Den svære samtale. Hvem skal åbne den?

Et indlæg som jeg har gået og tænkt over længe. Egentlig var det tanker længe før den her blog overhovedet fandtes. Helt tilbage fra dengang i tidernes morgen, hvor jeg studerede til sygeplejerske, da lærte jeg om den svære samtale – for der findes immervæk mange virkelig svære samtaler på et hospital, ja eller i hele sundhedssystemet. Den svære samtale kan være så meget forskelligt, men for mig, både som sygeplejerske og som menneske, hænger lige præcis den samtale sammen med død, savn og sorg. Jeg tænker nogengange at det er underligt at samtalen kan være så svær, når nu døden er en del af selve livet for os alle. Men nok bare ikke en særlig naturlig del og derfor bliver det ofte svært for os at tale om. Den bliver måske for tydelig. Altså døden.

Jeg har mistet og var inden da pårørende til en syg. Jeg har derfor gennem tiden mødt og været sammen med mange mennesker, som ikke helt har vidst hvad de skulle sige, eller om de overhovedet skulle sige noget og derfor er endt med bare at tie. Jeg har ikke selv været særlig god til at åbne op, til at spørge om hjælp, støtte eller blot at finde et par lyttende øre. Derfor har det for mig, været rigtig rart at modtage den støtte som bare er kommet uden jeg har spurgt. Jeg ved at det for mange er skide svært at åbne sådan en samtale, ofte er det af frygt for at træde forkert, for at sige noget upassende eller en frygt for at nogen begynder at græde. Og her må jeg bare sige, at alt det er så ligegyldigt, det er bedre at sige noget, end ikke at sige noget. Lidt det samme som hvis man finder en livløs og ikke har lært at give hjertemassage – det er altid bedre at handle, end ikke at gøre det. Det behøver slet ikke at være korrekt, for hånden på hjertet, så ved jeg da heller ikke hvad der er det helt rigtige at sige, men jeg er typen som slet ikke kan holde ud at fortie (når det handler om andre). Og så tror jeg på intuition. Den har for det meste ret, så gør det der falder dig ind, måske også selvom det virker dumt. I sidste ende er der jo også altid, den formelle version “jeg kondolerer”. Den er altså også bedre end slet ikke at sige noget som helst om den store fede regnbuefarvede elefant, der fylder i hele rummet.

For mig har det faktisk været rigtig fint med et klem på armen, et blik ind i mine øjne, eller et helt simpelt “er du ok?”, hvor modtageren ligner en som godt kan rumme mit ærlige svar. En som bare lytter på mit svar, uden at kigge væk. Sorgen skal jo ikke løses, der er ikke nogen løsning – men den skal tales og lyttes og måske vigtigst af alt – så skal den ses. Følelsen af at blive set i sin sorg, det hjælper og for mig gjorde det at jeg sagtens kunne grine og tale om meget andet, for jeg kunne mærke at modtageren på trods af mit smil, så min sorg inde bag ved.

Alligevel så kan jeg nu se, at jeg kæmpede en kamp for at virke normal, for at være som jeg plejede. Jeg undskyldte overfor veninder, hvis jeg ikke lige fik ringet eller skrevet. Det er jo egentligt lidt skørt, for jeg er sikker på de slet ikke forventede noget af mig, men jeg følte nok bare heller ikke at det var sådan helt okay at sørge for meget, for jeg var jo voksen og endda selv mor. Derfor prøvede jeg at være som før, gøre de samme ting og være den samme glade person. Det var en svær kamp og også tarvelig, for det er nærmest umuligt at være noget som ikke længere er. Jeg er ikke som før, jeg var ikke som før. Og i sidste ende, krævede det simpelthen også for mange kræfter at opretholde gamle Trine. Det krævede nogle ofre, men livet ændrer os jo – på godt og på ondt, og jeg valgte i sidste ende at omfavne mit nye jeg, som nu også havde fået en trist og lidt sort side. Den del af mig som altid vil savne, som er bange for sygdomme, for døden, for hospitaler og som føler livet er skide uretfærdigt. Den side lever jeg fint med, for heldigvis er jeg også meget andet. Alt det lyse og glade som ikke længere kræver kræfter at få frem.

Jeg ser “Sex and the city” og i går så jeg afsnittet hvor Mirandas mor dør. Simpelthen det fineste afsnit, og bare jeg skiver det her, så fyldes mine øjne lidt med vand. Samantha kan på ingen måde rumme Miranda i hendes sorg, hun taler udenom og undgår. Lige indtil, hun tør mærke sig selv og hun pludselig giver efter. De fanger hinandens øjne til begravelsen og blikket siger mere end nogle ord overhovede kan. Og det er nok for Miranda. Og for mig. Den svære samtale behøver ikke være så svær. Den behøver ikke rumme tusinde af ord. Husk det, når du møder noget som er kede.

Det der med ord, det har nogengange føltes lidt som om, at de har slugt min mor, sådan så da hun døde så var hun bare pist borte i mange sammenhænge. Efter et antal dage, så sagde vi at jeg var glad igen. Det var jeg sgu bare ikke! Jeg tror det er vigtigt at forstå at sorgen aldrig går væk, den tager bare en anden form. En form, hvor man lever side om side med den. Så selvom der er gået virkelig lang tid, så er det aldrig for sent at spørge ind til sorg og savn.

Det er svært at lægge ansvaret på en bestemt person i forhold til at åbne den svære samtale op, for hvis ansvar er det? Er det den der er i sorg, som simpelthen må tage ansvaret på sig og selv råbe op, eller er ansvaret hos dem omkring? Hos læger, venner, naboer eller eller eller? Og hvad så hvis ingen kan eller tør? Så ender det med at blive fortiet forevigt og fejlagtigt opfattet som om alt er okay. Det er så ærgerligt, for så ved jeg bare at sorgen bliver en kampesten, som bor forevigt nede i maven og aldrig opløses. Vi fik aldrig åbnet den svære samtale, mens min mor var. Den var i hele rummet, i hvert fald for mig – men ingen sagde noget og jeg turde ikke. Og det er noget af det jeg fortryder aller mest i dag.

Jeg ved ikke om det kan bruges det til noget det her, men hvis man bare husker ikke at komplicere samtalen og mødet med dem i sorg ja eller dem i en eller anden form for krise. Så er jeg sikker på det nok skal gå. Se dem, spørg dem, klem dem på armen, send dem et “jeg mærker hvad du gennemgår blik”, kondulere, kram dem, vær som du plejer.

Med det vil jeg ønske jer en dejlig weekend.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • jeg er i sundhedssektoren, i subakut område, og har heldigvis ingen problemer med at tage den svære samtale. Det jeg lige vil gøre opmærksom på er at etisk råd, afholder gratis møder pt i flere større byer med titlen :en samtale om døden. Det er for alle, men kræver tilmelding.
    God dag 🙂

  • jeg er i sundhedssektoren, i subakut område, og har heldigvis ingen problemer med at tage den svære samtale. Det jeg lige vil gøre opmærksom på er at etisk råd, afholder gratis møder pt i flere større byer med titlen :en samtale om døden. Det er for alle, men kræver tilmelding.
    God dag 🙂

  • For det første, vidste jeg jo slet ikke du var sygeplejerske. Det er jeg også og synes det her emne er mega spændende. Hvorfor er det så svært??!
    Jeg har været sygeplejerske i 12 år snart og synes stadig det til tider kan være mega græseoverskridende og arbejde med alvorligt syge mennesker, men også spændende. Jeg tror personligt aldrig jeg lærer det godt nok til at jeg selv kan blive tilfreds. Er lige pt på en børneafdeling og har stået overfor sit. hvor dette emne er kommet op, men siger så også, det er heldigvis sjældent derude.
    Tak for en god blog og fedt du tog det her enne op.
    Kærligst Tenna

  • For det første, vidste jeg jo slet ikke du var sygeplejerske. Det er jeg også og synes det her emne er mega spændende. Hvorfor er det så svært??!
    Jeg har været sygeplejerske i 12 år snart og synes stadig det til tider kan være mega græseoverskridende og arbejde med alvorligt syge mennesker, men også spændende. Jeg tror personligt aldrig jeg lærer det godt nok til at jeg selv kan blive tilfreds. Er lige pt på en børneafdeling og har stået overfor sit. hvor dette emne er kommet op, men siger så også, det er heldigvis sjældent derude.
    Tak for en god blog og fedt du tog det her enne op.
    Kærligst Tenna

  • Kære Tenna,
    Ja, det er nok noget som er svært for rigtig mange – også sundhedspersonale. Det er en skam, men så længe vi gør vores bedste, så går det nok. Helt tilbage til dengang jeg arbejde som spl ude i plejen, var jeg på en intensiv børneafdeling og der var så mange svære emner og vi var sgu ikke gode nok til at tage dem op med forældrene.

    Og tak, tusind tak fordi du læser med 😊
    Kh T

  • Kære Tenna,
    Ja, det er nok noget som er svært for rigtig mange – også sundhedspersonale. Det er en skam, men så længe vi gør vores bedste, så går det nok. Helt tilbage til dengang jeg arbejde som spl ude i plejen, var jeg på en intensiv børneafdeling og der var så mange svære emner og vi var sgu ikke gode nok til at tage dem op med forældrene.

    Og tak, tusind tak fordi du læser med 😊
    Kh T

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *