Den (forbandede) skærmtid og voksenbeslutninger

Noget af det jeg finder top svært ved mor-livet, det er alle de beslutninger som jeg træffer på mine børns vegne. Fuck der er mange. En del lette og lige til – thank God. Især når de er små. For jeg begynder i takt med at min store bliver større, at forstå ordsproget “små børn, små bekymringer. Store børn, store bekymringer”

Det er nemlig når de bliver lidt større at beslutningerne godt kan føles lidt tungere. Lidt sværere, måske fordi børnene når de bliver store begynder at kunne argumentere for det det gerne vil, eller ikke vil. Især det de ikke vil, det som de synes er unfair og at søde mor, pludselig bliver tarvelige mor.
Det er her skærmen eller skærmene kommer ind, for jeg kan mærke at jeg til tider bliver en smule usikker på mine – på vores valg, i forhold til børnene og deres skræmforbrug.

Lige siden vi fik Alfred har iPads været noget der hos os kun er blevet brugt i weekenden og der i en afgrænset periode. Aldrig i hverdagen. Kun ved sygdom eller særlige situationer. I det hele taget har vi nogle skarpe regler omkring forbrug af skærm, når jeg skriver dem her, lyder det sådan lidt nazi-agtigt, men faktisk er det sjældent noget vi har italesat, det er bare sådan det er og altid har været. I forhold til fjernsyn, der er det okay at splatte ud om eftermiddagen, mens jeg laver mad, men aldrig skærm af nogen slags efter aftensmad.

De har fået lov at spille de spil vi har hentet til dem, de ser Netflix og HBO, når det er weekend eller fredag aften, som er den eneste dag med tv efter aftensmad. Jeg begynder at kunne fornemme på vores ældste at mange fra hans klasse (1. klasse) også selv surfer rundt på world wide web og ser forskellige videoer på YouTube og sådan. Og her kommer min snert af tvivl, fordi jeg godt kan blive sådan lidt bekymret for, om han kommer bagud i forhold til vennerne. For jeg kan jo se og høre på hans venner, at de er rigtig dygtige til at søge på nettet. Jeg prøver dog stadig at holde ham lidt tæt, når det handler om nettet – for jeg vil så gerne forsigtigt guide ham og vise ham verden i virituel forstand. Den er stor og der findes jo desværre fæle mennesker derude. Ligeså fæle videoer. Jeg føler det trygt, at de gør det ovre i skolen og at han der lære at begå sig med hjælp fra en lære. Og jeg har faktisk følt at det var rigeligt.

…Og så er der det her forbandede spil. Fortnite. Åbenbart det helt store hit lige nu, nok mest blandt drengene. Men det er kæmpe stort. Det er et skydespil og allerede her, får jeg modstand imod det. Til gengæld er det et skydespil uden blod, der er sjove danse og soldaterne kan heale hinanden, når de bliver sårede. Med det er stadig et skydespil. Alfred fik snøret sin far til at hente det, og han har spillet det lidt i weekenderne, og talt endnu mere om det. Drengene i klassen kan åbenbart også spille det med hinanden og tale sammen mens de spiller. I det hele taget er det et online spil, hvor det er muligt at kommunikere med andre derude, og det er sådan noget jeg gerne vil holde lidt øje med. Er det snerpet?

Men så var der en far som sagde, at man måske bare skulle se det som dengang vi løb rundt ude i haven og legede krig, dengang vi selv var små. Ved i hvad? Han har jo for helvede ret. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg har spænet rundt i naboens have med en imaginær bazooka og sagt skudelyde, for så at falde død om i græsset. Var det meget bedre? Egentlig ikke!

Hvor om altid er, så vil jeg lige prøve at klappe hesten lidt. For jeg var parat til at slette spillet for et par dage siden. Vi beholder det, men stadig med de samme skærmregler som vi hele tiden har haft. Og når den store kommer hjem og fortæller hvad der er stort på youtube, så ser vi det sammen på computeren, for jeg kan bare mærke at jeg ikke synes det er okay at han selv sidder og surfer rundt. Endnu. Så må han være bagefter på den front, men jeg er nu sikker på han nok skal indhente det, når det kræves. Tænk på alle os, som ikke er vokset op med det, vi har jo alligevel lært at benytte de forskellige tablets som voksne.

Alle har sikkert deres egne regler, eller ingen regler og sådan er det vel egentlig nok med det meste. Vi gør det, som vi føler er det rigtige og det som vores overskud rækker til. Skærme er jo alletiders barnepiger og det kan jo være nødvendigt at tage sådan en i brug i ny og næ, hvis man er presset. Fred være med det. Jeg er egentlig ligeglad med hvad andre gør, men jeg elsker at inspireres af hvordan andre sætter deres regler omkring deres børn og skærm. Jeg vil bare så gerne at legen forbliver det primære, legen uden brug af skærm. Skærmen må hos os forblive sekundær.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *