Jeg har en ven. Måske en af de venner jeg ser allermest faktisk. For jeg ser ham hver dag og han følger altid med i mit liv. I mine børns liv og det føles rart, dagligt lige at vende stort og småt med ham. Jeg følger også med i hans, der sker dog ikke så meget pt. Men tidligere skete der rigtig meget, så skete der bare noget der gjorde at hans liv gik lidt i stå.
Jeg ved ikke hvor gammel han er, måske yngre end han ser ud. For jeg tror hans liv har været hårdt, men livet har også gjort ham vis. Han sidder på en grøn plastik mælkekasse nede foran min hoveddør ved min købmand.
I morges fik vi lige en lille snak igen. Om mine børn, som bliver store. Om at han synes de virker så fornuftige (sagde jo at han var vis), og at han synes jeg var travl, men så glad ud. Han lægger mærke til hvis jeg er blevet klippet, hvis mine børn har fået nye sko eller hvis vi har været i sommerhus. Han sidder bare der ganske stille og følger med mens dagene går.
Der sidder ofte to tre mænd dernede og drikker lidt øller. Og jeg føler faktisk lidt at de passer på mig. Jeg har aldrig været bange for dem, selvom de til tider kan være godt berusede. De er mere bare blevet mine venner. Vores venner. Jeg husker da jeg var barn, at jeg godt kunne være lidt bange for dem der sad på bænken inde i Vordningborg. Måske fordi jeg aldrig selv havde talt med dem. Jeg er så glad for, at mine børn kender de her mænd og opdager at de er ligesom alle andre mennesker. Selvfølgelig er de det, men I ved godt, at man nogengange kommer til at putte mennesker i nogle kasser udfra hvad de laver. Den ene mand reddede faktisk en gang Selma, da hun var baby. Måske jeg har nævnt det her tidligere, men så får I den lige igen så.
Hun var lille og lå i barnevogn. Bremsen var gået lidt i stykker på den, så jeg kunne ikke altid bremse vognen, når den skulle parkeres. Jeg skulle hurtigt op i lejligheden og hente noget jeg havde glemt, Selma sov og jeg stillede vognen på fortorvet ved min hoveddør, mens jeg susede op. Jeg havde bare ikke lige tænkt over, at det stormede en halv pelikan. Da jeg kom ned, havde en af mændene fanget barnevognen, da den havde været på vej ud på gaden. Han stod bare der, lidt vakkelvorn på benene, men med et fast greb om vognen, som var halvt ude op gaden. Pyha, mit hjerte stoppede lige lidt. Og jeg har aldrig glemt ham for det.
Nå tilbage til i morges. Vi talte om at jeg var alene med børnene. At de kom hjem fra deres far i dag. Han synes det var dejligt at vi kunne deles pænt om dem og være gode venner. Og så sagde han: “Når man har elsket et menneske, så er det som om den gamle kærlighed aldrig dør. Slet ikke, når man har børn sammen. Det er kun den nye kærlighed, der pludselig stopper”
Og så tilføjede han lige: “Jeg håber du finder en ny superhelt. En der er god mod kvinder”
Åh, jeg synes det var så fint sagt af ham. For det er jo rigtigt, jeg elsker stadig børnenes far, Det vil jeg altid gøre. Tænk alt det vi skabte sammen. Børn i hobetal og masser af gode minder både med og uden børn.
Tak for snakken Kim. Vi ses senere, når jeg kommer hjem med min lidt larmende flok.
Det her er noget af det fineste jeg længe har læst ❤️ Tak for det Trine.
Åhh velbekomme. Kim er en fin mand❤️
Tak for den Trine❤️
Sidder lige og tænker lidt over ordsproget ‘lige børn leger bedst’. Er ikke helt sikker på hvad jeg kommer frem til. Om jeg godt kan li´ hvordan du og Kim har en alliance på trods af forskelle. Eller om jeg i virkeligheden godt kan li´ tanken om at forskellene måske aldrig er så mange mennesker imellem, som vi kan gå og tro.
Anyways, dejligt medmenneskeligt skriv❤️
Velbekomme Cecilie. Jeg tror ikke vi er så forskellige endda. Det er måske nok hvad man selv (og andre) gør det til❤️
Sikke et fint indlæg. Vi har fået hund for 3 måneder siden. Vi snakker nu med så mange forskellige mennesker, vi ikke kender. Elsker det.
Det er også en god måde at møde mennesker på. Så er der noget fælleskab fra start af❤️
❤️❤️❤️
❤️
Hvor er det en smuk historie ❤️ Blev helt rørt.
En historie fra det virkelige liv❤️
Min far er blevet til en af dem, der sidder på bænken. Jeg håber, han måske følger med i andres liv og giver smil og vise ord med på vejen til, der lægger vejen forbi ham. Mit hjerte altså, sikken en dejlig fortælling, Trine❤️
Åh Christine, det håber jeg også han gør. Lige meget om han siger noget eller ej, mon så ikke at han helt sikkert følger med i andres menneskers færden. Måske bare på en stille måde. Har du kontakt til ham? Eller er den gledet ud? Tak for at dele. Kram fra Trine❤️
Hvor er det et bevægende og smukt skriv.
Jeg vil sådan håber, at Kim vil få kendskab til dit skriv og vide at du sætter pris på ham- han virker til at være en god og omsorgsfuld mand, som fortjener det❤️.
Tusind tak for det❤️. Overvejer lidt at fortælle ham om det i morgen. Han er helt sikkert en god mand, i hvert fald overfor os.
Virkelig rørende denne teksten, Trine! Han var virkelig god med ord den mannen ❤️ Magiske møter og samtaler hvis man bare kvitter seg litt med fordommene. Kjenner veldig igjen fra flere møter fra da jeg jobbet som sykepleier. Alle mennesker man møter på sin vei – hver sin historie (tøffe og gode) med så mye lærerikt å fortelle.
Det blev jeg virkelig meget rørt af at læse. Så fint. Tårer i øjnene.
Vi bor tæt ved selv samme købmand, så jeg ved udmærket, hvem du taler om. Hvor er det en fin fortælling og hvor er jeg glad for at høre, at I er venner ❤️
Hvor er det en smuk historie! Ej, hvor findes der bare skønne mennesker. Det fik lige mig til at smile midt i alt for meget amerikansk-valg-drama
Smuk historie – lige hvad jeg havde behov for at læse efter dagens nyhedsstrøm..
Så utrolig fint. Som skilsmissebarn (for 30 år siden) er det noget, der ligger mit hjerte nær. Jeg ville ønske flere tænkte som du og Kim og reflekterede over, at gammel kærlighed ikke dør, det er blot den nye, der gør. Som barn vil man så gerne vide, at man var lavet i kærlighed og at al den kærlighed ikke bare er død, for så er det som om en del af en selv også er det. Folk har for travlt med at bevæge sig videre og forsage alt det der var, måske fordi det gør for ondt. Men når man har børn, er det så vigtigt at lade være, og det bliver kun endnu mere vigtigt, når man bringer nye “superhelte” ind i billedet.