Da jeg blev mor havde jeg selv en mor.

Altså det har jeg jo stadig. Hun er bare død. Jeg kan heldigvis stadig høre hendes glædeshyl for mig. Hylet som kom helt spontant sammen med en lille dans rundt om havebordet som vi sad ved. Søren og jeg var kørt til Vordingborg for at fortælle mine forældre at jeg var gravid. Hold nu op, hvor blev de glade. Og jeg er glad for at jeg ikke bare fortalte dem om graviditeten i telefonen, men ventede til vi mødtes – sådan så jeg kunne se deres glæde. Min mors glæde, den har jeg gemt et helt særligt sted.

Senere husker jeg, at vi var ude at købe små fine babyklæder som lille Alfred skulle have på. I ved det helt særlige sæt til den famøse hospitalstaske, som man især første gang, går ret meget op i. Det var en hyggelig dag i de små fine gader og min mor insisterede på at betale. Sådan helt mor agtigt. Vi købte blandt andet en lille brun strikket hue, og den har Selma og Kalle også haft på, da de blev født. Vi gik på café og min mor skulle som sædvanlig bare have en sort kaffe uden københavner pynt på toppen. Bare sort.

Hun ville SÅ gerne have været med til fødslen, men jeg følte dengang at det bare skulle være mellem Søren og jeg, hvilket jeg er lidt ked af nu, men jeg kunne jo ikke vide hun kun havde så kort tid tilbage sammen med os. Da Alfred næsten var født efter mange mange timer, ringede Søren til mine forældre og sagde de skulle komme. De sprang ud i bilen og drønede mod København. Jeg lå stadig på fødestuen og Alfred lå ved mit bryst, da min mor forsigtigt stak sit næb ind af døren. De kom der med verdens største smil, med flag og champagne. Og masser af stolthed og vand i deres øjne. Jeg kunne pludselig føle en helt ny respekt for min mor, for nu forstod jeg hvordan det var, både at føde (av for satan), men også kærligheden som allerede strømmede i min krop til den lille sorthårede klump på min mave. Vi kiggede på hinanden min mor og jeg, og vi forstod uden ord. Hun forstod at jeg forstod og omvendt. Så hylede lille Alfred og vi rettede igen vores øjne på ham. Lille bitte baby med den brune hue på sit fine hovede.

Jeg husker morgenerne i den første tid, hvor hun ringede inden hun tog på arbejde for at spørge til hvordan natten var gået. Hvordan hun hørte hans små knirkelyde, mens vi talte sammen og hvordan hun kommenterede på det. Vi kunne dele det sammen og det var trygt og godt at have hende. Åh for pokker alle mødre fortjener at have en mor, når de selv bliver mor – for de ved sgu et og andet. Og selv når vi bliver mødre, så kan mor-.kærligheden noget helt særligt. (ja og selvfølgelig og også far-kærligheden)

Hun var allerede syg og løb til alle mulige undersøgelser hele tiden. Og ventede på svar. Shit hvor vi ventede på det ene svar efter det andet. Altid ventetiden, som lagde sig som en tyk grim skygge over glæden ved vores baby. En dag skulle hun have svar på en prøve og hun ringede for at fortælle mig det kedelige svar. Jeg sad og ammede og hun kunne slet ikke holde ud at give mig en dårlig nyhed. Hun gik mere op i, at det ikke måtte gå ud over amningen. Det gjorde det ikke, men noget andet gik i stykker. Derfra gik det kun en vej og det var ned, indtil hun pludselig ikke kom hjem igen.

Jeg har siden født to børn, uden at have en mor – men jeg har heldigvis minderne om en graviditet og de første måneder, hvor hun var med, så meget som hendes kræfter tillod. Hvor har jeg ofte haft lyst til at ringe til hende, for at spørge hende om noget eller mest bare for at dele noget. Jeg har faktisk stadig hendes mobilnummer på min telefon, under mor mobil og jeg tror aldrig rigtig jeg kan få det slettet. I mange måneder efter hendes død, når jeg trillede med barnevognen, så ringede jeg op. Jeg ringede op til stilheden. Tomheden og stemmen som sagde at nummeret ikke længere eksisterede. Så skældte jeg stemmen ud, mens jeg kiggede op i himmelen med tårer springene ud af øjnene. Jeg kiggede op igennem kastanjetræerne, som pludselig blev nøgne, for så at blive grønne påny. Og pludselig var der gået 7 år. Syv år uden. Den første tid efter, kunne jeg kun finde ud af at være mor. På trods af det, så går det mere og mere op for mig, at jeg næsten ikke kan huske min store søns første år. Av av.

Nu er livet heldigvis godt og det har det været længe. Man ligesom lærer at leve med savnet på en anden måde, end i starten. Det er ikke noget, man bare sådan kan – det skal læres. Og det at leve midt i det det mest fantastiske jeg nogensinde har prøvet, samtidig med at jeg var i den største sorg i livet. Det var sgu svært og jeg var så splittet mellem de to følelser.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *