Deleordning: Hvordan deler man sine børn, uden nogen går i stykker?

Efter en stille opstart af vores deleordning, hvor børnene startede ud med korte ophold væk fra deres kendte rammer. Væk fra deres barndomshjem, som de selvfølgelig kender så godt. Så er vi nu startet på den deleordning, vi har aftalt. Det betyder, at jeg lige har været uden børn og det længere end jeg nogensinde har prøvet. Og uden, det skal lyde alt for dramatisk, så gik jeg faktisk lidt i stykker. Jeg er derfor ikke sikker på, at jeg har svaret på min overskift, men jeg går gerne lidt i stykker, hvis bare børnene har det godt. Jeg skal lære, at være alene og fylde noget andet ind i mit liv, de dage jeg ikke har dem. Jeg er sikker på, at den del nok skal blive bedre på sigt.

Lige meget hvordan man vender og drejer den her situation, hvor jeg ikke længere er gift med mine børns far, så synes jeg altså stadig, at vi er en slags familie. Vi skal bare finde ud af at fungere i den her nye familiekonstellation, med deleordning og det uden at nogen går alt for meget i stykker. Hverken os voksne eller børnene. Vores tre børn, dem vi tager det allerstørste hensyn til, men vi forsøger også at tage et hensyn til hinanden. Jeg kan læse, at en familie er defineret udfra, at man er to generationer der bor i samme husstand, men jeg føler altså stadig for at definere os fem som en familie. For Søren og jeg er børnenes familie og på den måde er vi forevigt alle sammen forbundet med hinanden. En familie. Jeg har i hvert fald brug for, at tænke sådan om os for nu og for børnene. Jeg omtaler os også som en familie overfor dem. Det tror jeg de synes er rart. Man skal værne om sin familie og selvom jeg aldrig havde drømt om den her slags familie, så vil jeg stadig gøre mit ypperste og værne om den, så alle trives så godt som muligt, udfra de vilkår der nu en gang er.

Jeg tror ikke på den gode skilsmisse, for den findes vel i princippet ikke i virkeligheden. Slet ikke, hvis der er børn involveret. Eller måske gør den. Det er i hvert fald noget, jeg har modtaget rigtig mange beskeder omkring fra voksne skilsmissebørn, der læser med her. Så mange, hvor det har fungeret og hvor bruddet har givet mening for dem. Men nok bare først når børnene er blevet store eller voksne. Jeg ved godt, at det på ingen måde giver mening for vores børn lige nu, men måske gør det på sigt og det har jeg som mor lidt brug for at holde fast i. Jeg tror, at det er muligt at minimere “skaderne” så meget som muligt. Løse det her på en ordentlig måde, på den bedst tænkelige måde. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor forfærdeligt, det må være med to forældre der bekriger hinanden og hiver i børnene. Det gør ondt, helt ind i mit hjerte at tænke på. For det er hårdt nok med den her situation, også uden uvenskab.

Jeg er sgu stolt af, at deres far har fået skabt sig det dejligste hjem, hvor han har brugt så mange kræfter på at få gjort det hjemligt og rart for børnene. En proces, som børnene også har kunne være lidt med i. Det er blevet deres og det tror jeg er en tryg følelse for dem. Følelsen af hjem. Når nu de skal kunne føle sig hjemme to steder. Derudover, har vi trods alt været forældre sammen i snart ti år og derfor gør vi mange ting på helt samme måde og det bliver vi ved med, selvom vi er hver for sig. Putterutiner, sengetider, opdragelse og andet praktisk. Det kører bare videre, fuldstændig som det plejer – bare i to forskellige Nørrebro hjem. Jeg tror, at det også er med til at give vores børn den tryghed, som de kender i forvejen fra os begge.

Det der gør allermest ondt inde i mig, det er tanken om, at børnene altid skal leve med at savne en forældre, at de skal flytte mellem to hjem og så helt egoistisk, at jeg går glip af dem hele dage. Glip af vigtige oplevelser, små begivenheder i deres liv, fredagsslik, går glip af kys, kram og røvsyg hverdag. Jeg skal nærmest kaste op blot ved tanken, om alle de dage jeg kommer til at undvære dem.

Det hele er så nyt og intentionerne mange og man ved jo aldrig hvad fremtiden bringer. Men jeg tænker at de gode intentioner der er lige nu, aldrig kan komme dårligt tilbage.

Og så vil jeg igen bede jer om at huske, at emnet er sårbart og det hele kun kommer fra mig. Der er selvfølgelig altid flere sider af sådan en sag her.

Jeg fandt den her tegning i bunden af en skoletaske. Og selvom den gjorde mig rigtig ked af det, så gjorde den mig også stolt. Stolt af at vores børn sætter ord og tegninger på det de oplever lige nu.

(Visited 28 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Du har nogle rigtig fine betragtninger på jeres nye konstellation som familie, og det skinner igennem hvor favnende du er som mor❤️
    Jeg har selv været igennem det samme for 2,5 år siden, med mine to børn på nu 4 og knapt 7 år. Min ex og jeg har formået at forblive venskabelige, så vi engang imellem laver ting sammen med børnene, det er ret fantastisk at det kan lade sig gøre. Jeg er nysgerrig på hvilken deleordning I er kommet frem til, hvis du har lyst til at dele det?❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *