Den vildste uge med masser af smil og “strike a pose” og et lille bitte sneak peak

Det er ikke mange uger siden, at der dumpede en fin mail ind i min efterhånden ret så proppede mailboks. Det var en mail fra Lene. Lene Samsøe Holme, som har lavet så mange bøger, at hun ikke engang selv har et tal på det. Bøger med strikkeopskrifter. Mange til børn, men i de senere år også til vokse. Jeg er bestemt ingen strikker selv, desværre. Det opgav jeg for mange år siden, selvom jeg hjertens gerne godt kunne tænke mig at have roen til det. Jeg tilmeldte mig sågar et kursus i strik, dengang jeg ventede Selma, for nu skulle det være. Men ærlig talt, så må jeg bare erkende at min røv har for meget krudt – jeg kan ikke samle mig om det, og så synes jeg også det er ret svært faktisk. Men jeg elsker strik og jeg har købt mig fattig i børnestrik de sidste otte år og de sidste år også i voksenstrik. Alle tøjbrands med respekt for sig selv, har de sidste mange sæsoner også haft op til flere strik på deres hylder. Lækre chunky sweaters i flotte farver. Det er som en slikbutik for sådan en strik elsker sig mig. Og en dyr en. Det er som om, at det som før var sådan lidt husmoderligt, måske også lidt kedeligt og ofte meget gråt er blevet løftet op på et nyt niveau. Strik er blevet smart og alt andet end gråt i gråt, både det man kan købe i de smarte butikker, men også de strikkeopskrifter som man finder i bøger og online.

Tilbage til e-mailen jeg modtog. Lene, havde fået den rigtig fine idé, at hun ville skabe en bog sammen med mit univers. Hendes strikkedesigns kombineret med mit. Med mig, mine børn, vores eget tøj og vores hjem. Min stakkels mand var der ikke plads til – ha, det passede ham dog storartet. Han sagde på et tidspunkt, at alle vi kvinder på Insta om mange år kommer til at kigge tilbage på hinandens profiler og tænke at vi alle sammen var enlige mødre. De fylder knapt så meget vores kære partnere. Så bogen bliver altså en bog med børn og moren – som er mig. Jeg skulle lige tænke lidt over hendes idé, både fordi det var tidsskrevende og ville blive mere end to hele arbejdsdage, men også fordi jeg for tiden gør mig rigtig mange tanker om mine børn og sociale medier. Men det her er en bog, en helt analog bog som bliver udgivet af et forlag med omslag, forside og bagside og ret mange sider af papir. Jeg ville gerne og synes faktisk det kunne være sjovt og så tænkte jeg også, at det er en fin måde at få noget ud med børnene på, som ikke er digitalt – fordi jeg er så frygtelig dårlig til at få printet billeder ud på ægte papir.

Sofie Winding som er grafisk designer er med ind over hele bogen med billeder, layout, ord og alt sådan noget pænt noget. Den dygtige stylist, Maria Aras, har sammensat de (mange ) forskellige sæt. En del af det med mit eget og ungernes tøj. Og noget hun havde med, det blev lidt dyrt for mig – for jeg kom til at købe lidt af det selv. En sminkør (hedder det det?), til at rette mine rynker så meget ud som det kunne lade sig gøre. Og så Tia Borgsmidt som er fotograf. Hun har tidligere været i mit hjem i forbindelse med en boligreportage for mange år siden, så det var rart med en kendt ansigt. Det var altså ret mange mennesker at lukke ind i sit hjem. I mandags skulle alt med ungerne tages, sådan så de ikke skulle blive hjemme fra skole i mere end en enkelt dag. Det gik bare så godt og de synes det var super sjovt – måske fordi de var hjemme og det blev en leg mere end det blev en opstillet situation. Pyha, heldigvis – for jeg vil jo ikke stoppe noget ned i deres små søde halse, som de ikke bryder sig om. De store var med i beslutningen om at deltage fra start, men man ved jo aldrig hvad dagen byder sådan helt, når der er børn med. Vi nåede det vi skulle og jeg tror det blev så hyggeligt og fint.

Behind the scenes

Jeg snuppede lige dem her af fotograftens skærm. Mine fine tre.

Onsdag var det så bare mig alene, sammen med alle de mennesker som var omkring projektet. Jeg må indrømme at jeg var en smule nervøs, for jeg har aldrig sådan rigtigt fået taget billeder på den måde. Mange af billederne af mig selv på Insta, dem tager jeg jo selv, så der bliver jeg ikke genert. Vi startede klokken otte hvor mit ansigt og hår blev ordnet og så var det bare om at gå i gang med tretten forskellige sæt. Hele billeder og en del detalje fotos også – mest indenfor, men også udenfor i mit dejlige hood med cafeér og værk. Shit mand, hvor folk glor når der er sådan en kæmpe stor linse involveret. Og så lige der, hvor jeg bor – hvor jeg kender alle. Både fordi vores andelsforening er ret stor, men også fordi vi har tre børn og derfor dagligt møder alle børnenes små venners forældre. Uh, bliver sgu så genert – men jeg tror stadig det blev ret godt og jeg glæder mig stort til at se det færdige resultat. Tænk at sådan en garvet kvinde, har lyst til at lave noget sammen med mig. En stor ret tyk ægte bog. Wauw manner, det er sgu da ret sejt.

Bogen bliver mere end en bog med strikkeopskrifter, det bliver en bog med masser af god inspiration og kreativitet. Gode farver, stilarter, forskellige stilleben fra vores hjem og område og grafikeren kommer også til at tegne de forskellige strik i akvarel. Virkelig en smuk idé. Og så selvfølgelig med nogle fantastisk smukke opskrifter designet af Lene Samsøe Holme til kvinder og børn. Masser af inspiration på hver en side.

Billeder af computerskærmen. Mig i min ynglings vindueskarm og på vores bagtrappe.

Behind the scenes

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *