Deleforældre: Dage alene kan også være okay dage

Jeg er uden mine børn i de her dage, eller jeg har jo altid børn og er mor – men i de her dage er de hos deres far.

Det er lørdag og jeg har været ret meget på farten. Jeg forsøger at skabe lidt balance i dagene, med en god blanding af alenetid, arbejde og sociale aftaler. Og så udnytter jeg totalt, at jeg kan være ganske spontan. Jeg elsker at være spontan og det er bare nemmere, når det kun er mig selv der skal pakkes sammen for at gå ud eller gøre ting.

Jeg tror når man er skilt og ikke altid har sine børn hos sig, så kan det føles lidt forbudt at sige højt, at der faktisk også er aspekter man formår at nyde. Men jeg tør godt at sige, at selvom jeg altid savner, så nyder jeg også. Jeg ved hvor tilladt det var at sige, hvor skønt det kunne være med alenetid, den gang jeg boede sammen med deres far. Det var okay at juble højt, hvis jeg havde noget alenetid. Det forstod de fleste og der er enighed omkring, at alenetid ofte er kærkommen i en børnefamilie. Omvendt var det også helt tilladt at sige noget i stil med  “shit, alene hjemme med ungerne en HEL weekend, det bliver hårdt”. Det findes måske kun inde i mit hovede, det der med at det blev forbudt i det øjeblik jeg blev skilt.

I mit liv er faktum at jeg altid er alene hjemme med ungerne eller også er jeg alene hjemme uden ungerne. Sådan er det at være deleforældre jo. Jeg synes faktisk ikke hele tiden, det hårde er at være alene med dem, det er helt klart hårdere at være uden dem. Især i starten, da jeg slet ikke kunne finde ud af det og jeg hører dem stadig kalde på mig om natten. Og selvfølgelig ville jeg da allerhelst bo sammen med dem hele tiden.

Men jeg tanker også op, når de er hos deres far. Jeg har jeg fundet ud af, at jeg bliver sådan lidt teenage agtig, de dage, hvor jeg er alene. Jeg roder, har et næsten tomt køleskab og går alt for sent i seng. Men det er også en form for nydelse. Jeg nyder det der med, ikke at have ansvar og bare skide på, om mit hjem ligner et bombet. Lige at slippe det store ansvar det er at være nogens mor lidt, velvidende at mine børn har det godt hvor de er og faktisk ikke er særlig langt væk.

De oplevelser og den spontanitet dagene giver mig, gør ikke kun noget godt for mig. Det gør helt sikkert også, at jeg er glad og fyldt op når børnene kommer hjem igen. Og det er jeg sikker på at de også mærker. Jeg tillader mig selv at tage det gode ind, samtidig med at jeg også lige pludselig tager mig selv i at sidde at glo ud i luften med et savn så stort, så jeg slet ikke kan være i min krop. Det går op og ned. Men jeg synes ikke det skal være forbudt, at sige højt at man har nydt alenetid, når man er deleforældre. Ligesom, man også gerne må sige, hvis man er ved at blive skør når de er hjemme. Ligesom mange andre forældre siger højt, når de er et par og har børn sammen og pludselig skal underholde deres børn alene en hel lørdag. For lige meget hvad og hvor fantastisk børnene er, så er der øjeblikke eller små stunder, hvor det kan føles skide hamrende hårdt. Deleforældre eller ej.

Personligt har jeg ikke andre muligheder for “pause” og har ikke rigtig haft det i ti år, måske også derfor jeg ikke helt kunne finde ud af det i begyndelsen. Det kan jeg måske stadig ikke helt og det føles også som en slags begyndelse endnu, men jeg er blevet bedre og det endda i den her coronatid, hvor intet er som det plejer.

I de her dage har jeg sagt ja til…

At tage med ud på en spontan sejltur med et ret nyt bekendtskab og inden nogen får lumre tanker, så er der ikke noget romantisk i det. Det var sammen med en ny ven og hendes kæreste. Jeg cyklede derfor glad gennem byen ud til Christianshavns kanaler og hoppede ned i deres smukke skib. Og vi havde simpelthen den dejligste tur på vandet. Når der normalt er tre børn, så er jeg vant til at vi fylder ret meget. Hvis nogen inviterer os til noget, så tropper jeg op med tre børn og vi fylder altså lidt i landskabet eller omkring spisebordet og det er simpelthen så mærkeligt ikke at fylde andet end mig. Det skal jeg vænne mig til. Det er som om der hele tiden mangler noget eller at jeg har glemt nogen. Det er sgu lige før jeg siger til mine voksne veninder, at de lige skal huske at tisse af inden vi går videre eller noget, fordi det sidder så dybt i mig at huske mine børn på den slags.

At mødes et par timer med børn og far til leg og hveder. Det betyder i det hele taget meget for hele den her dele situation, at vi kan gøre det både den ene og den anden vej. Og det giver god energi.

At gå en aftentur med en meget kær veninde. Sådan helt spontant. At sidde med fødderne dinglende ud over søen, med iskaffe og dybe samtaler uden bagkant. Og så fik jeg honning med mig hjem, fordi hendes far er biavler. Så lækkert!.

Drukket rom og cola (fy for pokker) i gården til sent med mine naboer. Hørt på røverhistorier og lagt mig til at sove med snurrende hovede og smil på læben.( det har jeg ikke lige noget billede af)

Stået op med lidt ondt i håret og har drukket cola til morgenmad, for efterfølgende at cykle afsted til en foto/kaffe lørdagsaftale. Cyklet rundt i Københavns gader og suget de smukke bygninger ind. Man kan faktisk med fordel nyde, at mange steder er forholdsvis tomme grundet corona og lukninger. Tænker de fleste mennesker, kommer tilbage når caféerne genåbner om en uges tid.

Jeg har skrevet det her indlæg midt i teenage rodet med pommes fritter og durum ved siden af. For mig føles det stadig virkelig vildt at kunne gøre sådan noget en lørdag eftermiddag. Det er SÅ mærkeligt, at man nok skal have prøve at være i det for at forstå, hvor mærkeligt det føles.

Ligget i min seng, mens det var dag og set fire afsnit af Alene i Vildmarken USA.

Er der andre deleforældre derude, der har samme følelse af, at det er forbudt at sige det ene eller det andet højt? Det som man gerne måtte sige, da man var en familie der boede sammen.