Jeg så dokumentaren om Kundby pigen den anden dag, ligesom jeg tidligere har set andre dokumentarer om andre piger og drenge, som i den grad først er blevet svigtet af deres familie, men virkelig også af vores system. Af Danmark. Et system, som vi nogengange tager for givet eller også lukker vi øjenene og håber alt det dårlige kun sker for naboen. Jeg gør i hvert fald nok nogengange. De dokumentarer og retssager som bliver slået så stort op i pressen, bliver det fordi det er dem hvor det er gået så grueligt galt. Det er dem, hvor en masse mennesker har fejlet. De har fejlet i deres job og jeg synes det er så fælt, at se på hvordan de sidder der og vasker deres fedtede hænder på skift. Voksne ansvarlige mennesker har lavet fejl, sådan så det er gået voldsomt ud over mennesker som allerede fra start var i nød og havde brug for støtte og hjælp. Hjælpen som aldrig kom, på grund af nogle rodede skriveborde, hvor vigtige dokumenter og akter åbenbart har det med at forsvinde. Jeg kunne ikke lade være at tænke på, mens jeg sad der og så programmet, at der må være mange andre børn og unge, som også er blivet svigtet af systemet. Der må være så mange, hvor det heldigvis ikke er gået lige så galt – men det kunne det lige så godt have. Pressen tager fat i de helt grelle, men hvad med alle de andre som også er blevet glemt og svigtet? Dem hører vi ikke om. Og så er der dem som på trods af et svigt alligevel klarer sig og får sig et ordentlig liv. Det er heldige omstændigheder, retninger i livet og et stærkt sind, som gør at de ikke gik den forfærdelige vej mod det ekstreme. De fik måske en god uddannelse og knækkede den dårlige kurve. Det jeg mener, det er at der er mange andre end dem fra “de kendte” dokumentarer, hvor noget i systemet har svigtet. Det er bare ikke noget vi høre om. Jeg sad bare og fik det helt dårligt på vegne af dem. Jeg er selvfølgelig udemærket godt klar over, at der er lige så mange sager, hvor systemet hjælper og får de udsatte sjæle på rette køl inden det brister. Der er sager, hvor det hele går sin rette vej. Jeg kan simpelthen bare ikke forstå de sager, hvor SÅ mange ansvarlige voksne har råbt op og gjort opmærksom på at nogen har det dårligt og skal have hjælp. Nu! Hvad hjælper det, når skoler, læger, sundhedsplejersker, naboer og andre indberetter – men ingen gør noget. Hvis ansvar er det så? Tænk, at være et menneske i nød – at række ud og så er der ingen som griber. Det må føles som verdens største slag i hovedet. Og jeg gætter at det for mange kræver mange kræfter blot at række ud. Og et kilometer langt tilløb. Rækker de så nogensinde ud igen?
Alle mennesker laver fejl og det er en del af at være et menneske. Men der findes altså fag, hvor det bare ikke må ske. Og slet ikke igen og igen. Fag hvor det kan ødelægge andre menneskers liv, hvis der sker fejl. Jeg kan huske da jeg i tidernes morgen arbejdede som sygeplejerske. To gange var jeg ved at lave en fejl, der hvor det ikke må ske. Hele min krop frøs, da jeg opdagede det i tide. Jeg opdagede det kun på grund af nogle sikkerhedsrutiner, som alle skulle gennemgå inden en særlig handling. Det må ikke ske at hele systemet, eller flere systemer overser bamlende alarmklokker som op til flere gange har udsendt høje alarm toner. Hvor er deres sikkerhedssystem henne? Jeg tænker at de ansatte som hørte klokkerne, simpelthen bare lukkede deres øjne og håbede det ville gå over uden deres indgriben. Eller? Tænk at lægge sig til at sove om aftenen med den viden. Noget går måske nok over af sig selv. Og det er jo så bare systemets held. Nogen kan måske ikke reddes, lige meget hvordan og hvornår man griber ind – men tænk på alle dem som kan. Dem hvor det havde givet mening at hjælpe og støtte. Dem hvor man kunne have reddet dem fra at ende som en forfærdelig sag, som senere bliver vist til skræk og advarsel i en dokumentar. De mennesker som altså også i sidste ende ender med at koste vores system virkelig mange penge.
I dokumentaren om Kundby pigen, får vi af vide at hun skifter skole og kommune op til flere gange. Vi taler med hendes lærer i ottende klasse. Hun skal starte der efter endnu et skoleskift. Meget er allerede gået galt for hende og systemet er bekendt med at der er mange problemer. Det eneste læren kender til, inden pigen starter, det er hendes navn og cpr nummer. Ikke at hun skærer i sig selv, at hun bor på et opholdssted for udsatte unge og en masse andet. Hvorfor er det at vores systemer ikke kommunikere med hinanden? Det ville lette så mange arbejdsgange. Og der i ottende klasse havde der måske stadig været tid til at standse den dårlige kurs.
Jeg kender selv rigtig godt til vores sundhedssystem både fordi jeg har arbejdet i det i alt for mange år, men også fordi jeg selv er i systemet på grund af mit arvelige cancer-gen (BRCA). I og med at jeg har det her gen, er jeg i berøring med brystkirurgisk, gynækologisk og genetisk afdeling på Riget. De tre afdelinger taler på ingen måde sammen. Det synes jeg er helt skørt, og hvis jeg ikke selv holder styr på diverse info – så ville meget gå tabt. Det må det simpelthen gøre for nogen. Sådan en sag kan også ende som en rigtig grim en. Jeg har i mange år arbejdet med patientrettigheder og har set en del grimme sager. Et eller andet sted på min vej gennem systemet mistede jeg desværre troen -både af personlige og faglige årsager. Jeg ved dog med sikkerhed, at der både sidder og løber nogle virkelig kompetente mennesker rundt i vores forskellige systemer, men som på grund af nedskærringer ikke formår at udføre deres arbejde ordentligt. Sådan ved jeg det er på landets hospitaler. Det er tiden den er gal med. Der er ikke nok af den og der mangler hænder….og ordentlige skriveborde.
Jeg tænker tit over, hvorfor jeg egentlig blev sygeplejerske. Især fordi jeg kun meget kort arbejde som ægte sygeplejerske på et hospital. Jeg vidste slet ikke hvad jeg ville være, når jeg blev stor dengang jeg skulle til at vælge retning. Jeg anede det faktisk på ingen måde. Jeg tror dog tanken om sygeplejerske faget blev plantet i mig, efter jeg i gymnasiet så en dokumentar om et børnehjem i København. Et spædbarnshjem, hvor der blev passet helt nyfødte børn, som var blevet født af mødre med et misbrug. Børnene var derfor født med abstinenser. Jeg synes det arbejde der blev udført det sted var helt fantastisk og det ville jeg gerne. Jeg ville gerne være med til at sådan nogle små liv, måske kunne reddes – sådan så de fik et godt liv på trods af deres dårlige start. Da jeg blev færdig på studiet, var stedet lukket på grund af nedskærringer. Nu er hjemmet dog åbnet igen, men ikke som et offentligt tilbud. Det er privatejet.
Jeg ved godt at vi er heldige at bo i Danmark. Heldiger end mange. Vi har overordnet et godt system. Tror jeg. Men alligevel, så er der altså noget galt, der er noget som ikke virker – vi taber nogle af de svage, også selvom vi godt ved de skal have hjælp. Vi har andre systemer, som er i stand til at hjælpe – men de har ikke muligheden, når de ikke får besked. Jeg ville sådan ønske at alle vores fine systemer ville samarbejde på tværs. Sådan så vi ikke skal se programmer om Tønder – “Pigen fra Tøndersagen”, lille Jørn – “Er du mors lille dreng?” og Kundby – “Kundby pigen – Hvorfor ville min lillesøster være terrorist?”.
Giver det mening? Måske det blev lidt rodet, men jeg håber I forstår hvad jeg mener.