Bunkerne i mit liv – både de fysiske og de mentale

For en uges tid siden, vidste jeg en af vores bunker i vindueskarmen henne på Instagram og spurgte om andre også havde bunker med alverdens papirer og sager liggende. Det skal jeg da lige love for, at jeg ikke var alene om. Det havde jeg dog godt på fornemmelsen, at jeg ikke ville være.

Det handler om de ting der har det med at hobe sig om. Regninger, tegninger fra børnene, kvitteringer, invitationer, dimser og dutter. Ting der ikke sådan ægte har en plads, men som derfor samler sig i mindre (eller større ) bunker på diverse flader i vores hjem. Det er også den slags bunker, der på magisk vis vokser op igen, så snart de bliver sorteret og ryddet op. Hos os ligger de i vindueskarme, på hylder og på køkkenbordet. Hos mange af jer ligger de på spisebordet, den eneste grund til de ikke ligger der hos os, er fordi der ikke rigtig er plads til andet end os fem omkring bordet og så maden vi skal spise sammen.

Jeg har flere gange købt forskellige beholdere til rodet, men lige lidt hjælper det. Det hober sig alligevel op igen og samler sig de vante steder. Jeg har på en måde sluttet fred med det, vores hjem bliver aldrig sådan et udstillingshjem. Selvom jeg ville ønske, vi kunne holde bunkerne nede, så er det nok blevet en af de ting, jeg siger pyt til. Og så flytter jeg lidt rundt på dem, sådan så de ikke syner for meget på mine billeder. Ikke fordi I ikke må se dem, men fordi de som sådan ikke inspirerer mig og fordi jeg til dagligt allerede ser rigeligt til dem. Så jeg gider ikke rigtig være kreativ omkring dem, når jeg fotografere.

Men altså, vores hjem er på ingen måde særlig ryddeligt. Det er et hjem med børn, legetøj, hygge og bunker af forskellige arter. Ja altså, måske bare et helt almindeligt menneske hjem.

Ligesom mig selv. Jeg har ofte (synes jeg selv) pænt tøj på, mascara og nogenlunde friseret hår. Det betyder dog ikke, at alt indeni mig spiller. Det gør det nogengange og andre gange gør det ikke. Jeg tror måske, at jeg har fået lidt for mange bunker oppe i mit hovede. I hvert fald lige for tiden. For mig hjælper det faktisk at tage pænt tøj på, jeg sværger på, at jeg godt kan klæde mig gladere, ligesom et langt bad kan gøre underværker. Der findes dog bunker af tanker, som selv den mest lilla bluse ikke kan få styr på. Og jeg synes, at jeg har lidt for mange af den type på nuværende tidspunkt.

Man siger jo ofte at en ulykke sjældent kommer alene og jeg må bare sige, at jeg må tilslutte mig den sætning med et hundrede procent. Når mine kære spørger hvordan jeg har det, så prøver jeg at forklare mig med, at jeg i princippet har det rigtig godt. Mit arbejde går fantastisk og hvis jeg kun tænker på mig selv, så har jeg det faktisk godt. Men, jeg er jo ikke blot mig selv. Og når andre ikke er glade, eller der sker negative ting for andre end mig selv, så påvirker det mig.

Måske er det noget med min alder, for jeg synes godt nok at mange er ramt omkring mig. Ramt af forskellige kriser, af sygdom, af kærestesorger. Af store eksistentielle kriser i livet. Hele sagen omkring min bror har krævet rigtig mange kræfter. Kræfter jeg bruger med den støreste selvfølge, men kræfter jeg har skulle finde et andet sted. For verden går jo ikke bare i stå, imens jeg taler og skriver med journalister og politikkere. Mine børn skal stadig serviceres i hovede og røv.  Mit arbejde er der stadig, deadlines, der hiver i mig og i det hele taget, føler jeg lidt, at der er blevet hivet i mig fra forskellige sider. Jeg føler jeg har skulle samle andre op, og uden at komme til at lyde som et lille barn, så mangler jeg selv lidt at blive samlet op. Mine indre bunker af tanker og rod, har hobet sig op. Måske endda noget af det, som har ligget på lur i mange år. Noget jeg bare har lagt til side og som er havnet i bunken i “vindueskarmen”. Det er løbende blevet ryddet op, med aldrig helt i dybden.

Min blog her er en blog af personlig karakter, men aldrig af privat og derfor er der også noget, jeg ikke rigtig har lyst til at sætte ord på lige nu. Jeg håber dog, at I forstår og måske kender til følelsen af både de ydre og indre bunker i livet. Dem der kan være svære at tage hul på og få ryddet helt op. Jeg har de sidste uger, gået og overvejet at ringe til min læge og måske bede om en henvisning til en psykolog. En som ikke selv sidder med en masse problemer og som vil kunne rumme mine. I dag fik jeg endelig taget mig sammen. Jeg har derfor fået en tid. Det kan jeg mærke er godt for mig. Jeg nærmest glæder mig, til at få læsset lidt af.

Jeg gik til psykolog for ni år siden, da jeg mistede min mor og har desværre ikke den bedste erfaring med det. Jeg tror det var noget med kemien. Jeg håber og tror, at det alligevel kan blive rigtig godt. Endda en god oplevelse. Om ikke andet, så kan jeg måske få taget hul, på noget af det der fylder op inde i mit hovede. Det der gør mig tung nede i maven.