Daten som næsten blev aflyst i sidste øjeblik

Søren og jeg havde fået booket bord på Kiin Kiin endnu en gang og denne gang, var bookingen god nok. Barnepigen var på plads og vi glædede os begge stort dagen igennem, på hver vores job.

Søren havde dog hele dagen, sådan en fornemmelse af, at et af børnene ville blive syge, eller at der ville opstå et eller andet, som ville gøre at vores tiltrængte kærlighedsdate ude af matriklen ville falde i vasken. Dagen gik og alt så ud til at flaske sig. Jeg fik hentet de mindste og var lige kommet op i lejligheden med dem og jeg gik og dullede mig lidt, inden Søren kom hjem så vi kunne smutte ud i de Nørrebroske gader. Fem minutter inden barnepigen kom ind af døren, ringede min telefon. Det var Alfred fra kolonien og han ville gerne hjem. Nu. Fra Langeland. Som er to en halv times køres fra København. Lige da jeg havde lagt på, kom Søren hjem og da jeg fortalte ham om Alfred, grinede han nærmest og sagde – “ja ja, sig nu bare at det er en joke”. Men ak, det var det ikke og selvom jeg havde sagt til Alfred, at vi ikke kunne hente ham før dagen efter, fordi klokken var for mange, så følte ingen af os den store lyst til at sidde og hygge os, når vi vidste vores dreng havde hjemve. Det kunne vi ikke. Jeg ringede til min bror, for at høre hvad han skulle dagen efter og på magisk vis, så sad han i sin bil på Storebæltsbroen sammen med vores far. Jeg kunne have tudet, for selvfølgelig ville han gerne “svinge” omkring Langeland og tage vores Alfred med hjem. Åh!

Søren og jeg kunne derfor kysse vores to små på deres hoveder og smutte ud hånd i hånd med ro dybt nede i maven.

Vi travede gennem De Gamles By, som vi bor overfor. Ned til Guldbergsgade hvor restauranten Kiin Kiin ligger. Restauranten har siden 2008 haft en Michelin stjerne. Og jeg synes bare det er så mega sejt, at der ligger sådan en fancy restaurant lige der i vores hood, skråt overfor den jødiske kirkegård, købmanden og pizzeriaet – det kan altså noget helt særligt. Det er måske enda lige præcis det Nørrebro er så dygtig til. Der er plads til mangfoldigheden og det hele er et stort miks af brogede mennesker og spisesteder, ja og alt muligt andet.

Kiin Kiin er en dansk restaurant, men med et thailandsk køkken. Når mødrene i Thailand kalder på deres børn, fordi de skal komme hjem og spise, så råber de “kiin kiin” – er det ikke kært. Søren og jeg har været der før og selvom det er mange penge at bruge på sådan en aften, så er det for os det hele værd. Det er nærmest som at gå i teateret og overvære en hel forestilling, inklusiv mad. Man får den ene smagsoplevelse efter den anden og mine smagsløg blev så positivt overrasket flere gange i de timer vi var der. Til maden valgte jeg en juicemenu og Søren vinmenuen, på den måde kunne vi dele lidt af det hele. Jeg ville aldrig kunne klare en hel vinmenu, i hvert fald ikke hvis jeg skal stå tidligt op dagen efter. De dage, hvor jeg kunne det de er long gone.

Vi slentrede bagefter hjem igen, men på vejen passerede vi det gamle Wascator (som mange måske kender?). Den hedder nu Omar og der satte vi os i baren og drak hver en sportscola. Og lige der i samme sekund ringede Alfred og sagde at han og min bror holdt i vores gade. Så vi kunne gå om hjørnet og tage imod dem. Vi fik verdens største kram og kunne putte en tryg glad dreng i seng.

Det er ikke altid lige let, at få alle ender til at gå op – men denne gang, der gik det hele alligevel og vi havde bare sådan en god aften sammen.

Og tænk på lørdag, tager jeg alene hjem til min far i min hjemby Vordingborg, hvor der er festuge. Jeg skal om aftenen til koncert med en veninde og høre ….hold nu fast Dodo & The Dodos. Jeg har ikke været i Festugen i over ti år, men jeg kan love jer for at det var noget af det største i mine teenage år. Jeg glæder mig mere, end man kan forestille sig. Se selv, jeg er sgu ved at grave mig frem.

(Visited 8 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *