Den utrolige historie om en gul Sodastream Play

Okay, det her gule lyn af en sodavandsmaskine, kræver simpelthen et helt indlæg for sig selv. Tro det eller ej. Fordi det er dumt, men heldigvis også lidt sjovt. Det er dog ikke særlig klimavenligt, så hermed en lille advarsel, inden du læser videre.

Jeg nævnte i et billede cruise indlæg at jeg havde set den flotteste sodavandsmaskine ovre hos Céline på Instagram. Hun er iøvrigt værd at følge med hos. Så utrolig dygtig, og så har hun om nogen styr på styling af farver i hjemmet. Det var altså på et af hendes billeder, at jeg spottede en gul sodavandsmaskine. Vi har i flere år selv haft en klodset maskine i en grim hvid farve, sådan så vi kan bruse vores almindelige vand. Vi drikker det enten som det er, med hyldeblomstsaft eller med den økologiske saft med appelsin og citron fra Rema 1000. Seriøst det smager så godt nede i det brusede vand. Vores hvide sodavandsmaskine er så grim, at den ofte står gemt nede i i et køkkenskab, hvilket er irriterende, når vi skal bruge den og det gør vi dagligt.

Jeg har aldrig set en pæn maskine tidligere, før jeg så den hos Céline og så viser det sig selvfølgelig, at det er en limited edition fra Sodastream. Modellen hedder Play og udgik for nogle år siden. Jeg gik alligevel i gang med at søge internettet helt tyndt efter samme model. Jeg fandt én. I Australiens land. OMG altså! Min mand var dog så sød at skrive til sælgeren og han ville gerne skille den lidt ad og sende den til os uden patronen. For sådan en kan ikke tåle at flyve. Han sendte den afsted og den kom overraskende hurtigt til Danmark. Den endte selvfølgelig i tolden og vi betalte ikke så lidt for hele købet. Da den ankom til Nørrebro var den ligeså pæn, som jeg havde håbet – ja ja, det er bare en køkkenmaskine, men med ikke særlig meget køkkenbord plads, så prioriterer jeg sirligt, hvad der får lov at stå fremme og fylde.

Den stod nogle dage på bordet, inden vi kom afsted efter en patron til den. Kulsyrepatronen, som er den der giver det blide eller hårde brus. Den der gør at en sodavandsmaskine er en sodavandsmaskine. Søren åbnede lynet og satte patronen op i den. Den passede ikke ind! Oh my lord altså, Australien kører simpelthen med en helt anden type af indmad i selvsamme Sodastrem’er. Åh nej altså, nu har vi så den her flotte gule maskine, men ikke nogen patron der passer ind i den og den er derfor ganske ubrugelig. Hvor uheldigt er det lige. Brugsanvisningen er endda på dansk, men ikke maskinerriet åbenbart. Pis pis og pis.

Jeg ved godt det er skørt, men jeg var SÅ glad for den – så glad, at det er lige før den får lov at blive stående, bare til pynt. Så kan den anden blive ved med at stå i skabet. Men altså, det er jo for tosset. Jeg kan heller ikke få mig selv til bare at smide den ud i skraldespanden.

Så hvis nogen af jer, tilfældigvis ligger inde med en kulsyrepatron fra Australien (for det er der jo en stor sandsynlighed for at nogen gør), så giv endelig lyd. Også hvis nogen har en gul Sodastream Play, som de gerne vil af med. Eller eller eller, hvis nu jeg har overset, at der findes andre pæne sodavandsmaskiner derude, så send mig gerne et navn eller et link. Den må gerne have en anden farve end hvid og stål. Men helst gul jo.

(og ironi kan forekomme i indlægget, men jeg er oprigtig ægte glad ved den)

(Visited 11 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *