Tilbageblik, da vi endte i parterapi

Søren og jeg sad den sidste aften på Mallorca og talte om den første gang vi var lige præcis på samme sted. Fysisk. For mentalt, der var vi ved Gud et helt andet sted. Min mor var næsten lige død og vi var sammen med min far og min lillebror taget til Mallorca. Det var en fantastisk ferie, alt taget i betragtning – men som meget andet i den periode, så husker jeg kun det kvarte. Og lige præcis det…

Min krop er sej

Det er i morgen. Det er i morgen, at jeg skal til en af mine faste kontroller på Rigshospitalet. En af dem, hvor jeg med det samme mere eller mindre ved, om jeg klarer frisag, eller om jeg ikke gør. Jeg har haft det mærkeligt hele dagen, sådan sommerfugle i maven agtigt – sommerfuglene har bare sorte vinger og blafrer ikke på den der glade kildende måde. Nærmere sådan lidt rumlende. Det er specielt, at leve på den måde. Med…

En ulykke kommer sjældent alene

Jeg husker dengang jeg arbejdede på Rigshospitalet på en afdeling, hvor nogen af landets allermest syge børn er indlagt. Jeg arbejdede der som helt nyuddannet og jeg havde ingen børn. Jeg tror ikke jeg ville have været i stand til at rumme deres skæbner, hvis jeg selv havde været mor. Måske en af årsagerne til, at jeg ikke var der mere end tre år. Jeg husker, at vi i personalerummet ofte talte om, at familierne med syge børn burde være…

Kære mor

Der var så meget jeg ikke fik sagt. Hvis du levede og jeg havde mulighed for at sige dig tak, så ville jeg takke dig stort for alt det du har gjort for mig. For alt det du var for mig. Kære mor, Tak for at du smurte min madpakke dagligt i hele min hjemmeboende tid. Du gjorde det bare og den var altid top lækker og jeg ved med sikkerhed at jeg aldrig fik sagt tak. Jeg kom nok…

Svigtende kræfter, svigtende mod

Jeg får nogengange af vide at jeg er modig. At jeg er modig og sej, fordi jeg gik selvstændig. Modig fordi jeg deler så meget om mig og om mit liv. Jeg ved ikke om det er mod, jeg ser ikke mig selv, som den mest modige person. Jeg er fx pisse bange for mørke og uhyggelige lyde. I de her dage føler jeg mig faktisk mere eller mindre som det stik modsatte. Jeg føler mig som en piveskid og…

Fødselsdag og savn

Så blev det endelig den 19. marts. Vores Alfreds fødselsdag. Han har glædet sig så meget, at han de sidste dage dårligt nok har kunnet være i sin egen krop af bar spænding. Og sikke en fin dag det har været. Solen skinnede allerede, da jeg stod alt for tidligt op, på grund af en lille bitte vis herre som også bor her. Vi fik bagt boller og tændt stearinlys, inden vi vækkede Selma og gik ind for at synge…

Fortryder du? Tanker om kræft og gentest (BRCA)

…Noget jeg ofte er blevet spurgt om, både af familie, venner og bekendte. Jeg skrev ret meget om min gentest, da jeg for snart to år siden startede den her blog. Det fyldte rigtig meget i mig på det tidspunkt, fordi jeg stod overfor nogle valg i forbindelse med svaret på gentesten for den arvelige genmutation BRCA. Jeg tænker lige at give alle I nye fine læsere en lille resume, fordi det her også er en del af mig og…

Vores jul på Nørrebro og særlige juleminder

Jul. Julen i al sin fine glans og pragt. Julen er noget ganske særligt, for rigtig mange mennesker – og med særligt kan det nok gå begge veje. Den kan være særlig god og rar, men den kan også være ensom og rigtig svær. Julen er her og nu, men den består ret ofte på et grundlag af minder. Minder om barndommens jul, traditioner, håb og måske også på tro. Den er i grunden en lidt sjov størrelse og  julen…

Frygten for den næste migræne

Tænk at jeg som 39-årig skal gå rundt og være bange for en hovedpine! Men det er jeg altså. Hver gang jeg mærker den helt særlige pine inde i hovedet, så bliver jeg skide ræd for at det er migræne som igen sætter ind og snupper et døgn eller mere fra mig. Altså sådan et døgn, hvor jeg langt hellere vil føde tvillinger, end at have den væmmelige migræne. Jeg forstår nu hvor fælt det er at lide af migræne,…

Hvor længe bliver man ved med at tælle år…uden

Forevigt måske? Otte år er lige præcis gået i dag. Otte år siden jeg lige havde givet Alfred mad midt om natten og min far ringede med ordene ” mor er ikke mere”. Tiden læger, det gør den – men der går stadig ikke en dag uden savn. Ikke en dag uden at føle en snert af sorg over alt det som forvandt sammen med min mor. For det var ikke bare min mor som forsvandt. Jeg forsvandt også. Ikke…

Alt det vi ikke taler om: Sygdomsangst og et år uden en livmoder

Jeg har sgu snart et års jubilæum i forhold til, at jeg nu om lidt har levet et helt år uden min livmoder. Uden den del eller det organ i min krop, som jeg har båret mine tre børn indeni. Uden den del, som sørgede for jeg var frugtbar, det organ der skabte de rette hormoner, sådan så min krop blev i sin balance. Om jeg har savnet den. Åh ja, jeg har savnet. Jeg savner det. Ikke fordi jeg…

Tro eller overtro? Eller min egen blanding

Jeg ved faktisk slet ikke om jeg tror sådan rigtigt, men jeg er konfirmeret. Det blev jeg efter at jeg i an alder af tolv eller tretten blev døbt. Jeg kan godt lide at tro, at der findes noget derude – noget vi ikke kan forklare. Noget mere, noget som ikke er det her. Der må da være noget, eller er det bare sort? Mine år som sygeplejerske på en afdeling med alvorligt syge børn, fik mig dog til at…

Underliv, operationer, bryster og hormoner. En status fra mig om mig

Tænk til oktober, så er det et helt år siden at jeg fik fjernet hele mit underliv. Jeg føler lidt det var i går. Hele forløbet med valg omkring forebyggende at gøre noget aktivt imod min høje risiko for at få kræft i en ung alder, har været en uendelig lang rejse, selvom den på en måde også har bevæget sig med raketfart. Den har været en af de rejser, der har holdt mig vågen om natten og givet mig…

Samvittighed: Noget af det jeg aldrig helt slipper af med

Egentlig er der få ting her i mit liv jeg sådan ægte fortryder. Men der er noget og det er noget af det som giver mig ondt i maven, tristhed i ansigtet og dårlig smag af samvittighed inde i min mund.  Det er desværre nok nogle følelser jeg aldrig helt kommer af med, og de har også været svære at indrømme overfor mig selv. Og her. De har sat sig så fast og som så meget andet omkring sorg og…

Før og efter – noget om forskellige perioder.

Jeg kom sådan til at tænke over det her med før og efter i forskellige sammenhænge. Den måde man kan opdele sit liv i før og efter på. Der er før Søren og efter Søren. Der er før børn og efter børn og så er der før min mor døde og efter min mor døde. Livet før jeg fik fjernet mit underliv, og livet efter. Jeg tænker at opdelingerne opstår, fordi forskellen er stor og tydelig i forhold til før…

Ensomhedens forskellige dale

Jeg har forskellige dale af ensomhed i mit liv. Dale som jeg aldrig går helt ned i, men jeg balancerer ofte ned af skrænten på dem, for så at kravle op igen. Det er ensomheder som jeg lever med og som er blevet en del af hele mig, jeg er ikke sikker på det er noget jeg kan ændre på, men det er nu alligevel altid rart at lufte dem lidt her igennem det skrevne ord. En af ensomhederne i…

Dokumentar og tanker om vores system. Virker det godt nok? Egentlig

Jeg så dokumentaren om Kundby pigen den anden dag, ligesom jeg tidligere har set andre dokumentarer om andre piger og drenge, som i den grad først er blevet svigtet af deres familie, men virkelig også af vores system. Af Danmark. Et system, som vi nogengange tager for givet eller også lukker vi øjenene og håber alt det dårlige kun sker for naboen. Jeg gør i hvert fald nok nogengange. De dokumentarer og retssager som bliver slået så stort op i…

Bryster galore i frit fald på riget. Igen

I dag var dagen, hvor mit faste kontrol af brysterne fandt sted ovre på Rigshospitalet. Shit mand, hvor har jeg sovet dårligt i nat – hvis overhovedet jeg har sovet. Jeg var liiiidt nervøs og faktisk lidt mere end jeg plejer at være. Jeg havde nemlig sådan en dum lungebetændelse i december, som gjorde at jeg havde overdrevet ondt i den ene lunge. Den blev derfor i januar eller februar røntgenfotograferet, fordi smerterne blev ved. Der var ikke noget at…

En snert af tvivl og pive stemme

Jeg har været i endnu en variant af en scanner i dag og selvom det bare var en hurtig fornøjelse og let overstået, så lå jeg alligevel der på lejet og blev grådlabil. Lidt ked af det faktisk. Måske jeg også var trist i forvejen, for vi vågnede i morges til skoldkopper og så ved man jo godt at vi de næste ti dage har et barn hjemme, det barn som højst sandsynligt også smitter det sidste barn, sådan så…

Den svære samtale. Hvem skal åbne den?

Et indlæg som jeg har gået og tænkt over længe. Egentlig var det tanker længe før den her blog overhovedet fandtes. Helt tilbage fra dengang i tidernes morgen, hvor jeg studerede til sygeplejerske, da lærte jeg om den svære samtale – for der findes immervæk mange virkelig svære samtaler på et hospital, ja eller i hele sundhedssystemet. Den svære samtale kan være så meget forskelligt, men for mig, både som sygeplejerske og som menneske, hænger lige præcis den samtale sammen…

Bristet håb, ubetinget kærlighed og mærkedage

Den her dag, Alfreds fødselsdag den har så stor betydning og rummer nogen af de dybeste, bedste og værste minder jeg har. Hver gang mit lille menneske har fødselsdag gennemlever jeg det hele, alle følelserne, glæden, smerten, afmagten, lykken, sorgen, utilstrækkeligheden, og smil og tårer i en strid strøm. Det hele gør mig trist, stolt og glad på samme tid. Alfred mit eneste barn, som oplevede min mor. Eller hun oplevede ham, for han var jo blot en lille baby….

Noget om alder, 90’er børn og linjer af alle slags

Først så læste jeg et indlæg hos Louise om ikke at være helt ung længere, dernæst sagde min mand i en anden sammenhæng, at vi sgu ikke er helt unge længere. Og at følte at han først nu havde et ægte voksenjob. Ha ha, det har han haft i 15 år. Men altså de har jo ret. Helt ret. Vi er ikke unge længere. I hvert fald ikke på papiret, for hvis jeg skal tale for mig selv så føler…

Æraer som slutter, skildpadder og kabaler

Vores gode gamle Prins Henri er død, det er næppe gået nogens næse forbi. Han var syg og gammel, og mon ikke han var klar til at at sige farvel til livet. Et langt liv, som må have budt på meget for den virkelig pæne mand som kom til vores land for så længe siden. Tænk at opgive så meget, bare for kærligheden. Ja, sågar sit ægte navn. Jeg kan ikke lade være med at blive lidt rørt over hans…

Når man glemmer at mærke ordentligt efter…

Efter jeg er startet på hormonbehandling har jeg været så fokuseret på om jeg kunne mærke noget psykisk. Har jeg følt mig anderledes? Har hormonerne gjort mig hysterisk og alt sådan noget. Alle som har spurgt til mig, har også mest spurgt ind til mit sind og mulige forandringer der. Jeg har svaret, at jeg føler mig fuldstændig som mig selv. Intet at bemærke. Og det føler jeg vitterligt er helt rigtigt. Det har på intet tidspunkt strejfet mig, at…

Sorggruppe, dybe og halve vejrtrækninger midt i den største glæde

Jeg har tidligere skrevet om dengang jeg mistede min mor, samtidig med at jeg selv næsten lige var blevet mor. Du kan hvis du har lyst læse det her. Det var mildest talt en rigtig svær tid. En svær tid som ramlede lige ned i den bedste tid. En sårbar tid. Den tid hvor hele mit lille liv blev vendt på hovedet og meget af det jeg kendte til i forvejen fik en ny betydning. Både fordi jeg var blevet…

Når det bliver stille og mørkt mærker jeg skyggen

Min mor hun bekymrede sig alt for meget. Om alt og om ingenting. Eller også var hun bare meget tænksom, faktisk nok bare en kombination af begge. Jeg bekymrer mig også. Slet ikke på samme måde og slet heller ikke i lige så høj grad. Det gør jeg ikke, men der er tidspunkter hvor mit sind går i et slags bekymrings-mode. Egentlig styrer vi jo ikke helt vores tanker. Vores sind. Vi kan arbejde med det, men det er svært…

Mig og min mor. En Podcast

Jeg lyttede i dag til Podcasten “Mig og min mor” og den ramte mig sådan i hjertekuglen. Podcastens omdrejningspunkt er de svære samtaler i livet. Åh mand, dem findes der jo uendelig mange af og i mange forskellige sammenhænge og kontekster. Der er de svære som er svære, fordi de omhandler kritik af et andet menneske. Modtageren. De kan til gengæld lette en trykket stemning, eller også kan de afslutte noget som alligevel ikke var godt. Så er der de…

En status på livet uden en livmoder.

Jeg mødte nogle gamle kolleger i dag. De sagde jeg lignede mig selv. Det havde jeg nu godt selv på fornemmelsen, at jeg gjorde. At jeg gør. Jeg er jo stadig mig, også selvom jeg mangler et organ. Jeg føler mig fuldstændig som mig. Men som alle andre store oplevelser i livet (hvis man kan kalde en operation en oplevelse), så er der alligevel en ændring. Selvom jeg helst ville sige mig fri, så er der et lille følelsesmæssigt ar,…

Jeg trænger til at skrige af grin.

Her. Det gør jeg. Det var min søde far som gjorde mig opmærksom på det. Der har simpelthen været for meget tristhed ind over vores familie og vi trænger til at sætte os ned rundt om et bord med god mad og masser af vin. Fortælle gode historier og bare acceptere hinanden som dem vi er. Jeg trænger sgu til at grine sådan et grin, som kommer helt dybt nede fra maven af. Sådan et grin som nærmest gør ondt…

Når man er trist helt ind til benet, men samtidig mærker små fine glimt af glæde.

Dagene flyder ud. De ligesom glider gennem mine fingre, som var de det aller fineste sand fra Bornholm. Jeg heler indefra og ud, langsomt. Mine kræfter kommer tilbage i kroppen, for så at blive taget fra igen i min psyke. Giver det overhovedet mening? Først lå jeg bare i en tåge af narkose, bræk og smerter. Så vågende kroppen og med kroppen fulgte hovedet og tankerne. Tankerne om fremtiden, hvad skal der ske? Er jeg overhovedet mere sikker? Kan vi…