte koste en os krone eller være til besvær, men nu bliver der brugt penge, tid og ressourcer på hende – noget som jeg er ret sikker på, snildt kunne være blevet brugt andre steder i vores land.

Sideløbende med delingerne, mails og telefonopkald med presse og politikkere. Så er der kommet så meget sympati fra alle kanter af danmark, ja eller faktisk fra hele verden. Så mange har taget sig tid til at skrive til mig på Iamae og Lasses vegne. Vi har fået en masse gode råd, tilbud om hjælp af forskellig slags. Men mest af alt en masse forståelse, næstekærlighed og medmenneskelighed. Jeg tror ud af alle de hundrede af beskeder, er der blot en enkelt som er en smule kritisk. Se, det giver mig håb. Håb for Danmark og et lille bitte håb for kærligheden på tværs af landegrænser. Jeg er overbevidst om, at langt de fleste godt kan se at vores udlændingelov er for stram. Den er forkert. Som jeg skrev i mit første indlæg, så er vi selvfølgelig nødt til at have love på området. Spørgsmålet er så bare, hvordan vi kan gøre det, sådan så vi ikke kommer til at behandle mennesker som ikke er kriminelle som kriminelle? Jeg er nok skide naiv, men jeg vælger at tro. Tro på, at der MÅ være en anden løsning. En bedre løsning, sådan så fremtidige sagsbehandlere ikke ser sig nødsaget til at ringe til politiet, når en kvinde kommer ind med et relevant spørgsmål med en flybillet i hånden.

Det kan ikke være rigtigt, at vi stiller krav til udlændinge, som går ud over de krav der blevet stillet til os, som i forvejen er danskere. Hvordan kan vi forvente, at de mennesker der ansøger om ophold i vores land, er overmennesker og skal være bedre på flere parametre, end alle os andre? For mig at se, kan vi næsten lige så godt så bare starte med at sige nej. Jeg lover jer, at selve processen er tæt på umulig at forstå, selv hvis man er akademiker. Og kravene der bliver stillet, selv med en opholdstilladelse er ikke nemme. Det er et kæmpe pres, at leve under i årevis. Usikkerheden i, om man ved næste ansøgning er købt eller solgt, er næsten ubærlig og meget svær at leve i. Og det samtidig med, at der forventes at man integreres som den bedst mulige (over)dansker.

Den her proces har gjort, at jeg næsten føler at jeg ikke kan slippe den her kamp nu. Selvfølgelig slipper jeg ikke min egen families kamp, men jeg har lyst til at kæmpe for alle de andre der sidder derude og er ramt af samme lovgiving. Jeres historier har gjort et kæmpe indtryk på mig og vreden har sat sig i mig. Jeg vil og kan ikke forstå, at vi i et land som Danmark sætter mennesker i fængsel, fordi de elsker en dansker. Jeg kan ikke forstå, at vi ikke må elske udover europa. Det kan ikke være andet end forkert. Jeg ved ikke hvordan jeg kan og skal kæmpe, for jeg har ikke megen forstand på politik, men jeg har forstand på mennesker og det må jeg gå med for nu.

I morgen rejser Iamae tilbage til Brasilien og det værste er, at hun rejser ødelagt. Efter måneder med min brors sygdom og uvished. Efter alligevel, at have opbygget det der lignede en hverdag på trods, til at få det hele ødelagt på få timer. Det gør mig så ondt og selvom jeg mærker et håb for fremtiden, så er jeg stadig flov. Flov over systemet, men stolt over at så mange har taget sig tid til at deltage i min families sag.

Af hjertet tak.

Hvis man har lyst til at følge sagen lidt mere, så kommer der en del forskelligt den næste tid. Og en lille bøn, bliv gerne ved med at dele. Øget opmærksomhed er vidst det eneste der hjælper, hvis der skal rykkes noget.

Her til aften har BT lavet en rigtig fin artikel med både billeder og film, den kan læses her.

Ekstra Bladet har også lavet en fin artikel.

Endnu en artikel på Jyllands Posten

Torsdag morgen er Lasse i Radio 27/7

Pressen kommer derudover til at følge dem hjemmefra, fra politistationen og til lufthavnen.

(Visited 40 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hej Trine,
    Det er en sej og hård kamp-jeg ville ønske jeg kunne sige at det blev bedre… men mine pigers far, kæmper stadig en kamp for at gøre sig “god nok” til permanent opholdstilladelse… på trods af han har 4 børn her, som jo er danske statsborgere. Han føler sig stadig ikke rigtig velkommen og det er ikke i orden. Han taler dansk, arbejder, betaler skat, passer på sine børn, og er en god borger… men er desværre ikke, som du så fint skriver, et “over” menneske.
    Jeg håber virkelig din bror og svigerinde klarer den, jeg hepper stort på dem❤️
    Og held og lykke med din kamp❤️
    Kh Stine

    • Det er jo helt forfærdeligt at han stadig kæmper. Han har jo været her en evighed. Forstår ikke det skal være så svært.
      Tanker til dig 🙂

  • Vores tanker og vores hjerter er med jeres familie. Det er jeg sikker på, at rigtig, rigtig mange føler <3

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *